Der er lærkesang og kanonbulder. Bølgende kornmarker og blodige bensplinter. Kærlighed og krigstraumer. Men i filmversionen af '1864', der havde premiere i denne uge, er alt det, Danmark skændtes om, da den 173 millioner kroner dyre tv-serie kørte, trukket ud. Væk er Monrad, der lå på sit skrivebord og græd, mens danske soldater blev slået ihjel i den anden ende af landet. Væk er sigøjnerne, der af flere blev set som en parallel til nutidens flygtninge og indvandrere. Og væk er nutidens unge kvindelige bistandsklient, der har mistet en bror i Afghanistan og via en gammel dagbog finder tilbage til slaget ved Dybbøl.
Hele den historiske og politiske baggrund for slaget ved Dybbøl, der fik både Dansk Folkeparti, historikerne, Facebook og anmeldere til at gå bersærk, er klippet ud af den to timer lange spillefilm. Tilbage er en storladen krigsfortælling, som de danske biografer afviste at sætte op, men som nu vises i Cinemateket. Og som anmelderne synes er smuk men også temmelig ligegyldig.
Det debatterende Danmark vil simpelt hen ikke tage Ole Bornedals historie om 1864 til sig. Enten er den for farvet. Eller også er den for tandløs.
Det virkelige drama om 1864 er foregået i offentligheden. Senest i den forgangne uge, hvor DR's tidligere dramachef og initiativtager til serien, Ingolf Gabold, sagde, at serien fra hans side var ment som et indlæg i debatten om Dansk Folkepartis nationalistiske politik.
