Uanstændig? »Jeg er opmærksom på, at hele denne indledning om nazismens fremmarch er højst diskutabel og sikkert nok uanstændig«, skriver Bettina Heltberg i sin ugentlige klumme.
Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)

Uanstændig? »Jeg er opmærksom på, at hele denne indledning om nazismens fremmarch er højst diskutabel og sikkert nok uanstændig«, skriver Bettina Heltberg i sin ugentlige klumme.

Kultur

Bettina Heltberg: Er det ok at råbe 'nazist!' i afmagt?

Kommentar. Danmark ser passivt til, mens regeringen indfører stramninger for asylansøgere. Minder det os om noget?

Kultur

På DR K har vi efterhånden set en hel del gamle programmer om Anden Verdenskrig og Hitlers tredje rige.

Hitler bliver Tysklands rigskansler i 1933, vi hører om krigens begyndelse, indtagelsen af Polen, angrebet på Frankrig og Sovjetunionen og USA’s indtræden i Anden Verdenskrig efter Pearl Harbor i 1941. Og den sorte skygge, der ligger under det hele: jødernes skæbne og holocaust.

Vi er mange passive, der har fulgt med, i dokumentarer og dramaer; fortiden er spændende og samtidig stærkt underholdende, fordi den er forbi. For en gangs skyld ingen nostalgisk ’Verweile doch ...’ citeret efter gamle Goethe – intet blik på fortiden med længsel, kun interesseret tilfredshed med, at det hele er forbi.

De dramatiske fremstillinger har næsten været de bedste. Jeg tænker især på Oliver Hirschbiegels film ’Der Untergang’ om Hitlers sidste dage i bunkeren i Berlin, inden han begår selvmord sammen med Eva Braun. Ville Hitler fremstå for sympatisk? For usympatisk? Der er almindelig enighed om, at skuespilleren Bruno Ganz har sit livs rolle som en knækket, sygdomsramt fanatiker, der til slut kun rummer foragt for det tyske folks ufattelige lidelser. Ægteparret Goebbels, som myrder deres børn, før de selv begår selvmord, er uforglemmeligt knugende. Børnene er døde, og fru Goebbels lægger kabale i det yderste ordløse spor af den tabte bevidsthed.

Den vigtigste faktor i accepten kunne være passiviteten

Bunkeren i Berlin er tilintetgjort – men tænk: Der er planer om at genopføre de fem inderste bunkerrum i museet i Oberhausen. Så kan tyske nynazister og de gysende nye generationer gense, hvordan den store fører levede sin sidste tid – dog uden portrætter af Hitler på væggene. Synes jeg, det er en god idé? Nej, det synes jeg ikke.

Der er imidlertid et aspekt ved fremvisningerne af Anden Verdenskrig, som især interesserer mig, og som jeg aldrig har fundet svaret på. Hvordan i himlens navn kunne det tyske folk acceptere og hylde nazismen? Spørgsmålet har selvfølgelig været stillet et utal af gange og har fået et utal af besvarelser: Hitlers velkendte karisma, bitterhed efter Versailles-freden, arbejdsløshed og sult, stormægtighedsdrømme, høje idealer om det nye rige, behovet for helte og behovet for syndebukke, tysk grundighed og retfærdighedssans, inkorporering af lydighed og angst, rådvildhed, personlige fortjenester, en folkestemning, der udvikler sig og efterhånden samler sig massivt – til sidst til det punkt, hvorfra det kun kan gå fremad. Og det gjorde det jo også i begyndelsen af krigen, siger vi – de samtidige ville sige: alt for længe.

BO LIDEGAARD

Den vigtigste faktor i accepten kunne være passiviteten. For at det onde skal lykkes, behøves kun, at de gode holder sig tilbage. Men hvem kan forlange aktivitet af en dårligt stillet borger i en arbejdsløshedskø? Hans første tanke er, at maden skal skaffes til hjemmet og børnene. Gradvis hører han forundret op med at være arbejdsløs og kommer i velsyet uniform, han får et våben, nu kommer der omsider styr og orden på tilværelsen. Straf til de onde, gevinst til de gode, og han er god.

Hvordan går det? Normalt

Jeg er opmærksom på, at hele denne indledning om nazismens fremmarch er højst diskutabel og sikkert nok uanstændig. Vi er jo et af verdens rigeste lande, et mønsterdemokrati, et smørhul, med anstændige politikere og lige så decent en befolkning. Folk, der råber ’nazist!’ i afmagt, må ikke være rigtig kloge. Vi har afhandlet fortiden og har endda overlegenhed til at være engageret i dens tabere, om det så er Hitler selv eller de tyske tilfangetagne soldater, der blev mineryddere i sandet.

Det er Danmarks særkende, at vi har forsigtige ledere af folkeretten og menneskerettighederne og de godgørende foreninger, Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser, flygtningevenlige ngo’er – de hjælpsomme. De må ikke sige ’Er I rigtig kloge?’ til regeringen, så er de færdige med at have indflydelse. Vi må heller ikke sige det, så er vi unormale.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alligevel føler jeg en til kvalme grænsende sorg. Det er gået op for mig, at det ikke er passivitet som begreb, men en udbredt følelse af normalitet, som er kernen i den forfærdelige flygtningekrise. Ikke alene er alt normalt – alt skal være normalt.

Integrationsminister Inger Støjberg har en del yderligere stramninger på vej.

De vigtigste er vel begrænsning af opholdstilladelse til flygtninge med almindeligt beskyttelsesbehov fra fem år i dag til to år. Dernæst kommer udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse til tre år – mod et år i dag. Og den familiesammenføring må de selv betale for.

I det hele taget kommer der skærpede regler for egenbetaling. Har flygtningene medbragt egne økonomiske midler? De bør i så fald betale selv, også på lejrenes/teltenes/flygtningelandsbyernes cafeteriaer.

Så er der tilbagetrækning af asylaftalen, der bl.a. gjorde det muligt at bo og arbejde uden for lejren. Skærpelse af reglerne om undersøgelse af asylsøgeres økonomi – fratagelse af ’visse værdier’, dog ikke vielsesringe og mobiltelefon. Og fotos af børn i ramme? Husk også: skærpelse af straffen for tiggeri. Og helt overordnet: styrket indsat for at hjemsende afviste asylansøgere.

Her er kun nævnt nogle få punkter – den nederste beskrivelse af forslagene hedder så forsorent: styrket integrationsprogram!

Det var i hvert fald godt, det ikke var det, vi skulle stemme om, især hvis vi, sådan helt normalt, havde stemt ja tak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan vi jo gøre ved folketingsvalgene. Det er udlagt som offentlig kendsgerning, at danskerne er blevet flygtningefjendske – sagen er, at de flygtningefjendske lovforslag er billigere og mere ordentlige. Jeg siger det ligeud: Der var også ro i Tysklands koncentrationslejre, som folk jo ikke var kommet frivilligt til – her er tale om asylansøgere, der kommer helt frivilligt, og for at forhindre det må regeringen gøre det mindst muligt attraktivt at komme hertil – er De med?

Jeg ved ikke, hvad man gør, hvis man ikke er med. For mit vedkommende har jeg efter mange års trofasthed mod Socialdemokratiet besluttet at skifte parti. Det er ikke mig, der er blevet unormal, føler jeg, det er partiet, som vel i al hemmelighed må diskutere sin kurs mod søens bund.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce