Kilde: politiken.tv / Marie Carsten Pedersen. Foto: Finn Frandsen. Klip: Henrik Haupt

Kultur

'Korsbæk på Bakken' er flot udført, men charmen er slagtet

Den tredimensionelle oplevelse er så magtfuld, at vi glemmer, at byen er fiktion.

Kultur

For mig har det bedste ved Bakken altid været at komme og gå. Ikke fordi jeg ikke elskede rutsjebane og spøgelsestog og vikingeskib, da jeg var barn. Men det var turen gennem Dyrehaven og synet af noget derinde mellem træerne, der gav suget i maven.

Overgangen var ikke brat, men glidende. Skoven forvandlede sig til et slaraffenland, lidt forbudt og lidt for vildt.

Sådan var Bakken for mig. En elverhøj. Folkelig, festlig, lidt dirty. Med skrig, hvin, lys, lugte og larm. Og når det var blevet sent, gik jeg og min familie tilbage gennem skoven, mens træerne lukkede sig om lysene igen.

Nu ligger der en bymur. Kun på det ene hjørne af Bakken, men symbiosen mellem skov og forlystelsespark er brudt, og kontrasten er stor.

Den nye Korsbæk-bydel, der er skabt i samarbejde mellem stor-teltholderen Torben Træsko, Lise Nørgaard og DR, er en enklave af små, solide byhuse. Bakkens klaprende skodder og trækonstruktioner er afløst af røde tegl og pudsede mursten. Alt er solidt, pænt og gennemtænkt. Her er intet af den lidt farlige, uforudsigelige alt kan ske-stemning, Bakken ellers altid har haft.

Et radikalt brud

Det er ikke bare på udtrykket, at ’Korsbæk på Bakken’ markerer et radikalt brud med forlystelsesparkens profil. Det er hele konceptet, der er nyt i Klampenborg.

Siden 1583 har Bakkens været et kludetæppe af individuelle teltholderes boder, restauranter og forlystelser. Udviklingen er gået mod mere ordnede forhold, jo længere op mod vor tid vi kommer, men det er stadig denne fragmenterede model, Bakken drives efter.

Stedet er født til at blive en helligdom for 'Matador'-fans, og grisehandlerens lokum er det alter, vi beder ved

Det er i høj grad det, det giver stedet dets kantede karakter. Stilen er op til de enkelte teltholdere og svinger fra det yndigt nostalgiske til det grimme, slidte og vulgære, med dunkende dance ud af højttalerne og et farveskema som en brækklat med konfetti i.

Det er ikke et mix for de sarte, men det er, hvad det er: Det er autentisk.

Men det er også den gamle skole. Den nye skole er den, vi kender fra Disneyland: temaparken. Hvor hele området planlægges og strømlines efter temaer, med store permanente installationer. Man opbygger ’verdener’, man kan træde ind i og lade sig opsluge af, mens konstante tilbud om mad og merchandise popper op omkring en. Med den tilgang har Bakkens nærmeste konkurrent, Tivoli, moderniseret sig selv over de seneste år.

Varnæs bor til højre, Skjerns til venstre

Nu prøver Bakken at gøre lidt af det samme med ’Korsbæk’. Vi træder lige ind på scenen: på Algade, hvor Varnæs bor til højre, Skjerns til venstre, banken ret for og grisehandleren lidt ude bagved. Alle huller er fyldt ud med de helt rigtige detaljer: silkestrømper, Salmonsens konversationsleksikon, Madam Blå og flere af de originale møbler fra filmsettet. Ja, ’Korsbæk på Bakken’ er født til at blive en helligdom for ’Matador’-fans, og grisehandlerens lokum er det alter, vi knæler ved.

Nadveren kan indtages overalt, for det er grundlæggende det, ’Korsbæk på Bakken’ er: et restaurationsområde. Man kan ikke som sådan prøve noget, men man kan spise på Postgaarden eller Jernbanerestauranten. Og så kan man ved forudbestilling komme til middag hos Varnæs, Laura eller Kathrine. Eller booke en rundvisning for 100 kroner og shoppe lidt bagerbrød, slagtervarer eller ’Matador’-souvenirs.

Er der andet spændende ved 'Korsbæk på Bakken' end det faktum, at det, som ellers kun har eksisteret som fiktion, nu findes som fysisk virkelighed? Nej, det er der ikke

Der er ikke en finger at sætte på udførelsen. De kommercielle funktioner er flettet fint sammen med tematikken, undtagen et sted: At lade afholdsmanden Mads Skjerns dametøjsbutik blive til en bar med fadølshaner og Havana Club på hylden er et eksempel på, hvordan temaparkmetoden nogle gange kan vride et koncept til det pinlige.

Bakken må, som alle andre kulturinstitutioner, forny sig. En ny dødsangst-fremkaldende adrenalinforlystelse gør det ikke alene.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og ’Korsbæk på Bakken’ er flot realiseret, ingen tvivl om det. Den umiddelbare succes synes også sikker: Sjældent har jeg set så henførte ansigtsudtryk som hos de gæster, der sad til bords på Postgaarden.

Men den autenticitet, som resten af Bakken skylder sin charme, den er slagtet. ’Korsbæk’ er den rene overflade, en kopi af en kopi. Sådan en giver ikke oplevelser, der stikker ret dybt i sjælen.

En kollektiv erindringsforskydning

Er der andet spændende ved ’Korsbæk på Bakken’ end det faktum, at det, som ellers kun har eksisteret som fiktion, nu findes som fysisk virkelighed? Nej, det er der ikke.

Men hvad det faktum gør ved os, er faktisk ret interessant: At bevæge sig rundt i ’Korsbæk på Bakken’ er en kollektiv erindringsforskydning, der udfolder sig nu og her. Så magtfuld er den tredimensionelle oplevelse, at vi glemmer, at byen er fiktion.

Da jeg stod i grisehandlerens lille stue, trådte en dame ind, og ved synet af briksen i hjørnet sagde hun: »Det var der, Mads sov den første nat i Korsbæk!«. Og i køkkenet udbrød en anden kvinde: »Det er jo præcis, som vi husker det!«.

Det bliver den endelige kanonisering af ’Matador’, ikke som et kulturhistorisk produkt, men som danmarkshistorie: Det er en fortid, vi kan blive enige om, fordi vi har set den på tv.

På den måde bliver ’Korsbæk på Bakken’ mere virkelig end virkeligheden. Og den bliver også et monumentalt falsum, som vi kun er alt for glade for at lade os synke ned i.

For mellemkrigs- og besættelsestiden er perioder, der kan tolkes og forstås på mange forskellige måder. Men der er kun én fremstilling af Korsbæk, der er den rigtige. Hvor er det bekvemt. Hvor er det rart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skal man klandre eller hylde Torben Træsko for at have skabt sådan en erindringstransformator? For at have opfyldt vores store, ubevidste ønske om, at fortiden kan forstås ved at se en tv-serie på 24 afsnit?

Jeg konstaterer bare, at det sker, og synes, at den villighed, vi kaster os ud i erindringsforskydningen med, er mere end en smule skræmmende.

----------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at 'Matador' blev sendt i 32 afsnit. Der er 24.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden