I 1986 rejste en 14-årig pige mod København for at synge en sang om at danse. Danse i måneskinnet. Det med at optræde var hun vant til. Som otteårig havde hun stået i dueblå skjorte og med et fløjlsbånd bundet om halsen og sunget et soloparti i Odense koncertsal. Hun var trådt frem foran byorkestret, og frem foran de 200 andre børn, der sang kor. Og været nervøs.
Som 13-årig havde hun skrevet et radiodrama om Anne Frank, som hun fik to skuespillere fra Odense Teater til at spille med i. Hovedrollen tog hun selv. Og så blev stykket sendt i seks afsnit på Radio Fyn, hvor hun i forvejen lavede børneradio.
Alligevel var det noget andet, det, hun skulle i København. Hvis det lykkedes, skulle hun synge i fjernsynet for hele Danmark. Hvis det lykkedes, var det første skridt på den vej, der er endt med at gøre hende til en af landets mest roste skuespillere.
Her er historien om pigen fra Odense. Fortalt af nogle af dem, der er med i den. Vi begynder med Frans Bak, jazzmusikeren, der havde skrevet sangen om måneskinnet og nu ledte efter en pige, der kunne synge den ved dansk melodigrandprix. Han tog imod sin unge gæst i hawaiiskjorte, han havde langt hår i siderne og var skaldet på toppen. Og så havde han en lilla ghettoblaster på skulderen.
Frans Bak, jazzmusiker, komponist bag ’Danse i måneskin’: »Hun havde sin mor med, selvfølgelig har man det, når man er 14 år gammel. Og vi havde jo haft nogle andre piger til audition også, sådan nogle, der kunne synge grandprix. Men Trine var anderledes, hun var ikke inde i den verden overhovedet og havde ingen tanker om, at nu skulle det være grandprix resten af livet. Og alle syntes, hun var helt vidunderlig«.
Trine Dyrholm, 14 år, interview i Fyens Stiftstidende: »Jeg ville ikke bare synge en sang for at være med i Grand Prix, det skulle være en sang, jeg skulle gå ind for. Nå, jeg tog så derover. Nogle vældigt søde mennesker. Jeg hørte melodien to-tre gange og sang den så i studiet. Frans Bak rettede lidt hist og her. Dygtigt gjort. Jeg fik tillid«.
Thomas Risell, bassist: »Frans ringede: »Vi har skrevet en grandprixsang, og vi har fundet en sød pige fra Odense, som kun er 14 år«. Jamen, så lavede vi da bare det«.
Frans Bak: »Hendes mor var en smule bekymret. Der var jo så meget, og så skulle Trine over og bo hos mig i Kartoffelrækkerne. Så hun skulle lige se mig an. En 30-årig jazzmusiker i København, det lyder jo ikke så lovende, vel? Men hun må have fornemmet, at det kunne jeg godt. Og Trines mor ville det jo også gerne. Hun kunne godt se, at det var sjovt for hendes datter«.
Journalist fra Fyens Stiftstidende i 1987: »Er du ikke lidt for ung til dette her?«.
Trine Dyrholm, 14 år: »Jeg er ved at være træt af at høre det dér med mine fjorten år. Jeg mener ikke, der er nogen forskel på, om jeg er fjorten eller syv-og-tyve. Jeg ville ha’ lavet det samme«.
Trine Dyrholm, 43 år: »Ha ha, sagde jeg det? Okay, selvtilliden fejlede i hvert fald ikke noget«.
Frans Bak: »Vi havde en fest ud over alle grænser, når hun boede hos mig i København, og altså, hun ville jo gerne i byen. Så vi tog den her pige med, La Fontaine og sådan noget. Så sad vi der og hørte jazz. Hun var lige ud ad landevejen, kiggede folk ind i øjnene og var totalt til stede. Og så ville hun noget. Der var sådan en fremadrettet energi«.
Trine Dyrholm: »Det var jo lidt vildt. Men det var bare sådan, det var. Så havde jeg to liv. Skolepige hjemme i Odense, og så det her andet liv i København. Og jeg syntes jo, det var megafedt«.
Thomas Risell: »Jeg tror måske, hun var lidt småforelsket i os alle sammen, faktisk«.
