I slutningen af 1990’erne spenderede en ung schweizisk kvinde et tocifret millionbeløb ved danske auktionshuse. Hun dukkede sjældent op ved eftersyn og auktionerne, men deltog helst i budkrigen over telefonen fra Genève. Det ene danske maleri efter det andet fik hun hammerslag på, og man regnede hende for at være en rig privatsamler. Foran næsen på direktør fra Davids Samling i København, Metropolitan Museum i New York og Louvre i Paris købte hun blandt andet det dengang dyreste danske maleri solgt på auktion – Eckerbergs maleri af en parisisk akvædukt til 4,1 millioner kroner. Det fik hun lov at tage med ud af landet.

Men andre danske guldaldermalerier af C.W. Eckersberg, Carl Bloch og Wilhelm Marstrand, som schweizeren dengang købte, fik forbud mod at forlade Danmark. De blev af Kulturværdiudvalget anset for at være umistelig dansk kulturarv, og udvalget tilbød, som loven foreskriver, at overtage dem fra schweizeren til markedsprisen.