Det sker næsten aldrig. Men i foråret måtte Merete Vigild forlade Skuespilhuset på Det Kongelige Teater, før forestillingen sluttede. Hun kunne ikke klare at se mere af stykket ’Manson’. »Det gik så tæt på. Det var så ondt at komme ind i denne her onde mands hjerne og univers, og jeg måtte flere gange lukke øjnene. Jeg kunne ikke holde ud at være der«. ’Manson’ er skrevet af Jokum Rohde og havde Nicolas Bro i titelrollen. Stykket handler om den amerikanske kultleder Charles Manson og hans medløbere, der begik en række bestialske mord i 1969 på blandt andre filminstruktøren Roman Polanskis gravide kone Sharon Tate. »Det var fabelagtigt, og bagefter ærgrede det mig, at jeg gik, og jeg havde næsten lyst til at gå derind igen og se det færdigt. Men jeg kunne ikke«. Teater får hende til at tænke anderledes Merete Vigild er 65 år. Hun er pensioneret tandlæge og dr.odont. Og passioneret bruger af klassisk kultur – teater, opera, ballet, klassiske koncerter, kunstudstillinger og film.
Hun synes, at især teater får hende til at tænke anderledes. Opleve og få vendt ting, som hun selv kender fra sin hverdag. Skænderier, forholdet til sin mor og far eller sin søn. Universelle problemer, som man i teatret finder ud af, at man ikke er helt alene med. »Man kan relatere sit liv til det. Det synes jeg må være lige så godt som at gå til psykoterapeut. Og så kan man græde. Nogle gange græder jeg som pisket. Jeg bliver meget følelsesmæssigt berørt«, siger hun. Mens teatret måske giver større refleksion, kan en koncert både være meditativt smuk eller voldsom og flot. »Store korværker kan man næsten ikke høre hjemme hos sig selv, men i koncertsalen får man nærmest tårer i øjnene. Den fornemmelse får du aldrig derhjemme, uanset hvor godt dit anlæg er. Til koncerten kan du også sidde og følge musikerne og se, hvordan de lægger deres sjæl i. Og opera, det er jo en blanding af koncert og skuespil, der kan køre på de høje nagler. Det handler om de helt store følelser, om livet, det gode og det onde, kærlighed og had. Man får legitimeret nogle af sine egne følelser, så at sige«. Men også ballet bliver Merete Vigild rørt af. Blandingen af musik og dans, hele denne nonverbale kommunikation. »De kloge siger jo, at den nonverbale kommunikation udgør næsten 90 procent af, hvad vi foretager os. Dansernes mimik og kropsholdninger sammen med musikken gør det til noget særligt. Og mange af dem er faktisk også ret gode skuespillere«. En slikbutik Merete Vigild og hendes mand, Jørn, der er fysiker og underviser på DTU, bruger tilsammen 22.000-26.000 kroner på kunst og kultur om året.
