Statisk. Det handler om antydningens kunst i japansk no-tradition. Fra venstre: Mikhoko Fujimura, Susanne Elmark og Bejun Mehta i en scene fra 'Stilles Meer'
Foto: Arno Declair

Statisk. Det handler om antydningens kunst i japansk no-tradition. Fra venstre: Mikhoko Fujimura, Susanne Elmark og Bejun Mehta i en scene fra 'Stilles Meer'

Kultur

Fortættet stemning i opera på japansk kunne få en geigertæller til at slå ud

Ny opera i Hamborg om tsunamikatastrofen i Japan - skrevet til danske Susanne Elmark - er helt anderledes end vestlig opera.

Kultur

I foyeren hænger billeder af nogle af dem, der klarede den, da tsunamien ramte den japanske kyst for 5 år siden og strålingen slap ud fra atomkraftværket Fukushima Daiichi. Det er kæmpestore fotos taget af fotografen Denis Rouvre. Hårde billeder at se. På scenen i operaen i Hamburg står sangeren Susanne Elmark.

Den danske sopran har hovedrollen i en nyskrevet japansk-tysk opera om katastrofen.

I komponisten Toshio Hosokawas ’Stilles Meer’ – ’Stille hav’ – der fik sin uropførelse i Hamburg i weekenden, spiller Susanne Elmark en tysk balletdanser, der overlevede, men mistede mand og barn, da katastrofen kom. Claudia, som hun hedder, har forstået, at hendes japanske mand er død.

Men hun vil ikke forstå og acceptere, at også sønnen Max, som hun har med sin tyske eksmand og tidligere dansepartner Stephan, er omkommet.

Det handler ’Stilles Meer’ om. Lokale fiskere samles på stranden for efter buddhistisk skik at sætte lysende papirlanterner ud på havet til minde om de afdødes sjæle. En nuttet japansk sikkerhedsrobot, der ligner noget fra en tegnefilm for børn, ruller rundt på scenen og gentager på japansk: »De befinder Dem i den sikre zone«.

Men da de lokale bagefter vil gå til kirkegården i nærheden med blomster, må de have hvide beskyttelsesdragter og gummihandsker på. Vi er med andre ord tæt på det uheldsramte atomkraftværk.

Ældgammel tradition

Handling er der egentlig ikke voldsomt meget af i ’Stilles Meer’. Men stemningen er så fortættet, at den kunne få en geigertæller til at slå ud.

Komponisten Toshio Hosokawa er inspireret af den ældgamle japanske no-teatertradition, så gestik og ansigtsmimik er holdt på et minimum. Det er tydeligvis en udfordring for Susanne Elmark, hvis koloraturstemme tager vilde flyveture, mens kroppen skal forblive i relativ ro.

Hun er i sin egen verden. Markeret ved en bådebro løftet over stranden, hvor de andre befinder sig. Hun oplever ikke den samme virkelighed, som de gør, og da eksmanden Stephan dukker op – en empatisk og tilgivende mand – behandler hun ham afvisende.

Sammen med Claudias afdøde japanske mands søster prøver Stephan at få Claudia til at se realiteterne i øjnene og rejse med tilbage til Tyskland. Det vil hun ikke. Hun vil blive hos sin søn.

:

Søsterens idé om at lade Claudia danse en sidste gang som medvirkende i det gamle no-spil om moderen, der har mistet sit barn, lykkes det dem ikke at realisere. Men sammen ender de med, for barnets sjælefreds skyld, at anråbe Buddha.

Mens de medvirkende bevæger sig halvvejs i slowmotion, er det byger af japansk slagtøj blandet op med virkemidler fra den vestlige musikalske avantgardetradition, der fortæller om hendes vrede, afmagt og svimmelhed. Det halvanden times drama er flyttet fra scenen til orkestret – og dermed ind i Claudias hoved.

Musikken flammer op sammen med hende. Lyden af Ligetis og Xenakis’ orkestermusik giver ekko i et partitur, der med sin ubesværede velskrevethed forklarer, hvorfor dette er 60-årige Hosokawas fjerde opera, og hvorfor han, med en uddannelsesmæssig baggrund i Tyskland, har leveret værker til både Wienerfilharmonikerne, Berlinerfilharmonikerne og Clevelandorkestret i USA.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ingen passion

Sangerne er topprofessionelle, og den amerikanske kontratenor Bejun Mehta leverer rørende lyse duetter med Elmark. Han får lov at grave lidt længere ned i det vokale. Hun stiger til vejrs, men kunne ved premieren også fortabe sig i råbende, nærmest hæs fortvivlelse.

Også de få øvrige solister og korsangere er rigtig gode, og Bejun Mehtas rene intonation og varme, rolige vibrato er i sig selv en oplevelse, ligesom orkestret spiller fremragende under Hamburg-operaens nytiltrådte chefdirigent, Kent Nagano.

SE OGSÅ:

Dette er ikke ’Madame Butterfly’ af Puccini. Her er ikke passion med det hvide vendt ud af øjnene, og her lægges ikke op til harakiri. Eller gør der? Vi ved strengt taget ikke, hvor Claudias uligevægt ender med at føre hende hen. Hun har trods alt selv truffet det valg, der på grund af skæbnen er endt med at berøve hende og Stephan deres søn.

Men dramaet er ikke operaagtigt i vestlig forstand. Elmarks situation kunne retfærdiggøre en vanvidsscene som hos Donizetti, men det bliver ved markeringerne. Det er de små billeder, som da søsteren forklarer om skoene i sandet, der får pointen hjem. Skoene, som med dages mellemrum skylles op på stranden.

Altid kun enkeltvis. Aldrig i par. Det er momenter som det, der fik kvinden på pladsen ved siden af mig til at begynde at hulke. Stille, men vedvarende, så jeg til sidst måtte lægge en hånd på hendes skulder for at prøve at trøste hende.

Det rolige hav

Det statiske og det forklarende fylder meget i en libretto, som bruger roen og gentagelserne som virkemiddel. Der tales og synges på japansk og tysk. Mest det sidste. Igen og igen bukkes der respektfuldt på scenen, og hele tiden er der afstand mellem personerne.

SE OGSÅ:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da en af Claudias små japanske balletelever til sidst kommer løbende ind for glad at vise, at hun har lært at lave en pirouette, er den en enorm lettelse. Man smiler. Håber virkelig, at Susanne Elmark dernede på scenen – det vil sige Claudia, i operaen – vågner og punkterer sin selvskabte, beskyttende boble.

Selv om den søn, hun tog fra hans tyske far og flyttede til Japan, nu er død. Men vi er ikke sikre på, det sker.

Havet er roligt. Om et par dage kommer en af Max’ børnesko måske op med tidevandet. Måske går det så op for Claudia, at verden er nødt til at gå videre. Trods den tsunami af en katastrofe, der buldrer inden i hende i Toshio Hosokawas ’Stilles Meer’ på operaen i Hamburg.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce