Foto: Roald Als/Politiken-Tegning

Violinkongen Svend Asmussen: Musikken skal ikke længere være pletfri

Violinisten Svend Asmussen har været med, siden jazzen begyndte i Danmark. I dag bliver han 100 år.

»Hvad hedder han nu, trompetisten, der sagde, at han tog alle fejlene med?«.

Svend Asmussen tænker sig om et stykke tid, mens der er stille på Skype-forbindelsen mellem Florida og København.

»Miles Davis«, udbryder han så. »Jeg har indtryk af, han syntes, det bedste ved det hele faktisk var fejlene«.

Sammenligningen med jazzens store fornyer, den amerikanske trompetist Miles Davis, falder midt i en sætning. Vi er i gang med at tale om, hvordan Svend Asmussen, kongen af god, gammeldags swingende violinjazz, for et par år siden hørte en glemt liveindspilning med sig selv optaget på en jazzbar i Paris. »Jeg plejede ellers aldrig at høre mine egne plader«, forklarer han med henvisning til optagelserne fra en spontan aften på den lille parisiske klub Le Petit Opportun i 1985.

Men Asmussen lyttede – og han kunne lide, hvad han hørte. Derfor udkom optagelserne sidste år i anledning af 99-årsdagen under titlen ’Embraceable’, og på en måde dementerer de alt det, der har været kritikken af Asmussen. At jo, han er en mester på sin violin. At hans overgange fra den ene tone til den anden altid har været sømløse. Perfekte, helt enkelt. Men at hans nøjagtige intonation, hans gennemtjekkede arrangementer og den elegante sødme i tonen, der gør ham til så personlig en musiker, måske samtidig dækker over en formfuldendthed, som balancerer på kanten til det glatte.

Man læser altid om din perfektionisme, men nu taler du om liveindspilninger, du er blevet rigtig glad for, selv om der er et par fejl på dem?

»Massevis!«, griner han og afslører, at man godt kan rykke sig. Selv når man er nået til de 100.

Foto: MUNCH IDA

Fra Lommer til Hendrix

Optagelserne fra Paris levede måske ikke op til Asmussens sædvanlige tårnhøje standarder for pletfrihed, men de var fulde af liv og musik skabt i nuet. Vel at mærke af en mand i pensionsalderen, der bød sig selv nogle arbejdsvilkår, de fleste i den alder formentlig ikke ville kunne klare.

»Det var noget af et job, for jeg var alligevel ved at blive 70 år på det tidspunkt, og vi spillede tre sæt. Vi begyndte først klokken 23 om aftenen, og vi blev ved til klokken 3 om natten«.

Siden da er der gået 3 årtier, og det meste af tiden siden de mindeværdige sæt med de franske musikere på Le Petit Opportun har Asmussen været i sving med sin violin. Ja, faktisk har han været med lige siden 1920’erne, årtiet, da de første jazzorkestre og de første jazzplader kom til Danmark.

Det var Svend Asmussen, der som 12-årig ved en havnefest i Hornbæk i sommeren 1928 gav intet mindre end europapremieren på melodien ’Singin’ in the Rain’ – med den lokale apotekers søn ved klaveret – og selv om han for fem år siden havde en lille blodprop og derfor ikke spiller længere, fordi buearmen, den højre, er blevet upålidelig, så er han still going strong. Med rollator og nedsat lungekapacitet, bevares. Men hvad kan man forlange, når man runder de 100 efter et liv med fart på, der har indbefattet et utal af turneer og sågar jordomsejlinger på et tidspunkt, hvor nyheder fra Afrika og Indien var så sjældne, at aviser hyrede Asmussen som freelancekorrespondent.

Foto: POLFOTO

Man kan sige, som yngre mennesker i generationen under ham nok ville formulere det, at Svend Asmussen altid har haft krudt i røven. Når han hele tiden har eksperimenteret – for eksempel med flerspors-trickoptagelser, da spolebåndoptageren kom frem i 1950’erne – har det ifølge ham selv skyldtes, at gentagelser ikke interesserer ham. Selv da jazzen blev elektrisk i 1970’erne, var Svend Asmussen med. Også selv om de elektriske tangenter og trompetbukserne lå meget langt fra hans oprindelige identitet som elegant performer og showman i traditionen fra jazzens gyldne swingæra.

»Jeg blev nok lidt for interesseret i pedaler. Det blev en overgang lidt for elektrisk alt sammen. Jeg kan huske, at jeg spillede nogle lp’er ind, hvor jeg ikke bestiller andet end at spille med wah-wah-pedal. Det lyder som en schæferhund, der spiller violin«, griner han over internetforbindelsen fra det sydøstlige USA, hvor han og hustruen, Ellen, tilbringer vintrene. Fjernt fra dansk februarkulde, regn og blæst.

Eksperimenterne med strøm og pedaler skabte nye og vilde sammenligninger mellem Svend Asmussen og Jimi Hendrix i de syrede 1970’ere. Derfra fortsatte manden, til han i en alder af knap 93 år endelig satte punktum for en ellers tilsyneladende uendelig strøm af pladeudgivelser med albummet ’Makin’ Whoopee! ... and Music!’. Et album, der bekræfter hans rødder i den melodiske, tidløst swingende jazz, som Svend Asmussen i mange år insisterede på at perfektionere til den reneste, mest veloplagte lækkerhed.

