Kronisk flatulens – altså vedvarende luft i tarmene, og hvad deraf følger – er en pinefuld og socialt belastende tilstand. Hvilket om nogen den verdensberømte britiske naturvidenskabsmand Charles Darwin (1809-82) kunne skrive under på. Det var så galt fat med Darwin på dette punkt, at han ved siden af sit arbejdsværelse på det smukt beliggende landsted Down House syd for London havde, hvad man vel må betegne som et prutterum. Her gik han ind, når trangen til at »break a wind«, som briterne siger, blev overvældende – eller når et af de mange opkastningsanfald, han også var plaget af, meldte sin ankomst.
Kan have fået infektion
Gebrækkelighederne satte ind i årene, inden han offentliggjorde sin evolutionsteori i 1859, og trykkede ham livet ud.
Hvilket flere af eftertidens psykiatere har forsøgt at forklare som udslaget af noget psykosomatisk – som produktet af nervøsitet, fordi Darwin vidste, at de tanker, han havde på vej, ville blive opfattet som en provokation i mange kredse. »Men blandt læger er der også en anden teori, der siger, at Darwins fysiske besværligheder udmærket kan skyldes, at han på sin store jordomrejse med ekspeditionsskibet ’Beagle’ i årene 1831-36 pådrog sig en eller anden ondartet infektion i Sydamerika«, fortæller Peter C. Kjærgaard, der er lektor i idehistorie ved Aarhus Universitet.
