Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Klassisk. Der er masser af kjærstadsk energi i 'Slægters gang', men karaktererne ligner lidt hinanden, og tonen bliver monoton.
Foto: Mike Eskestad (arkivfoto)

Klassisk. Der er masser af kjærstadsk energi i 'Slægters gang', men karaktererne ligner lidt hinanden, og tonen bliver monoton.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kjærstad leverer både litterær overdosis og mere af det gamle

Norge og hele den vestlige civilisation er for længst gået under i den norske forfatters nye stort anlagte roman.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Idet fiktive forord til denne ret storslåede og helt igennem typiske Jan Kjærstad-roman sidder dens tre fortællere i en fjern fremtid og genopliver romanen som genre. I løbet af det 21. århundrede døde den ud til fordel for en »knastør dokumentarisme og forskellige korte narcissistiske hybrider«.

Og man kan egentlig godt læse ’Slægters gang’ som ét stort litterært og lettere selvironisk selvforsvar; som en formaning om, at romanen, som vi kender den, stadig er vigtig – at fiktionen kan nærme sig noget virkeligt på en måde, ingen navlepillende Knausgård er i stand til.

Samtidig tales der om den gamle romans »yderst begrænsede forståelse af kausalitet«, og så folder romanen ellers et utal af karakterer og tråde ud, der kræver læserens evne til »at se triangulære sammenhænge, horisontale glidninger og de mere eller mindre skjulte fjernforbindelser«. Så er vi i gang!

’Slægters gang’ er Kjærstad classic i nye klæder – en uhyre ambitiøs og fragmentarisk familiekrønike, en postapokalyptisk slægts-science fiction.

Omdrejningspunktet er den velhavende Bohreslægt – og især dens kvinder – gennem seks generationer – fra begyndelsen af 1900-tallet til et stykke ude i fremtiden, inden Norge og hele den vestlige civilisation er bukket under for klimakatastrofer og overbefolkning – og fantasiløshed!

Kinesisk på norsk

Persongalleriet er svimlende stort. Palæontologen Rita Bohre udgør en form for centralnerve. Hun arbejder på et visionært værk om kvindens oprejsning, Femina erecta. Vi møder også guitargeniet Bård, der bliver kærester med en meget talentfuld ung musiker, som utroligt nok viser sig at være Joni Mitchell.

Bjørg skriver digte på et sindssygehospital, og journalisten Maud sejler ned langs Congofloden. Og så er der litteraturkritikeren, der stræber efter at blive Norges Georg Brandes og give befolkningen en litterær opsang, men som i stedet ender som elsket vinskribent i et af romanens sjoveste kapitler.

Det bliver tydeligt, at der til syvende og sidst er tale om en nordmand, der taler om sine egne

Bohreslægten er interessant for romanens tre fortællende kinesiske historikere, fordi det var den, der i tide formåede at emigrere til Kina og skabe fremtidens store Long-dynasti i Den Kinesiske Føderation.

Fortællerinstansen er typisk kjærstadsk – underligt alvidende, men også til stede som et konkret og underbelyst jeg – eller rettere et vi, der foregiver metodisk stringens med udgangspunkt i den ’fiktionaliserede historie’ – en tilgang, fremtidens historikere har måttet sande er nødvendig, hvis man vil forstå sammenhængen i noget som helst.

’Slægters gang’ udfolder, hvad man (Ritas profession taget i betragtning) kan kalde en palæontologisk poetik, hvor fortællingerne, i lighed med Jorden, er i langsom forandring. Det udraderede Norge er det fossil, fortællerne studerer og leder efter mening i.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dette greb giver Kjærstad – og læseren – mulighed for at kigge på et underliggjort og i øvrigt aldeles ubetydeligt og initiativløst Norge – tilsyneladende et yndlingsemne for forfatteren, der brillerede med noget lignende i Wergeland-trilogien, der tilbage i 2001 indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris. Norge er den evigt selvtilfredse, slappe og visionsløse OL- og olienation.

Men det er også et greb, der oser af Kjærstad selv. Det bliver tydeligt, at der til syvende og sidst er tale om en nordmand, der taler om sine egne. Derfor ender romanens kinesiske konstruktion med at bryde sammen. Man køber den ganske enkelt ikke, man inviteres ikke til at tage den alvorligt.

Til gengæld er Kjærstad befriende ligeglad med kronologi og traditionelle forståelser af årsag og virkning. Der tales en masse om ’omvendt kausalitet’, om metagenetik og cirkulære forståelsesmodeller, der vender op og ned på forestillingerne om, hvordan et liv hænger sammen, og formen er i det hele taget godt sprængt.

Skåret efter samme model

’Slægters gang’ er helt sikkert rig på enkeltstående formidable og helt igennem veloplagte episoder – om alt fra spydkast, jazz og hvalfangst. Her er Kjærstad i topform. Men som helhed gør det rastløse og konstant skiftende personfokus, at det er svært helt at holde sig engageret igennem fortællingens utallige brudstykker.

SE OGSÅ:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er der noget lovlig ensartet over karaktererne, der er skåret efter samme model; de er enten lidt karikerede idioter (især mændene) eller geniale enere (især kvinderne) med originale tanker og pludselige indfald; de emmer mere af samme sprudlende kjærstadske energi end af noget egentlig særegent. For fans af Kjærstad vil det ikke være noget problem!

Men det er, som om ’Slægters gang’ kun har ét tempo, én modus, og det føles lidt hæsblæsende på en monoton måde at læse den til ende. Der er skruet helt op hele tiden. Først er det ret berusende, så ender det i en form for litterær overdosis.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden