Kulturarv. Solkongens tæppe er fortsat til salg, hævder ejeren.
Foto: The Metropolitan Museum of Art.

Kulturarv. Solkongens tæppe er fortsat til salg, hævder ejeren.

Kultur

Unik dansk kulturarv skal sælges på auktion trods sagsanlæg

Solkongens tæppe er umistelig dansk kulturarv, men trods et sagsanlæg vil tæppet alligevel blive solgt, oplyser ejerens advokat.

Kultur

Et tæppe fra Solkongens hof, der de sidste mange år har befundet sig i havestuen på den fynske herregård Juelsberg, må ikke sælges på auktion i London.

Det mener godsets arving.

Tæppet befinder sig ellers nu hos Christie’s i London, hvor det er vurderet til 47 millioner kroner og tilbydes en udvalgt skare af særligt pengestærke kunder.

Men nu har godsejersønnen Gregers Juel lagt sag an mod sin far, hofjægermester Erik Juel, sin stedmor Lise-Lotte Juel og deres advokat Karoly Németh. Sønnen hævder, at en aftale mellem ham og faren fra 1999 gør salget af tæppet ulovligt.

Som Politiken kunne berette i april blev det 9 meter lange og 3 meter brede uld- og silketæppe sat til salg i London, skønt det danske kulturværdiudvalg havde vurderet, at tæppet har afgørende national betydning og i 2015 fik status af umistelig dansk kulturarv.

Skulle de vælge at sige, at de ikke vil involveres i balladen, så henter vi tæppet og sælger det andetsteds. Tæppet er til salg, og tæppet bliver solgt

Men da kulturværdiudvalget ikke formåede at rejse de knap 47 millioner kroner, som tæppet blev vurderet til i London, måtte udvalget tillade udførslen fra Danmark.

Savonnerie-tæppet, som det hedder, blev i 1600-tallet skabt til Louvre-paladset i Paris, men givet som gave af Solkongen, Ludvig XIV til en dansk minister i juli 1682 som en forsegling af en vigtig politisk aftale mellem Danmark og Frankrig.

Siden engang i det 19. århundrede har tæppet befundet sig på Juelsberg ved Nyborg, og indtil for nylig tilhørte det formelt set hofjægermester Erik Juel. Men han skænkede det ifølge sin advokat, Karoly Németh, til sin tredje hustru, Lise-Lotte Juel.

Hun er underskriver på den udførselsanmodning, som kulturværdiudvalget modtog via Christie’s i London sidste år.

Ifølge Weekendavisen, der udfolder den farverige historie om arvestriden, har auktionshuset Christie’s i London meddelt, at salget af tæppet fra Juelsberg nu er sat i bero som følge af konflikten.

I et brev fra Christie’s, som Politiken har fået tilsendt i kopi, og som er dateret 20. april, skriver auktionshuset til Gregers Juels advokat, at tæppet ikke vil blive solgt, før sagen er afklaret. Auktionshuset beder samtidig om dokumentation for de krav, der stilles.

At salget er stoppet, benægter imidlertid Erik Juels advokat, Karoly Németh, over for Politiken. Han oplyser, at han siden har været i kontakt med Christie’s og udredt misforståelsen.

»Jeg kan garantere for, at salget ikke er sat i bero. Jeg har været i kontakt med Christie’s og orienteret dem om, hvordan tingene hænger sammen. Skulle de vælge at sige, at de ikke vil involveres i balladen, så henter vi tæppet og sælger det andetsteds. Tæppet er til salg, og tæppet bliver solgt«, siger han.

Ifølge Gregers Juel, som Politiken tidligere har været i kontakt med, skulle en fond sikre indboet på Juelsberg og gøre det ulovligt for Erik Juel og Lise-Lotte Juel at sælge de historiske genstande fra.

Hertil svarer advokaten:

»Det er også nonsens. Fonden er aldrig kommet i funktion, og den eksisterer ikke. Tæppet er givet til Lise-Lotte Juel i en fuldkommen korrekt og formel overdragelse, der er givet ved ægtepagt og tinglyst. Derfor bliver jeg pikeret, når folk spørger til, hvorfor tæppet kan sælges. Hvis du ejer et kelimtæppe eller et Ikea-tæppe, er der ingen, der kan forhindre dig i at sælge det«.

Strid om familieoverenskomst

I 1999 indgik man en familieoverenskomst på Juelsberg, hvor meningen var, at generationsskiftet skulle realiseres, således at godset og det historiske indbo med tiden skulle overdrages til sønnen Gregers Juel. Når tæppet er solgt til Lise-Lotte Juel er det i strid med overenskomsten, har sønnen desuden argumenteret.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også dette afviser advokaten, der understreger, at Gregers Juel har lagt sag an mod faren omkring 15 gange og tabt samtlige retssager.

»Det kan godt være, at familieoverenskomsten giver udtryk for nogle intentioner, men intet er gjort uigenkaldeligt. Erik Juel har kunnet ændre på alt, bortset fra at Gregers Juel har forkøbsret til slottet. Oprindelig skulle Gregers Juel arve mest muligt; det kommer han ikke til. Han kommer til at arve mindst muligt«, siger advokaten.

Arvestriden på Juelsberg har ikke betydning for beslutningen i kulturværdiudvalget om at give slip på det knap 350 år gamle tæppe og tillade salget i udlandet.

»Sagen er jo afsluttet fra udvalgets side i henhold til det juridiske grundlag for vores opgave«, siger kulturudvalgets formand, Erland Kolding Nielsen.

Han er først blevet gjort bekendt med arvestriden for et par uger siden, da kulturværdiudvalget blev kontaktet af Gregers Juel, der ønskede indsigt i sagsbehandlingen.

Politiken har kontaktet Christie’s i London for at spørge til sagen, men auktionshuset meddeler, at de principielt ikke udtaler sig om deres private salg, der rettes mod en lille eksklusiv kundekreds.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce