Kroppens funktioner er en personlig sag. Man lukker munden, når man tygger. Man lukker døren efter sig, når man går på wc, og man piller ikke næse. Det lærer vi fra barnsben. Men ikke så snart får vi selv børn, før al vores gode opdragelse ryger lige i toilettet. Det begynder allerede inden fødslen, hvor moderen får et lavement. Det er i sig selv ulækkert, men det mest ulækre er, at der skal tales så højt og længe om det. Når barnet er født, begynder moder og barn at udveksle kropsvæsker. Barnet får selvfølgelig mælk, men mælken havner ikke kun i barnet. Også indlæg i brystholderen, t-shirts, nattøj og sengetøj er gennemvædet af gammel mælk. Når barnet bliver lidt større, begynder det at kvittere for forældrenes kærlige omsorg ved en slags kys. Men et babykys er ikke bare et lille smask på kinden, nej, når Johanna gør det, så er det med vidtåben mund - gerne kombineret med snotnæse. Hvis man skal gøre sig ren efter sådan en omgang, er man faktisk nødt til at gå i karbad. Hvilket betyder, at man altid er lidt småbeskidt. Ens tøj bærer også tegn på at have været i kontakt med et barn. Der er gerne lidt madrester eller savl på bukserne, og ofte får man dyppet et ærme i risgrød eller mosede grøntsager. Samtidig sker der noget inde i ens hjerne, så man uden at væmmes kan samle gennemtyggede madrester op fra bordet og putte dem ind i barnet igen. Uden at kny stikker man også gerne fingrene ind i barnets mund for at fjerne papir eller andre fremmedlegemer. Og er der lidt snot eller en 'busser', så snupper man da også lige den. Og gulvet i spisestuen ligner gerne bunden af abegrotten i Zoo, uden at man går i panik. Jeg håber og tror, at vi forældre langsomt vil genvinde vores sunde fornuft og vores sociale adfærd - i takt med at barnet bliver i stand til at holde på næringsstoffer og kropsvæsker. Men et problem er der dog, som er langt mere uappetitligt og socialt forkasteligt, end at vi er smurt ind i mælk/mad/snot/savl/gylp. Nemlig at vi opfører os, som om vi var alene med vores barn, selv når vi er sammen med andre voksne mennesker. Det ytrer sig ved, at faderen for eksempel står i dyb samtale med tre-fire andre voksne. Pludselig bryder moderen ind i kredsen og siger: »Nu skal hun (barnet, red.) have flyverdragt på«. Det kan også være, at moderen sidder i en sofa og udveksler minder med en veninde, og så er det faderen, der med et skrigende barn på armen råber på tværs af stuen: »Nu tror jeg, du skal varme den vælling«. Hverken faderen eller moderen ville have kunnet finde på at afbryde den anden så ubehøvlet, hvis der bare havde været telefon. Hvis du ser forældre offentligt opføre sig på den måde, så gør os opmærksom på det. For vi opdager det knap nok selv. Ligesom vi heller ikke registrerer madrester længere.