Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Kulturarv. Vikingeskibshallen i Roskilde er truet af fjorden.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Kulturarv. Vikingeskibshallen i Roskilde er truet af fjorden.

Historie

Dansk kulturarv kræver renovering

Når vi skal udpege det, der betyder noget, forveksler vi historiske klenodier med de rammer, der i sandhed har værdi for vores liv og lykke.

Historie

Fjorden æder sig ind på Vikingeskibshallen i Roskilde. Saltvandet får jernarmeringen til at ruste og udvide sig, så betonen slår sprækker. Inde bagved står fem slanke skibsvrag. Det er nationalarv, der er på spil. Men ikke i første omgang vikingeskibene. De skal nok nå at komme i sikkerhed. Det er rammerne, den er gal med.

Erik Christian Sørensens fredede bygningsværk fra 1968 er elegant bygget på det moderne samfunds forestillinger om gennemsigtighed. Huset er ikke kun en montre, der fremviser sit indhold i dagslys, den fremviser også sin egen konstruktion. Det er indrettet med store glaspartier, så man ser skibene mod fjordens vand – det naturlige element, som de var bygget til, men som de heller ikke længere tåler.

Det er en smuk bygning. Men den slår revner.

Ligesådan frygter nogle, at danskheden ikke tåler al den påvirkning udefra, at indvandring og globalisering er i færd med at skylle ind over vores særlige værdier og erodere dem bort.

Kulturminister Bertel Haarder vil forsvare værdierne med en kanon. Ikke sådan en, der skyder på nogen, men en af dem, der fortæller om ret og vrang. Han lader det dog være op til danskerne selv at fylde kanonen op. Hvilke værdier er det, vi er så bange for at miste, hvad er det, vi holder kært?

Vores samfund skal renoveres og tilpasses en ny tid, hvor presset fra den globale kapitalisme stiger

Er det tusindårige vikingeskibe, er det kulturkristendom eller er det stegt flæsk med persillesovs?

Det kræver en, der ikke er for tæt på, en med et blik langt udefra, at stille skarpt på, hvad der er vores største værdi. Helt derudefra, hvor vores mobiltelefoner og biler skabes, kom den koreanske økonom Ha-Joon Chang i sidste uges mest læste artikel med et rammende udsagn:

»I aner ikke, hvor unik jeres velfærdsstat er«.

Vores virkelige kulturarv og største bidrag til menneskehedens historie er hverken vikingeskibe, blød kristendom eller stegt gris, selv om de alle kan eller har kunnet noget hver for sig. Det er rammerne, vi i dag opbevarer disse fartøjer fra fortiden i. Velfærdssamfundet.

Ligesom Vikingeskibshallen er det skabt af og til at tage vare på de værdier, vi holder allermest af. Det er den smukkeste konstruktion, vi har skabt i Danmark.

Men den er ikke så nem at identificere som en fritstående bygning i bunden af en fjord, for den er over det hele, og den har formet os til dem, vi er. Frie og forskellige. Bygget på et fundament af god og gratis uddannelse til alle. Indrettet med biblioteker, hvor alle har lige og fri adgang til viden. Sygehuse, hvor alle har lige og fri adgang til sundhed. Den byder os et retssystem, hvor alle har en fair og lige mulighed for at få prøvet deres sag og efter eventuelt udstået straf at kunne indgå på lige vilkår med alle andre i samfundet. Det er respekten for det enkelte menneske, uanset herkomst, farve eller sindelag, der er den bærende værdi i rammen omkring alle de gamle historiske klenodier, vi hver især holder kære og vil proppe ned i kulturministerens danmarkskanon. Det er velfærdsstaten, der gjorde Danmark rigt, socialt mobilt og lykkeligere end noget andet samfund.

FRA ARKIVET

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alt andet, hvad vi kan finde på at pege på af ’danske’ værdier som en lokal aftapning af en religion indvandret fra middelhavsregionen, er sekundært i forhold til de moderne samfundsrammer, der i øvrigt heller ikke er specifikt danske, men blev udviklet parallelt i det meste af den vestlige verden efter Anden Verdenskrig. De blev bare med høj omfordeling stærkest udviklet i Skandinavien.

Hver gang, der bliver talt om danskhed og danske værdier, er det som brændte vikingeskibsvrag, der er trukket op af havbunden. Noget, der har rødder langt tilbage i fortiden, som ikke er søstærkt længere, men som nok skal overleve også de næste 1.000 år, hvis vi ikke forinden lader de beskyttende rammer blive ædt op af saltvand.

Ha-Joon Chang advarede os mod at forveksle vores virkelige fjender. Det er ikke indvandringen, der får rammerne til at slå revner. »Det er forretningseliten og finanssektoren, som bør tage æren«.

Vores samfund skal renoveres og tilpasses en ny tid, hvor presset fra den globale kapitalisme stiger. Hvis vi vil bevare det mest værdifulde, vi ejer, er det velfærdsstatens rammer, vi skal sikre.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce