Først var de dragende og bedrageriske, kvinderne i Lars von Triers film, onde forførersker, der trak den gode, idealistiske, men svage mand ned i sumpen og undergangen. Så blev de gode, opofrende og handlekraftige som Bess i ’Breaking the Waves’, der prostituerer sig for at redde sin mand, og Selma i ’Dancer in the Dark’, der lader sig hænge for at sikre sin søn synet. Også i ’Dogville’ er Grace den gode, alt for opofrende kvinde, der finder sig i det hele og mere til, indtil hun får nok. Så slår hun ihjel, også børnene.
Tilbage til den onde kvinde
I ’Antichrist’ vender Trier tilbage til den onde kvinde. Hun er stadig eksponent for følelserne, men her er det urinstinkterne og naturen, forvrænget til ondskab, destruktion og undergang.
Fortæller det noget om Triers kvindesyn? Er hans karakterer udtryk for noget helt arketypisk kvindeligt? Og kan man se Triers film som indspark i den kønspolitiske debat?
Nej, det kan man ikke, mener Trierkender og lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet Peter Schepelern.
»Påstanden i ’Antichrist’ er ikke, at kvinder er onde, og at de hellere vil ligge og bolle vildt end være mødre, og at det i virkeligheden passer dem meget godt, at sønnen dratter ud ad vinduet. Det er jo en frygtelig tanke, hvis det var en film præget af psykologisk realisme og en sygehistorie om en halvpsykotisk kvinde. Men det er i virkeligheden meget værre«, siger Peter Schepelern, der har skrevet en bog om Lars von Trier og har fulgt ham tæt gennem hele karrieren.
Fantasmagorisk vision »’Antichrist’ handler om, at der er sådan nogle kræfter i os alle sammen. Alt det modbydelige og ubærlige i denne her film er det, der gør den interessant. Og det kommer fra en person, der selv kender kontroltabet. Det er en vild vision, et kunstværk, der ikke kan opfattes som et indlæg i den kønspolitiske debat. Derimod skal man lade sig suge ind i det maleriske, musikalske, hypnotisk/psykotiske univers, så bliver det magisk filmkunst. Man kan ikke diskutere med den, ligesom man ikke kan diskutere med en symfoni af Gustav Mahler«, siger han. Peter Schepelern kalder ’Antichrist’ en »fantasmagorisk vision«, et brag af et apokalyptisk, hypnotisk sindbillede på noget, man ikke bare kan sige med nogle andre ord.
