Man kan sjældent beskylde den hollandske tegnestue MVRDV for at være sofistikeret. Deres huse taler ofte meget højt i dramatiske designs, der legende trodser tyngdekraften. De frigør terræn og smider store bygningskroppe højt op i luften og skaber svimlende forbindelser mellem oppe og nede.
Det gjorde de i lejlighedsbyggeriet Geminihusene, der blev slynget som bånd rundt om Sojakagefabrikkens gamle frøsiloer i Københavns Havn, i det dramatisk store udhæng over indgangen til Ragnarock-museet i Roskilde og i mange flere berømmede internationale byggerier. Man skulle tro, at mindst et af V’erne i deres navn stod for ’vertigo’, svimmelhed.