Frans Bak: »Jeg passede godt på hende, men hun var også sin egen. Og alle fyrene var vilde med hende. Mange af dem havde hun set før og tænkt, at de var store stjerner, og nu syntes de så pludselig, hun var sød. Men hun kunne godt navigere i det«.
»Tag vel imod ... 14-årige Trine Dyrholm!«, lød det fra Jørgen de Mylius ved dansk melodigrandprix i 1987. Og så trådte hun frem på scenen til tonerne af Frans Baks firsersaxofon. Hun var i sort uniformsjakke med guldkanter, hvide bukser med moderigtig hængerøv og store, sorte plastikørenringe i ørerne. Mens hun sang, holdt hun takten med skuldrene. Og filmede undervejs, både med kameraet og Thomas Risell, der spillede bas på scenen.
Frans Bak: »Det var jo helt vildt. Tænk, at hun kunne stå der, 14 år, og køre sådan med kameraet«.
Pernille Fischer Christensen, filminstruktør: »Trine er et par år yngre end mig, så jeg har vel været 16, og hun gjorde et kæmpe indtryk på mig. Sådan en åben, lys, dejlig én – hvad jeg bestemt ikke var. Jeg var lille, mørk og indelukket. Hun var sådan en pige, som jeg godt kunne have lyst til at være, tror jeg. Og i hvert fald var der altså sådan en sol, dér. Der steg op på himlen«.
Trine Dyrholm, 14 år: »Hvad jeg skal være, når jeg bliver stor? Ja, desværre, så kan jeg tænke mig alt, hvad der er svært at blive. Skuespiller, instruktør ... og journalist«.
’Danse i måneskin’ vandt ikke, men det var Trine Dyrholm, der blev en stjerne. I tiden efter var hun og bandet ude på blokvognene ved byfesterne, og samme sommer begyndte den nu 15-årige pige i gymnasiet hjemme i Odense, hvor hendes mor og far var skolelærere. Det holdt til begyndelsen af 3. g, hvor filmbranchen sendte bud. Og så gik hun ud af skolen og spillede først Cecilia i ’Hosekræmmeren’, så Pauline i Eddie Thomas Petersens ’Springflod’ fra 1990 – pigen fra Vadehavet, der forelsker sig i den unge københavner Franco, spillet af Jesper Gredeli Jensen.
Eddie Thomas Petersen, instruktør på ’Springflod’: »Folk og statister og alle mulige på filmholdet, de gik jo rundt og nynnede ’Danse i måneskin’. Det gjorde de! Og det er jo irriterende. Og jeg tror egentlig, hun forsøgte at fortrænge den tid lidt, for nu var hun skuespiller, ikke?«.
Frans Bak: »Mens hun lavede de to film der, nærmest i træk, boede hun i en periode hos min kone Marianne og mig i vores hus i Abildgaardsgade«.
Eddie Thomas Petersen: »Hun var sådan en lille en, hvor man godt kunne synes, at hun blev ført lidt frem. Der var mange, der anbefalede Trine, kan du sige. Jeg mødte hende første gang ude på filmstudiet, mens de var ved at filme de sidste scener i ’Hosekræmmeren’, dér hvor hun har mistet forstanden. Bagefter sad hun så udenfor, i et hjørne for sig selv i sådan en natkjole, og så lidt ud, som om hun havde mistet forstanden stadigvæk. Og jeg kunne med det samme se, at hun ville være ideel til den rolle«.
Trine Dyrholm: »Jeg havde jo selv bare en fornemmelse af, at det ene projekt førte til det andet, sådan en hjælpende hånd i skæbnen«.
Jesper Gredeli Jensen, medspiller i ’Springflod’: »Det var vores debut, begges debut. Vi var jo meget unge. Trine havde en udstråling og et nærvær, der gjorde, at hun med det samme tiltrak sig opmærksomhed – uden at slå ud med armene, uden at fylde eller larme«.
Eddie Thomas Petersen: »På en måde er hun lidt en kat. Sin egen, ikke? Hun falder ind i rollen, men man skal ikke bilde sig ind, at man er hendes bedste ven. Der er en reserverthed. Men den er enormt godt skjult. Hun smiler sødt, men hun har sine egne tanker. Når hun havde nogle minutter for sig selv, så kunne hun godt sidde på hotellet i en krog for sig selv og spille på klaveret«.
Jesper Gredeli Jensen: »Jeg syntes, det fungerede godt imellem os«.
Eddie Thomas Petersen: »Vi havde en scene om natten, hvor min dreng i filmen skulle gå over til et vindue uden tøj på og kigge ud. Og det ville han så pludselig ikke. Men så sagde Trine: »Jamen, så gør jeg det«. Hun kunne mærke, at jeg ville have den der nøgenhed i scenen. »Gider du det?«, sagde jeg. »Ja, ja, det gør vi da bare«. Og så gik hun over til vinduet uden tøj på. Men det var da helt sikkert også noget, hun gjorde for at hjælpe ham. Jeg var jo skidesur på ham«.
»I denne rolle er Trine Dyrholm så yndig, så naturlig og så nuanceret, at man glimrende forstår den mandlige hovedpersons forelskelse i hende, og det skal hun have en Bodil for«. Fra tale ved Bodil-prisfesten, hvor 18-årige Trine Dyrholm vandt for bedste kvindelige hovedrolle.
Efter ’Springflod’ tog Trine Dyrholm hjem til Odense. Hun havde en filmpris i tasken, men ville hjem og være skolepige igen. Og begyndte i 3. g. Men når hun ikke lavede lektier eller sang kor i sin venindes band Nothing To Lose, tog hun timer hos skuespilleren Hugo Øster Bendtsen. Hun vidste, hvad hun ville. Statens Teaterskole kom hun ind på i første hug. Og så gik hun der i fire år, på hold med blandt andre Lars Mikkelsen.
Lars Mikkelsen, skuespiller og holdkammerat på teaterskolen: »Vi spiller ikke på et instrument. Vi spiller på os selv. Det vil sige, at man skal kunne forstå sig selv i en vis grad, før man kan tage det, læreren siger, til sig. Og der havde hun tidligt en dyb indsigt i sig selv. Hvor andre, som jeg selv, skulle forstå meget mere. Selv om jeg var 26, og hun var 18 eller sådan noget. Og så var hun en skidegod kammerat«.
Nikolaj Cederholm, instruktør: »Jeg lavede Dr. Dante i de år. Vi var jo nogle unge, ambitiøse skuespillere og teaterfolk, som ville vise, at teater ikke var kedeligt, og at det også var et sted for mennesker på vores egen alder. Og der passede Trine vældig fint ind«.
Trine Dyrholm: »Nikolaj skulle bruge en pige til en praktikplads, så han havde sendt et kort til mig og et til en anden fra holdet. Og så svarede jeg tilbage, og hun svarede aldrig. Og det var jo en kæmpe ting for mig. Også i årene efter. Nikolaj gav os lov til at blande os. Vi fik et say i stort set alt, og det tog jeg i den grad med mig«.
Lars Mikkelsen: »En anden ting: Hun arbejder virkelig ihærdigt«.
Louise Mieritz, skuespiller og kollega: »Der er jo noget med øjnene, også. Noget særligt. Hun gik på holdet under mig på teaterskolen, og der var vi ikke veninder endnu. Og jeg kan huske, at jeg syntes, at hendes blik var lidt intimiderende, faktisk«.
Trine Dyrholm: »Altså, jeg glor. Lidt. Jeg kigger. Det har jeg fået at vide. Jeg kan også godt tage mig selv i det, når jeg er ude, at jeg ligesom sidder og studerer. Derudover har jeg tendens til at spærre mine øjne helt vildt meget op, når jeg spiller. Og det skal jeg i øvrigt nok lige passe lidt på med«.
Nikolaj Cederholm: »Efter praktikken arbejdede vi sammen flere gange. Det var i sådan en periode, hvor hun prøvede at finde ud af, hvem hun var – både privat og som skuespiller – og tiden bar præg af den søgen, synes jeg«.
Trine Dyrholm: »Jeg var nok lidt flagrende, alt var ligesom inde og smitte af på min psyke. Jeg var jo en af de yngste, men altså, alle var unge. Sofie Gråbøl og Lotte Andersen, Lars Brygmann, og Kim Bodnia, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nikolaj Coster Waldau – hele butikken var der. Vi boede jo fandeme på det teater, vi sov i garderoben. Levede og åndede for det«.
Nikolaj Cederholm: »Trine er en skuespiller, der tydeligt stiller sin sårbarhed til rådighed for os andre, og det er det, der er så smukt. Men hun er faktisk også ret actionagtig, når hun spiller. Altså, det er ikke, fordi hun har spillet James Bond, ligefrem, men jeg er sikker på, at hun godt ville kunne det«.
Dr. Dante var den største succes i dansk teater i mange år, men det var ikke den sidste bølge i branchen, Trine Dyrholm var med på. I årene efter Statens Teaterskole spillede hun blandt andet med i en af de største succeser i dogmefilmbølgen, Thomas Vinterbergs ’Festen’, og var telefonpigen Stine i DR’s dramaserie ’Taxa’ om livet i den lille taxacentral Krone Taxa. I mellemtiden var en ung kvinde ved navn Pernille Fischer Christensen blevet optaget på Filmskolens instruktørlinje. Tyve år senere har de lavet tre spillefilm sammen og vundet flere priser. Men først skulle de lige møde hinanden.
Pernille Fischer Christensen, filminstruktør: »Jeg havde aldrig arbejdet sammen med en skuespiller, da jeg kom ind på Filmskolen. Og forstod slet ikke, hvad det var, man skulle snakke med dem om! Hver gang sad jeg bare ude på toilettet og tog mig sammen til at gå ind til dem, skolen havde sat mig sammen med. Så sad jeg der, mens fine skuespillere som Søren Pilmark ventede«.
Erik Molberg Hansen, filmfotograf: »Pernille og jeg gik på samme årgang, og det var Pernille, der var rigtig god til at bruge Trine, og så lavede vi nogle ting sammen. Trine finder kameraet, selv om hun står i en stor mængde af flere hundrede statister. Hun ved altid, hvor det er«.
Pernille Fischer Christensen: »Anyways, jeg skulle finde ud af, hvem jeg skulle caste til en opgave, og så var jeg hjemme hos min mor, og hun sidder og ser ’Taxa’, og på fjerneren kommer Trine Dyrholm så op af vandet, sådan havfrueagtig og nøgen, og jeg tænker: »Aj! Hvor ser hun spændende ud!«.
Erik Molberg Hansen: »Du kan filme Trine fra ryggen og stadig forstå følelsen«.
Pernille Fischer Christensen: »Hun var den første skuespiller, som prøvede at forstå mit sprog. Alt det, jeg ikke kunne finde ud af med andre skuespillere, hvor jeg bare følte mig dum og grim og lukket, der var hun sådan: »Ja! Ja! Det forstår jeg godt!«. Jeg kan også bruge ord, når jeg arbejder sammen med Trine, som ikke ville gå med andre skuespillere. Ord fra musikkens verden. Eller farver«.
Trine Dyrholm: »Pernille var visuel og eksperimenterende og viste mig alle mulige arthouse-film. Opdragede på mig, simpelthen. Det er hende, jeg har udviklet det sprog sammen med, som jeg bruger den dag i dag i arbejdet. Vi taler meget om, at »vi undersøger« en karakter. »Hvad nu, hvis hun gør sådan? Eller sådan?«. Stiller spørgsmål i stedet for at levere svar«.
Louise Mieritz: »Trine er altid helt nede i materien. I stedet for at være en hired gun. Men hun er jo også gået efter instruktører, der har givet hende lov til at tage det ansvar«.
Trine Dyrholm: »Det er jo ikke altid, man har lige meget styr på det. Jeg kan huske engang, jeg rendte rundt efter Susanne Bier. Det var på ’Hævnen’, hvor jeg skulle spille en meget følsom scene, og jeg var simpelthen i tvivl om, hvordan det skulle se ud. Så jeg blev ved med at spørge hende: »Hvad skal jeg?«. Og hun gik hele tiden ligesom væk fra mig, og til sidst blev jeg sådan: »Hey! Du er instruktøren, du skal hjælpe mig«. Så vendte hun sig om, og så sagde hun bare: »Jamen, Trine, jeg ved det ikke«. Og så forstod jeg: »Ah, det er mig, der skal turde springe ud i det, det er mig, der skal byde ind, det er for fanden mit ansvar««.
Pernille Fischer Christensen: »Den første ting, vi lavede sammen, var en meget mørk historie om en pige, der fandt sin kæreste død i et badekar. Ved prøven kommer Trine så ind, finder ham i badekarret og løfter ham op, og hans krop gunker mod gulvet og alt det der. Og jeg kan bare huske det chok, jeg fik. Jeg var sådan, »jamen, det er jo for real«. Jeg syntes, det var så synd for hende. Og jeg havde selv skrevet scenen!«.
Erik Molberg Hansen: »Hun kan en ting, som jeg ved, andre skuespillere er misundelige på. Hun kan lægge en tåre, der aldrig knækker, men bliver liggende, lige dér langs med øjet«.
»Stortalentet Trine Dyrholm yder en bevægende, hudløs og følsom præstation«. Fra Berlingskes anmeldelse af Pernille Fischer Christensens afgangsfilm ’Indien’, Berlingske Tidende, 1999. Filmen vandt en pris i Cannes.
Pernille Fischer Christensen: »Hun kan jo sige hvad som helst, uden at det falder til jorden. Hun kan høre det. Men så er der også noget med hendes væsen, og nu bliver jeg faktisk helt rørt. Men hun har simpelthen så meget kærlighed med hjemmefra. Hun kan bare godt lide andre. Og det er også hendes måde at gå til en karakter på. »Jeg ser dig, menneske, jeg kan mærke dig. Mærke, hvor du lider«. Og det betyder jo, at når hun skal spille et dumt svin, så vil hun forsvare det menneske til sin dødsdag. Men så er der jo også bare det der: Hvorfor er nogen Salieri, og nogen Mozart? Og det er jo bare tarveligt, jo«.
Da Trine Dyrholm var omkring 30, havde hun lyst til at lave noget, der var mere eksperimenterende. Derfor sagde hun ja til at mødes med den hollandskfødte Jacob F. Schokking, der indtil da mest havde beskæftiget sig med billedkunst og eksperimenterende samtidsopera. Han havde aldrig arbejdet med en skuespiller på et teater før. Og nu skulle han sætte den krævende monolog ’Psykose 4:48’ op. Teksten handler om en psykotisk kvinde og er så svær, at Trine Dyrholm mest havde lyst til at sige nej.
Jacob F. Schokking, instruktør på ’Psykose 4:48’: »Jeg skulle møde Trine over en kop kaffe i Bjørnekælderen på Frederiksberg, og som det allerførste lod hun mig så forstå, at hun var en »intuitiv skuespiller«. Og jeg tænkte: »Åh nej«. For blandt kunstnere er det tit en dårlig undskyldning for ikke at tænke sig om. »Jeg er intuitiv«, siger de. Og forventer så at være frataget alt ansvar«.
Trine Dyrholm: »Det var teatret, der havde valgt mig, ikke Jacob, og det var helt tydeligt ved det møde. Jeg følte, at han sad og tænkte: »Okay, Taxa-trine, hvad fanden skal jeg med dig?««.
Jacob F. Schokking: »Jeg tænkte jo: »Hvad skal jeg så appellere til som instruktør?« Jeg er jo ikke psykologiserende i mit arbejde. Det interesserer mig ikke«.
Trine Dyrholm: »»Du skal vide, at jeg skal bruge hele dit apparat«, sagde han så og talte om, at »en skuespiller skulle beherske sit instrument som en klassisk musiker«. Og han er jo ret vild, superbegavet, høj og helt skaldet, og så med den der lille accent, fordi han er fra Holland. Jeg var nok lidt bange for ham«.
Jacob F. Schokking: »Da prøverne begyndte, forstod jeg, at hendes intuitive tilgang ikke kun handler om følelser. Den gælder alt. Rummet, vi er i, de tekniske remedier, lyden, lyset. Hun er en af de få skuespillere, der er ægte interesseret i at tale med de tekniske drenge, og hænger tit ud efter fyraften for at forstå, hvad de vil. Hvad de laver. Hun kredser hele tiden om spørgsmålet: Hvordan bliver det her til en forestilling?«.
Trine Dyrholm: »Det er jo vigtigt. Hvis du ikke ved, hvor lyset er på scenen, kan ingen se dig«.
Jacob F. Schokking: »Hun lavede børneradio i Odense, hvor de selv holdt mikrofonen og sørgede for bånd i maskinen. Jeg tror, hun meget tidligt forstod, hvor meget der egentlig skal til – før hun kan stråle«.
Trine Dyrholm: »Jacob arbejdede anderledes end noget andet, jeg havde været med til. Instruerede, som om det var et partitur, dirigerede mig nærmest, med armene, rytmisk og musikalsk. Det er en af de ting, der har betyder mest for mig kreativt«.
»Der er momenter, hvor sjælesygen står ud af øjnene og kæften på hende. Snart hvisker smerten, snart borer den sig ud fra et ursted i strubehovedet. Det gør ondt – også på publikum! Det er virkelig en meget stor præstation«. Fra anmeldelse i Berlingske Tidende, 2002.
I nullerne begyndte Trine Dyrholm at synge igen. Hun fik et tæt samarbejde med kollegerne Louise Mieritz og Tammi Øst på musikforestillingen KROP i 2006 og sang nyskrevne Kim Larsen-sange i brødrene Anders og Peter Lund Madsens forestilling ’Mr. Nice Guy’ på Bellevue. Singlen ’Avenyen’ fra forestillingen lå nr. 1 på hitlisten i 62 uger. Og så indspillede hun film som ’Fluerne på væggen’, ’Daisy Diamond’ og ’Lille Soldat’. Og var den kvindelige hovedrolle i ’Hævnen’, der både fik en Oscar og en Golden Globe for årets bedste udenlandske film.
Louise Mieritz, kollega: »Trine har trænet sig selv i at lave et mentalt slip, når der bliver sagt værsgo’. Og det kan hun, fordi hun er så sindssygt godt forberedt. Alle skuespillere skriver baggrundshistorier og dagbøger for vores karakterer, så vi har noget at associere ud fra i vores arbejde. Men kunsten er at sætte det hele fri igen og være til stede i nuet. Hun er mester i det nu. Man får aldrig fornemmelsen af, at hun kender den vej, hun er på vej ud på«.
Trine Dyrholm: »Jeg kan godt lide at sige højt, næsten hver gang jeg skal lave en scene: »Ja, jeg ved ikke, hvad der sker««.
Louise Mieritz: »Det er dræbende, hvis en skuespiller har en fasttømret plan oppe i hovedet med en masse broer, der forbinder de forskellige følelser i en scene. Connected dots acting kalder jeg det, og det kan man nogle gange se i en skuespillers øjne«.
Med rollen som Gro i ’Arvingerne’ placerede Trine Dyrholm sig centralt i dansk tv-dramas nye guldalder. Rollen gav hende i 2015 en Robert for bedste kvindelige hovedrolle, og den pris kunne så holde en lang række andre priser med selskab, blandt andet dem, hun høstede for rollen som frisøren Ida i Susanne Biers film ’Den skaldede frisør’, hvor Trine Dyrholm spillede over for Pierce Brosnan. ’Arvingerne’ er skrevet af manuskriptforfatteren Maya Ilsøe, der siger om Trine Dyrholm, at hun kan »spille det kaos, som livet er«.
Maya Ilsøe: »Da hun kom ind på ’Arvingerne’, tænkte jeg: »Oj, oj, oj, dér er en kvinde, der har læst flere manuskripter, end jeg har«. Hun har jo fået tilsendt manuskripter hele sit liv. Men det har jo langsomt udviklet sig til, at Trine er en kæmpe del af manuskriptfasen, og nogle gange taler vi sammen om natten om noget i manuskriptet. Så vi er tætte, men det har faktisk taget mig lang tid at lære hende at kende«.
Trine Dyrholm: »Jeg befinder mig godt i relationer, men ikke nødvendigvis hele vejen. Min far var meget privat, jeg er meget privat«.
