Det var i begyndelsen af 1970’erne. Tiden var politisk, ånden var venstreorienteret, og de færreste rockbands gik på scenen uden afghanerpels og arbejderfornemmelser. Men så kom Shu-bi-dua. De var sønner af Whiskybæltet. De spillede rock’n’roll. Deres tekster fik folk til at grine. Og de var noget nyt i en tid, hvor rock og humor kun hang sammen i bands med samme politiske overbevisning som Røde Mor. Det betød to ting: at nogle elskede dem. Og at det gjorde andre langtfra.
Bosse Hall Christensen, trommeslager i Shu-bi-dua fra 1973 til 1981: »Ja, man skulle jo helst være opvokset på bunden af Sankt Jørgens Sø og have fået tæsk med en våd avis hver dag for at være en rigtig rock’n’roller«.
Claus Asmussen, guitarist fra 1975 til 2005: »Vi var ikke bøller, nej. Men pæne folks børn har vel også lov til at spille musik?«.
Henrik Smith Sivertsen, forsker i populærmusik på Det Kongelige Bibliotek: »Jo mere populære Shu-bi-dua blev, jo mere dalede deres stjerne hos smagsdommerne faktisk, og nogle foragtede dem ligefrem«.