Har spillet med de største

Han har været med til alt lige fra revyer med komikerparret Kjeld og Dirch til pophits lavet af Shu-Bi-Dua, hvor sønnen Claus Asmussen var en af hovedfigurerne. Men når man snakker med violinlegenden, der i dag fylder så rundt, som man kan, er det trods alt swingtiden, han tænker tilbage på med størst kærlighed.

Han har swinget i den danske version af Disney-tegnefilmen ’Junglebogen’, hvor han lagde stemme til abekongen Louis. Han har swinget på revyscenerne, og han har swinget i en hel del film, hvor han har bidraget både som musiker, komponist og skuespiller. Det er helt og halvt glemte danske film som for eksempel ’Ballade på Bulderborg’ fra 1959, hvor Svend Asmussen og hans faste samarbejdspartner gennem mange år, guitaristen Ulrik Neumann, improviserede de musikalske indslag undervejs og kom op med en sjæler med den uforglemmelige linje ’en pølse skal serveres med føl’se’.

Foto: PR FOTO

Sådan er der masser af folkelighed over violinkongen, hvis liv har været meget andet end seriøs jazz, dengang det var den hotte musiktrend. Asmussen har turneret med den populære ’scandinavian shuffle’-gruppe Swe-Danes sammen med sangerinden Alice Babs og Ulrik Neumann på guitar, og for rigtig mange danskere – og svenskere med, for den sags skyld – fylder minderne om trioens knastfri underholdning så meget, at man bliver overrasket over at høre, den kun eksisterede i ganske kort tid. Nemlig fra 1959 til 1961. Karrieren i detaljer kan man læse om i ’Svend Asmussen. 100 år for fuld musik’, der udkom sidste år.

Den musikalske spændvidde har været kolossal. Fra pop og pjank til improvisationer med de største jazznavne. Svend har spillet med rigtig mange af dem. Sorte såvel som hvide. Fra Fats Waller, Duke Ellington og Benny Goodman til guitaristen Django Reinhardt, violinkollegerne Stéphane Grappelli og Stuff Smith, vibrafonisten Lionel Hampton og tangentmesteren Herbie Hancock.

Selvfølgelig magter man ikke længere det hele, når man fylder 100, og det har været lidt af et arbejde at komme igennem til Svend Asmussen. Al kommunikation går gennem hans hustru gennem de sidste 10 år, Ellen Bick Meier – eller Ellen Bick Asmussen, som hun hedder nu – og hun har stillet håndfaste betingelser for interviewet for at beskytte sin mand.

Ellen er amerikanskfødt forfatter, skuespiller og dramatiker med et arbejdsliv i Danmark som blandt andet litteraturanmelder bag sig. Men også med en bachelorgrad i filosofi i rygsækken. Vi taler over Skype, fordi Ellen har afvist et besøg i Florida. Det ville blive for anstrengende, har hun på forhånd forklaret per mail. Hun passer på sin Svend, og mødet med hende har betydet en ny opblomstring for musikeren, der havde en regulær nedtur omkring år 2000, da hans første kone døde.

Ud af depressionen

Dengang lå det, for nu at sige det, som det er, på ingen måde i kortene, at Svend Asmussen skulle blive 100. Tværtimod var han i bekymrende dårlig stand, da han for små 15 år siden mødte Ellen.

Den dengang 87-årige violinist havde muret sig inde i hjemmet i Rungsted Kyst. Han var holdt op med at spille, og selv om han tog imod besøg, gik venner og bekendte derfra med indtrykket af en mand, der havde tabt modet. Problemer med de rygerlunger, der fortsat er hans akilleshæl, og hans første kones død af lungecancer havde puffet ham livsfarligt langt i retning af depressionens mørke.

Foto: MUNCH IDA

Men så kom Ellen ind i billedet, og forandringen i humør og helbredstilstand var nærmest mirakuløs.

Svend Asmussen blomstrede op, og siden har parret delt hverdagen, glæden ved den nordsjællandske natur og nysgerrigheden over for musikken, der stadig får dem trukket både på jazzklubber og til klassiske koncerter.

Jeg prøver at dreje samtalen over på, hvad der er vigtigt, når man spiller musik. Svend virker både frisk og fokuseret, og da Ellen beskyttende afbryder for at holde ham fast på de svar, de sammen har skrevet ned i forvejen, tager den erfarne kapelmester styringen.

»Vi kan godt gøre, ligesom jeg er vant til. Improvisere lidt over det. Det behøver ikke være så nøjagtigt«, indvender han stille og roligt og forklarer, at det samme gælder i livet, som når man spiller musik: »Som min gamle ven Piet Hein har skrevet et digt om, skal man leve i nuet. Det er det, det gælder om. Når man spiller, gælder det også om at leve i nuet. Hver tone er jo vigtig. Det er et koncentrationsspørgsmål«.

