Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Rovdyr. Ulven er løs i Katrine Marie Guldagers romaner.
Foto: Dawn Vivella. Manipulation: Kaspar Busch

Rovdyr. Ulven er løs i Katrine Marie Guldagers romaner.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Guldagers Køge-krønike byder på sex og livskrise

Der anes håb i femte bind af Katrine Marie Guldagers episke krønike.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er bedre at blive slået med sandheden, end at blive kysset med en løgn«, sådan lyder det russiske ordsprog, Katrine Marie Guldager nu her i femte installation af sin mægtige, episke Køge-krønike har valgt at sætte som motto.

I ’Bror og søster’ uddeles der unægtelig mange hårde slag til vi arme mennesker (som refrænet lød i Strindbergs ’Et drømmespil’), men måske der også bliver plads til sandfærdige kys?

Min gode kollega Bjørn Bredal har anmeldt de fire første bind af krøniken, men det er forunderligt, hvordan man kan træde durk ind i den vældige, episke Guldager-strøm uden at føle sig det mindste desorienteret.

Shamanistisk og psykoanalytisk

Og så dog. For midt i Guldagers meget bevidste, næsten provokerende valg af en åben, demokratisk litteratur, der bekender sig til en fortællende og episk realisme i gengivelsen af en konkret social og historisk verden (noget så gammeldaws!), optræder noget virkelig sært og bizart.

Nemlig ulven. Den løber gennem krøniken, men som en figur der på samme tid er shamanistisk, psykoanalytisk og bogstavelig.

Den løber gennem krøniken, men som en figur der på samme tid er shamanistisk, psykoanalytisk og bogstavelig

Vi er nu i 1976, Henry er netop blevet løsladt fra fængslet, hans søster Leonora maler løs, og deres moder Lilly? Hun møder inde i Kbh. K en ung indianer fra Californien (!), inspireres af hans shamanisme, drømmer om ulven som sit totemdyr og sit indre psykiske monster af sorg og raseri på samme tid; men som om det ikke var nok af hippie flower-power fra 70’erne, lader Guldager imidlertid også ulven blive helt konkret, og luske rundt i Københavns og Køges gader, mens den lurer på at sætte kæberne i vor families medlemmer.

Det er ret syret. Men af en eller anden mærkelig grund, formår Guldagers fortæller med roligt pokerfjæs at få det til at virke og glide ned. Og »det« er ellers en ordentlig omgang.

Henry træder ud i friheden, men kun for at blive ramt af en serie gedigne gok i nødden; kollektivet afviser ham, arbejdsgiverne afviser ham, Leonora afviser ham. Og Leonora er i krise, maleriet glider ikke, og der er smerten ved at sende 3-årige Maria i børnehave, feminisme og Femø-lejr popper op, alt er i opbrud, og hvor skal man finde fodfæste?

Humant mellemværende

Lilly, selvoptagede og egoistiske Lilly, inviterer til 59-års fødselsdag på Langelinie Pavillonen, men se om man kan få børnene til at komme? Familien knager i sine fuger. Livet er hårdt og kort (det drømmer Lilly om), men det byder også på kys og klem: Henry møder frodigt storbarmede Sally og kopulerer på livet løs, hans to børn elsker ham stadig, og savner ham, og arbejdsmarkedet åbner sig, små og store mirakler sker.

Leonoras liv løfter sig også, gennem sytten små volter, og den store grundkonflikt mellem bror og søster er måske ikke uløselig og små-tragisk? Fortiden spøger, ulven er løs, og faderen Peter kaster lange skygger, men genfærdene kan man konfrontere sig med, hvis man ikke konfliktsky holder sig til de løgnagtige kys.

Hun har noget så eksotisk som et humant mellemværende med os, læserne, vi skal blive klogere og bedre mennesker

Det sidste gør forfatteren i hvert fald ikke. Guldager træder med sin store familie-roman ind i en slægt af skribenter, der rækker tilbage til Tolstoj og Thomas Mann, Roger Martin du Gard, og herhjemme f.eks. Pontoppidan (Lykke-Per), og senere Christian Kampmann. Hun har noget så eksotisk som et humant mellemværende med os, læserne, vi skal blive klogere og bedre mennesker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og hun danner et kollektivt ’vi’, hvor den biografiske forfatter, den alvidende fortæller, og de medvidende læsere ideelt glider over i hinanden.

Risikoen er didakticisme og moralisme, at vi bliver skefodret og belært, det er f.eks. et problem i en passage, hvor vi overhører kollektivets tidstypiske afvisning af kernefamilien som småborgerlig og kapitalistisk, og vil sætte parentes om den, men hvor fortælleren trumfer dem, og sætter sin egen parentes ind om deres: »(og det faktum, at familien har været dominerende i Europa siden middelalderen)«.

Medrivende og dejlig

Her går der næsten Kronik, pegepind og overlærer Clausen i den. Men ellers! Ellers er ’Bror og søster’ en nøjagtigt lige så dejlig, klog og i ordets bedste forstand medrivende beretning som alle de øvrige bind forekommer at være.

Lakmustesten er måske: Vil man gerne læse videre? Og svaret er utvetydigt ja.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden