Han har skrevet dansk naturvidenskabs historie, han har forsket i naturvidenskab, og han har haft succes med naturvidenskabelige udstillinger. Men der var alligevel dem, der studsede og mumlede »en humanist?!«, da Peter C. Kjærgaard fra Aarhus Universitet for nylig blev udpeget som ny direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
Skulle en idé- og videnskabshistoriker stå i spidsen for et naturvidenskabeligt statsmuseum? Et museum, som samler Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have i ét naturvidenskabeligt kraftcenter af et omfang så omfattende, at alene den kommende glasfacade vil give enhver forbipasserende en blåhval på tværs: Når museumsbyggeriet i København står færdigt om fem år, vil museets hvalskelet dingle fra loftet bag glasvæggene som et tonstungt tegn på naturens storhed.









