Biografaktuelle Terrence Malick, der får sig en lunken anmeldelse for 'Knight of Cups' i denne avis, er en af verdens mest hyldede og hypede og hadede arthouse-instruktører. Nogle synes, at han er genial, andre, at han er overvurderet, prætentiøs og/eller kedelig. Men selv skeptikerne er enige om, at han gennem sin karriere har frembragt uforglemmeligt smukke filmscener. FILM&TV’s kritikere har her udvalgt deres personlige favoritter.
Badlands (1973)
Malicks bud på en Bonnie and Clyde-film, ’Badlands’ fra 1973, fik mig til at elske 70’er-film. Skuldrene er helt nede her. Kameraet leger. Der er et andet forhold til tid. Karaktererne er lifligt underlige. Vi følger i året 1959 en ung James Dean-udseende skraldemand, Kit (Michael Sheen), der forfører en af middelklassens pæne, langbenede døtre, Holly (Sissy Spacek), som har en spøjst lalleglad tilgang til eget begær. Kit slår Hollys far ihjel. Og så gemmer de to sære turtelduer sig i Montanas tørre Badlands.
Herfra følger vi en montage af situationer, der er romantiske og groteske og håbefulde. Vi ser de to barnlige natur-overlevere etablere et sært liv i den hårde natur. Carl Orffs lyse xylofon-musik skaber en drømmende klangbund. De to bygger hytte. De leger. De danser skabagtigt til ’Love is Strange’. Vi ser Sheen i bar overkrop i al sin spjættende, charmerende galskab. Og Hollys voiceover er mesterligt skrevet: Det er stor – for Malick uhørt uprætentiøs – poesi, der indfanger det underligt lette tag på døden, som hele filmen inkarnerer på uforglemmelig vis:
»He gave me lectures on how a gun works, how to take it apart and put it back together again. In case I had to carry on without him. He said that if the Devil came at me, I could shoot him with a gun. One day, I carried thirty pounds of wood a distance of five miles. Another day, while hiding in the forest, I covered my eyes with makeup, to see how they’d come out«. yde
The Thin Red Line (1998)
I krigslitteraturen er det ofte en poetisk splejs snarere end en robust soldat, der er fortælleren. En ung mand, der ikke rigtig hører til på slagmarken, men derfor også er den, der bedst kan beskrive krigens gru.
Sådan en soldat er Witt i filmen om en deling amerikanske soldater, der skal indtage den tropiske ø Guadalcanal fra japanerne under Anden Verdenskrig. Hans tanker forsvinder hele tiden fra missionen, og hans blik synes indstillet på transcendens, mens han iagttager dyr og planter som en anden naturromantiker. Og Mallick er en mester i at lade naturen forstyrre i korte scener, der får filmenes menneskelige drama til at virke ubetydeligt.
I ’The Thin Red Line’ er det Witts blik, der kigger op i trækronerne under delingens stilfærdige fremfærd i den tætte bevoksning. Maskinpistolerne er afsikrede, alle er anspændte og koncentrerede.
Men igennem bladene danser solens stråler mod Witt. De strømmer gennem hullerne, hvor bladene er spist af larver eller ødelagt af naturligt fordærv. Det er uendeligt smukt. Visuelt, men også som et poetisk billede af det livgivende lys, der stråler gennem den døde natur. Liv og fordærv er cyklisk forbundet i et øjeblik. Her er døden en del af noget større, modsat i krigen, hvor den maskinelle nedslagtning af bløde kroppe er meningsløs. Det er også så smukt, fordi man ved, at det er tre lånte sekunder, inden kuglerne kommer. gru
The Tree of Life (2011)
Storladen, prætentiøs og svulstig er sædvanligvis tre modbydelige adjektiver – også i filmens verden. Det er rimeligt at anvende dem alle tre om Terence Malicks ’The Tree of Life’ og i samme sætning tilføje, at kosmos-scenen i den film er noget af det mest overvældende, fuldkomne, sjælfulde og smukke, der nogensinde er skabt på film.
I en scene af en snes minutters varighed viser Malick universets oprindelse og øje. Det er ikke hovedrolleindehaverne Jessica Chastain, Brad Pitt og Sean Penn, man ser i den scene. Det er selveste big bang, det er skabelsesberetningen, det er intet mindre end altings flammende, skælvende opståen, fortolket i billeder lige så stoflige og glødende som en renæssancekunstners lærreder. Og det hele udvides af den polske komponist Zbigniew Preisners gribende følelsesladede symfoniske musik.
Billedsiden af ’The Tree of Life’ er signeret den mexicanske fotograf Emmanuel Lubezki. Han vandt Oscars i både 2014, 2015 og 2016 for sine arbejder på henholdsvis ’Gravity’, ’Birdman’ og ’The Revenant’. ’The Tree of Life’ gjorde Terence Malick til vinder af Guldpalmen i Cannes og mange andre priser, selv om værket af anmelderne blev modtaget med nogenlunde lige mange jublende superlativer og spottende skænd. I Politiken gav Kim Skotte filmen seks hjerter. Kosmos-scenen er efterfølgende gået over i historien som unik. hyg
fortsæt med at læse