»Jeg er ofte blevet beskyldt for at være en kamæleon, og det kan der måske være noget om. Jeg har jo altid blandet mig i mange ting«, siger han, og fortæller videre, at han begyndte som tandlægestuderende, fordi hans far, en velhavende grosserer med landsted i det mondæne Hornbæk, var skeptisk over for det med musikken. Tandlægestudierne fik den unge Svend dog lov at stoppe med igen, fordi de patienter, der skulle behandles gratis på skolen, lugtede så grimt ud ad munden.

Så overvejede han at blive billedhugger eller tegner ligesom sin ældre bror, Des Asmussen.

»Men samtidig spillede jeg inde i Restaurant Nimb, og det gik så godt, at Utzon-Frank (billedhuggeren Einar Utzon-Frank, red.), der var leder af Billedhuggerskolen, opfordrede mig til at blive ved, fordi jeg tjente mere på at spille på Nimb, end han selv fik som direktør for Billedhuggerakademiet«, siger han og refererer til det, vi i dag kalder Kunstakademiet.

Tidligt – i 1943, altså midt under krigen – mente Svend Asmussen i et interview i BT, at jazzen næppe havde nogen fremtid. I hvert fald så han meget sort på den, som han sagde. Han mente, jazzen var gået håbløst i stå.

Det synspunkt reviderede du senere. Hvordan ser du på jazzens fremtid i dag?

»Der har været en periode, hvor der ikke var så mange unge mennesker, der interesserede sig for jazzen, men jeg har en fornemmelse af, at der i de senere år er kommet flere og flere talentfulde unge, også i Danmark. Som for eksempel Benjamin Koppel, der spiller glimrende jazz. Da jeg fyldte 98 et halvt havde vi Six City Stompers på besøg. Det var også sjovt«, siger han med reference til et ungt dansk orkester, der har taget swingjazzen frem igen og revitaliseret den.

Det skal swinge

Sammen med Ellen tager Svend stadig ud og hører musik, både på jazzklubber som Montmartre og på festivaler. »Det vigtigste ved jazz er, at det skal swinge. Ellers har det ingen interesse«, ender han med at konkludere. Og det er så her, han tilstår, at han faktisk lidt fortryder sine eksperimenter med den elektrisk jazz i 1970’erne.

Du har spillet med ufattelig mange musikere igennem din lange karriere. Er der alligevel et enkelt samarbejde, du vil fremhæve?

»Pianisten John Lewis fra The Modern Jazz Quartet blev min gode ven. Jeg følte, jeg lærte en hel masse om den mere moderne jazz. Den måde, jazzen udviklede sig fra swingmusik til bebop på. Det var hans måde at opfatte selve jazzrytmen på – på en anden måde end de mere swingbetonede. Men så er der en mand til, som jeg stadig beundrer, og som også blev min gode ven. Det er Toots Thielemans«, siger han og nævner den 93-årige belgier, der er berømt for sit mundharmonikaspil. »Jeg håber, jeg fik lært meget af ham med hensyn til at lade fantasien spille, så det ikke bare blev faste mønstre, men så der virkelig blev improviseret nye ting. Han er jo en fabelagtig musiker, synes jeg«.

Foto: POLFOTO

Vi har slet ikke fået talt om det mest vitale – i hvert fald det længstvarende – af alle Svend Asmussens musikalske samarbejder, nemlig det med guitaristen Jacob Fischer, bassisten Jesper Lundgaard og trommeslageren Aage Tanggaard, som han spillede med fra begyndelsen af 1990’erne, og som han både har turneret og indspillet meget med. Men Ellen vil godt have, at vi runder af nu.

»Vi glæder os til Shu-Bi-Dua-musicalen«, siger hun. »Claus, Svends søn, har inviteret«.

»Jeg har altid følt mig meget beæret over at få lov til at være med til det, de lavede«, siger Svend Asmussen, der har spillet violin og stået for strygerarrangementer på en del af Shu-Bi-Dua’s numre. »Man skal altid have noget at se frem til og glæde sig til. Ligesom jeg nu ser frem til Shu-Bi-Dua-musical«.

»Vi glæder os også til at være i Danmark«, tilføjer Ellen. »Det behøver du ikke at skrive. Men vi glæder os til at køre rundt i Nordsjælland«, siger hun og får lige smidt en bemærkning ind om en ny bog, hun har skrevet efter sine to forudgående udgivelser: erindringsbogen ’June Nights’ fra 2005 og den digtsamling, ’Inspiration/Exspiration’, hun udgav sidste år til ære for Svend. Den nye bog er en bog om hendes eget liv »og mit liv med Svend«. Hun savner en god oversætter til den, forklarer hun, for den er skrevet på engelsk.

»Måske har du lyst til her til sidst at spørge os, hvordan vi skal fejre dagen«, foreslår hun. Det spørger jeg høfligt om, og Svend Asmussen svarer: »Vi skal være helt alene, Ellen og mig. Heldigvis. Det kan blive lidt voldsomt med at skulle sprede sig alt for meget. Grunden til, at jeg bliver så gammel ... forhåbentlig bliver så gammel ... det er Ellen. Hun har fået mig til at blive 100 år«.

Publiceret 28. februar 2016

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce