Foto: Jacob Ehrbahn (Arkiv)
Kultur

Heltberg uden filter: For eller imod - os selv

Danmarks forhold til udlandet er en kompleks sag. Det handler ikke kun om æresfølelse, men også om branding og cold cash. Og lidt om nazisammenligninger.

Kultur

Det er næsten ikke til at afgøre, hvad der er værst.

Det kalder på seriøse ledende artikler og alvorlige kommentarer. Er der noget, vi er gode til – vi danskere – er det at komme os selv til undsætning, når det gælder.

En af de usvigeligt sikre metoder til ro og orden er at bede folk om at holde tonen. Tal pænt, lyder det, selv i Clement Kjersgaards indledninger til ’Debatten’ i tv. Tal ekstra pænt, hvis du er uenig. Hvis du ikke taler pænt, har du stemplet dig selv som en naiv person, der lader sig ophidse af frygtelige situationer.

Omdømmet i udlandet har fået en vis ofte ligefrem ubehagelig betydning

Hvad jeg tænker på? Naturligvis på Mogens Lykketoft, som på sin 70-års fødselsdag på Christiansborg lod sig forlede til nogle bemærkninger både om den forrige og den nuværende regering. Dengang var vi »profilløse« og banede dermed vej for – »den lille svindler«. Det lød ikke pænt.

Men man må huske på, at Lykketoft sidder i New York og hører på amerikanske vurderinger af partiet Venstre – og i New York er det efterhånden et stykke tid siden, at statsministeren blev sammenlignet – i selveste New York Times – med en nazist, fordi han havde foreslået, at flygtninges værdigenstande i et vist omfang skulle inddrages. Det er også sket, selv om værdien af disse genstande skal overstige 10.000 kroner og de ikke må have affektionsværdi. Vi tager den en gang til, for hvad der er slemt, er slemt.

Alligevel er Lykketoft generelt i unåde, og hvem ved, hvad han får af poster, når han vender hjem til Christiansborg igen.

Ja, sådan går det desværre tit med dem, der som Jean de France drager udenlands. »Hvis endelig der rejses må/ Det kan ej være andet/ Lad rejsen kun til Elben gå/ så arven bliver i landet«. Om rigets tilstand høres og handles der bedst i riget selv – »hvad nytte os så store spring/ i andre lande at gøre?«. Citat – ligefrem morale – af Ludvig Holberg.

At drage udenlands er med andre ord en svær opgave, som mest lykkes for anonyme erhvervsfolk, der tjener penge til Danmark. Andre former for internationale poster er mistænkelige.

Sådan var det længe, sådan er det endnu. Omdømmet i udlandet har fået en vis ofte ligefrem ubehagelig betydning, og udviklingen kan gå helt galt, som det skete med Muhammedkrisen, da Dannebrog blev brændt af. Siden er vi blevet mere påpasselige, både med ytringsfriheden og det modsatte, idet man naturligvis kan tegne og fortælle, hvad man vil, hvis bare man på den anden side passer på med ikke at krænke og opvigle terrorister. Det er kun Søren Espersen, der så muntert fløjter »Kom så an, kammerater!« til de potentielle kumpaner.

Forholdet til udlandet er komplekst, nu ikke blot båret af æresfølelse, men også af behovet for branding og cold cash, det vil sige Carlsberg og Lego og flæsk og meget andet.

Derfor er det kommet på tværs af regeringen, at så mange i udlandet har vist sig at være forargede over de danske asylpolitiske stramninger. Først gik man for vidt – naturligvis da ikke sagligt, men formelt – med Inger Støjbergs linje, og nu må der rettes op. Vi kan praktisk begynde med at skælde ud på den uheldige Mogens Lykketoft, der ikke have fædrelandets bedste i tankerne, da han blev lidt 70-års-ironisk.

Og hvad kan vi dernæst?

Eliten og regeringen har altid haft det bedst med den besværlige udenlandske opinion. Der er de tætte forbindelser, de mange møder i Bruxelles, somme tider ligefrem de nære venskaber mellem ministre og embedsfolk indbyrdes. Det kommer sjældent til den situation, at man aktivt skal gribe ind med et defensorat for de danske værdier.

Det er mere på det folkelige plan, at visse oppositionelle tanker griber om sig og får fuld opmærksomhed. En tegning af Lars Løkke som nazist i The Guardian? Det er – heldigvis – for galt.

Så går det officielle maskineri i gang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi havde engang for mange år siden en situation, som udløste, hvad man har kaldt det udenlandske valg. Det var i 1988, da Folketinget (med de radikale) vedtog en dagsorden, der påbød regeringen at underrette udenlandske orlogsfartøjer om, at det i 30 år havde været dansk politik ikke at ville modtage atomvåben på dansk jord. Sådan var sandheden, om end den var ilde hørt, navnlig af amerikanerne. Og så gik man i gang.

Statsminister Poul Schlüter meddelte, at den famøse dagsorden efter hans skøn ville medføre, at Danmarks allierede ikke ville kunne deltage i flådeøvelser i dansk farvand, og at Danmark ikke ville kunne regne med forstærkninger fra Nato, hvis det skulle blive nødvendigt. The Times og The Guardian i London opfordrede direkte den danske befolkning til at slutte op om den konservative regering. Vi var – mindst – på vej ned ad et skråplan hen imod total europæisk atomafrustning.

I løbet af valgkampen havde den konservative regering fået de radikale med på en ny regering (’nu er det forår og Niels Helveg’), og sagen var afgjort: 6 – nul – til Danmark. Bortset fra at Socialdemokraterne mirakuløst gik et enkelt mandat frem i valgresultatet.

Men hvis Danmark er på spil eller kan fremstilles som værende i en risikosituation – så kan man regne med danskerne.

Derfor er der også nu gang i regeringens udlandspropaganda. Den danske ambassade i Washington udsender på udenrigsministerens ordre facts om den danske asylpolitik og fremhæver, hvor fordelagtigt landet opfører sig over for flygtninge, hvor mange vi dog tager imod (21.300 flygtninge i 2015), og hvor generøse vi dog er, hvad angår sundhed, uddannelse og velfærdsservice. Man kan blive helt rørt.

Tilbage er spørgsmålet om, hvorfor så mange stadig tvivler og inderst inde finder, at dansk asylpolitik er en forfærdende politisk erfaring.

Det, jeg naivt mente, at eliten også mente, var, at Danmark er et særligt idealistisk lille land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce