Politiken onsdag: Danmarks Radio erkender, at tv-succesen 'Rejseholdet' overskrider en tærskel, når den bruger kriminalsager fra virkeligheden i fiktionens tjeneste. Tærsklen overskrides i forhold til venner og pårørende til den forbryder, der i kraft af sin gerning blev en offentlig kendt person. Modsat afviser DR, at serien går for tæt på hovedpersonerne bag sagerne eller udnytter dem til at skabe underholdning ud af tragiske begivenheder. Meldingen fra DR er en reaktion på kritikken af seneste udgave af 'Rejseholdet', som klart tog udgangspunkt i tragedien på Bornholm, hvor en kvinde blev idømt livsvarigt fængsel for mordbrand på elskerens kone og to børn. Kritikken om misbrug er rejst af såvel forsvarer som anklager, og den støttes af pårørende til den dømte. 'Rejseholdet' benytter sagsakter og domsudskrifter fra virkelige kriminalsager som skelet for den enkelte episode, og udgangspunktet er, at sagerne skal ligge 1-10 år tilbage. Ingolf Gabold er som chef for tv-drama i DR ansvarlig for 'Rejseholdet': »Nej, jeg mener ikke, at vi går for tæt på, heller ikke i den seneste episode. Den ville med garanti ikke være blevet sendt, hvis det var min opfattelse«.

Modsat må du vel medgive, at der findes en tærskel? »Ja, det gør der, og vi overskrider den tærskel i forhold til pårørende, nærmeste venner og andre, som var tæt på. Det er der ingen tvivl om. Men i princippet tilhører kriminalsager det offentlige rum. Dermed risikerer forbryderen at blive en offentlig kendt person, og i en eller anden forstand gælder det også for dem, der står tæt på den, som har begået forbrydelsen«.

Men alligevel mener du ikke, at I udleverer personerne ved at gå for tæt på i beskrivelsen? »Nej, og dette siger jeg ikke af taktiske årsager. Jeg mener det af et ærligt hjerte. Med serien balancerer vi på et skarpt æg: Historierne bag Rejseholdets arbejde er jo tragedier, og den sidste episode rummer en stor tragedie og et frygteligt drama. Den beskriver en kvinde, der af kærlighed handler, som hun gør. Men jeg mener, at vi har evnet at lade kvinden fremstå på en måde, der forklarer sagens baggrund og giver en forståelse af hendes bevæggrund. Vi tegner billedet af et menneske og ikke af et bæst. Og det kendetegner netop serien, at man går efter et bæst og fanger et menneske«.

Mennesket har dog et navn - i dette tilfælde Elisabeth Wæver »Jeg siger bestemt ikke, at denne sag ikke har med Elisabeth Wæver at gøre. Men det er altså seks år siden, at sagen udspillede sig. Det frygtelige for de nærmeste er så blot, at den har været rejst igen for ikke så længe siden«.

For nogle måneder siden erklærede du i Politiken, at serien i fremtiden ville beskæftige sig med sager, som lå længere tilbage »Nej, det lovede jeg ikke, men sådan blev det udlagt af journalisten. Vi havde netop bragt en episode baseret på en to år gammel sag, og jeg sagde ja til, at vi godt vil overveje at benytte sager, som ligger længere tilbage. Det gør vi fortsat, og sagen fra Bornholm udspandt sig rent faktisk i 1995. Men det er vigtigt for mig at fastslå, at seriens udgangspunktet er forbrydelser, som ligger 1-10 år tilbage«.

Hvorfor er det så vigtigt? »Fordi vi præsenterer nogle episoder, som udspilles her og nu. Derfor er det væsentligt, at politiet benytter sig af moderne opklaringsmetoder. Vi skal jo ikke mange år tilbage, før f.eks. dna-teknikken ikke var kendt. 'Rejseholdet' er fiktion i en aktuel ramme baseret på virkelige hændelser. Aktualiteten fordrer, at metoderne også er up-to-date. Det er altså ikke Sherlock Holmes eller andre af fortidens typer, som vi sender i marken«.