Pernille Fischer Christensen: »Nogle gange tror jeg næsten, at hendes intelligens kan blive lidt sorgfuld for hende. Tit kan jeg se, at hun trækker sig lidt tilbage, måske fordi hun har forstået noget, som jeg eller hendes medspiller ikke har set endnu. Hun kan se det, men hvad skal hun gøre? Hun kan jo ikke komme rendende til mig hele tiden, og så sidder hun med det. Lidt det der ensomme Mensa-barn«.
Maya Ilsøe: »Vi skulle til en Robertfest med holdet, og så er vi nogle, der lidt glemmer at købe fint tøj. Men der inviterede Trine os alle sammen med hjem og lavede mad. Da vi kom, havde hun lagt sine fine kjoler frem på sengen, med sko og tasker, der passede til, og forestillet sig, hvem der skulle have hvad på. Så da vi tog til Robertfest, var vi fire – ud over Trine selv – der havde Trines tøj på«.
Trine Dyrholm: »Det er noget, jeg har lært at holde af. At klæde sig ud i de der kjoler og lege med på, at nu var det så mig, der var filmstjernen. Jeg har jo været til så mange festivaler, hvor man skulle det dér. Men hvis jeg er derhjemme og ikke skal noget, så siger det mig ingenting. Så er det på gaden med morgenhår. Jeg er ikke sådan en, der har brug for makeup for at kunne forlade mit hjem. Jeg er virkelig ligeglad«.
Jacob F. Schokking: »Det er faktisk vigtigt, at hun ikke er bange for at være grim, når hun spiller. Hun er ikke bange for at trække på hele det menneskelige udtryksregister. Fra meget charmerende og flot og elegant til grænseoverskridende grim og helt ned i dybet. Og det er vel det, der gør, at troværdigheden bliver større i det hele. For så kan man lave meget større kontraster. Men det er også en teknisk udfordring, det skal jo være nuanceret. Der er ikke noget mere kedeligt at se på end en skuespiller, der bare går op og flipper skråt ud på en scene«.
Erik Molberg Hansen: »Der er skuespillerinder, der tænker på deres udseende hele tiden. Det er jo en stor begrænsning. Hvor man så skal græde på en smuk måde eller være vred på en smuk måde«.
Jacob F. Schokking: »Og det er slet ikke nemt at være grim i det hele taget. Hele vores sociale samvær er jo opbygget af, at vi vil vise os fra om ikke vores bedste, så vores bedre sider«.
Trine Dyrholm: »Selvfølgelig er jeg forfængelig. Men ikke når jeg spiller. Så kan jeg til gengæld godt bagefter tænke: »Okay, det kunne jeg måske godt lige have tænkt over, det dér«.
»Trine Dyrholm som den entreprenante storesøster brillerer igen med sit suveræne og selvstændige spil og Danmarks mest fortællende øjne. Jeg vil tro, hun kan recitere hele Hamlets monolog med pupiller og blikke uden et eneste ord«. Fra anmeldelse af et afsnit i anden sæson i ’Arvingerne’, Politiken.
Marie Bach Hansen, medspiller i ’Arvingerne’: »Jeg har lært meget af hende fagligt. Sådan noget med, at man godt må tænke på lydmanden også, når man spiller. Eller at man skal spille en scene, så der er valgmuligheder nok i klipperummet. Eller som i anden sæson, hvor jeg havde problemer med at forstå min karakter Signe, for det ene øjeblik ville hun give huset væk, det næste ville hun ikke. Så foreslog Trine, at jeg skulle spille mere dirrende. Så Signe ligesom sagde: »Sådan og sådan bliver det«, mens man fornemmede, at hun i virkeligheden var ret meget ude at skide«.
Maya Ilsøe: »Og så synes jeg sgu: Der er ikke noget diva over hende. Hun kommer før tiden og tager det arbejde, der er«.
Marie Bach Hansen: »Der er også noget andet, der kendetegner hende: Hun kan være så meget i karakter i en scene, så det nærmest virker, som om hun har glemt sig selv. Men bagefter kan hun så pludselig sige et eller andet helt konkret om scenen, der viser, at hun har bevaret overblikket hele tiden. Sådan noget som: »Hey, ville det ikke være federe, hvis vi kom ind derovrefra i stedet?«.
På torsdag er der premiere på Thomas Vinterbergs nye film, ’Kollektivet’, hvor Trine Dyrholm spiller den kvindelige hovedrolle som en tv-journalist i 1970’erne, der flytter i kollektiv med sin mand og datter. Her spiller hun blandt andet sammen med Ulrich Thomsen og filmdebutanten Anne Gry Henningsen.
Anne Gry Henningsen: »Første dag, vi skulle optage, kom Trine over til mig. »Du skal lige huske at hilse på B-fotografen«. Og jeg var sådan: »På hvem?«. Der er jo sindssygt mange mennesker på sådan et filmset, og det her er min første film. Men så fandt jeg ham, og hun havde jo ret i, at det var vigtigt. Han skal jo også fange os«.
Ulrich Thomsen: »Trine er meget optaget af, at tingene skal blive rigtige, autentiske. Der er jo nogle spillere, hvor det er sådan, at hvis instruktøren er glad, så er de glade. Men det skal også føles rigtigt for hende. Og så har hun jo altid lavet sit forarbejde og går i dybden med sin research. Ved du godt, at hun har talt med Mette Fugl om sin karakter i ’Kollektivet’?«.
Mette Fugl, journalist: »Jeg må indrømme, at jeg var lidt starstruck, helt ærligt. For jeg har bare altid syntes, at hun var sådan en dygtig skuespiller. Og så kom hun der og var så sindssygt professionel og så interesseret. Hun var meget optaget af at skildre sådan en tv-journalist fra 1970’erne helt rigtigt. Og så måtte jeg jo fortælle om det, og om hvordan man nogle gange sad nede på dametoilettet og følte, man skulle på skafottet, lige inden man gik på skærmen««.
Anne Gry Henningsen: »Jeg delte garderobe med Trine på ’Kollektivet’, og for eksempel fortalte hun, at det var en god idé at have sådan nogle højtaljede mormortrusser på ud over strømpebukserne, for så kunne man ikke se syningen igennem kjolen. Og et kamera fanger jo de mærkeligste ting«.
Om to uger begynder optagelserne til tredje sæson af ’Arvingerne’. Her skal Trine Dyrholm for første gang sidde i instruktørstolen.
Jacob F. Schokking: »Vi lavede ’4:48 Psykose’ i 2002 og så igen i 2010, og anden gang kunne jeg nærmest mærke, hvordan hun har efterskolet sig selv gennem alle de filmproduktioner, hun har lavet. Hun havde yderligere skærpet sin intuition og turde byde mere ind. Hun er jo en handlende skuespiller, der hellere gør teksten end taler om den. Og så gav den livserfaring, hun havde fået – hun havde jo fået både mand og barn i mellemtiden – faktisk en anden vægt til den rå energi, der allerede lå der første gang«.
Pernille Fischer Christensen: »Det kan meget tit være sådan for kvindelige skuespillere, at selv om de er pissegode, så begynder der at optræde en usikkerhed med alderen: »Åh, åh, hvad kan jeg? Er jeg lækker nok? Er jeg god nok?«. Som jeg ser det med Trine: Has not happened. Tværtimod ser jeg hende egentlig være ret bevidst om det niveau, hun befinder sig på. Hun er ikke bange for at bruge den magt, som den indsigt giver hende. Hvilket hun kommer til at slå mig ihjel for at sige«.
Maya Ilsøe: »Hun har helt klart lederegenskaber. Og kan være dominerende«.
Trine Dyrholm: »Om kort tid går vi i gang med at skyde den tredje sæson af ’Arvingerne’. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg skal instruere to afsnit, men det er stort for mig at skulle, og jeg har ikke lyst til at tale om det, før jeg har gjort det, faktisk«.
Pernille Fischer Christensen: »Hun er den bedste skuespiller, vi har. Der er ikke mange, der når hende til sokkeholderne, heller ikke af de mandlige kolleger. Og det er også, fordi hun er så uneurotisk. Mange af de andre er skidegode, men man skal simpelthen igennem så meget halløjsasa for at få lov til at komme ind, hvor det er spændende. Hos Trine er der bare åbent. Det er sådan: »Velkommen her. Lad os gå i gang««.
Publiceret 9. januar 2016