Musikken døde en dag tidligt i april. Som altid de dage, trak Aeham Ahmad sit klaver gennem ruinerne og de livløse gader i ghettoen Jarmuk i udkanten af Damaskus på en lille vogn. I selskab med sin far, en blind instrumentbygger, ville han finde nogle børn, de kunne spille for i håb om at muntre dem op. Men på et hjørne gik duoen i stedet for lige ind i en flok sortklædte, langskæggede mænd.

»Hvad laver du? Ved du ikke, at musik er degenereret og forbudt«, råbte en af dem til Aeham Ahmad, mens han tog fat i ham og holdt en pistol mod hans hoved.