Liv Thomsens tv-krønike 'Digtere, divaer og dogmebrødre' er gået rent hjem hos seerne. I et års tid har Liv Thomsens tilværelse stort set været spundet ind i et net af digtere, divaer og dogmebrødre. Forude venter en velfortjent ferie. Bagved ligger en imponerende tour de force med hendes egen fascination som stærkeste drivkraft. Hun vedgår gerne og uden blusel, at »jeg er forelsket i stoffet«. Med brede penselstrøg søger hun med sin tv-krønike at skildre dansk kulturhistorie i de seneste hundrede år. For en 34-årig cand.mag. uden større erfaring med mediet fordrer det et vist mål af vovemod at kaste sig ud i den første egentlige kulturkrønike nogensinde i dansk tv. Ingen præstationsangst »Heldigvis gik det først op for mig efter premieren, hvilket stort og ambitiøst projekt jeg faktisk havde kastet mig ud i. Havde jeg kendt omfanget fra begyndelsen, var jeg sikkert havnet i en form for præstationsangst«, erkender Liv Thomsen, der lige er blevet færdig med ottende og sidste afsnit af 'Digtere, divaer og dogmebrødre'. Hendes satsning på at give et signalement af det 20. århundrede set gennem kunsten og kunstnerne er gået rent hjem. Kvalitetsvurderingen ligger i top, anmeldelserne er flotte og på DR 2 samler serien et seertal, som normalt kræver en bedre spillefilm. Den brogede og underholdende historie om kulturlivet fra Die Asta til Dr. Dante har også trukket et publikum, der ikke hører til kerneseerne. Guldgrube I disse dage er det to år siden, at Liv Thomsen præsenterede sin idé om at fortælle 1900-tallets kulturhistorie i levende billeder: »Jeg havde arbejdet et par år på tv-kulturredaktionen, og efterhånden var det blevet en vane for mig at gå i billedarkivet, når jeg lavede research. Jeg fandt ud af, at det rummer en guldgrube af især forfatterportrætter. Og det slog mig: Dem bør seerne da ikke snydes for«. »På universitetet havde jeg taget afgang i moderne kultur og var derfor vant til at arbejde tværfagligt. Kombinationen lå jo lige for, og jeg skrev konceptet til serien på en eftermiddag. Det var simpelthen en drømmeopgave. Og i chefredaktionen købte de den, jamen, på en måde er det da fantastisk, den kredit skal de ha', for jeg var ny i huset og havde ikke større erfaring med at lave tv«. Hvad solgte du ideen på? »Udgangspunktet var og er at lave en kulturhistorisk formidling med bred appel og særligt sigte på de yngre og historieløse, altså min egen generation.Bevidst har jeg tilstræbt en formidling, som tager større hensyn til tv-mediet og bærer præg af en mere ungdommelig stil«. »Jeg vil nødigt lyde selvhøjtidelig, men bag serien ligger et ønske om at få kulturhistorien ud til andre målgrupper end de vante. De hyper-aktive kulturforbrugere skal nok få deres behov dækket. Og lykkeligvis går meldingerne på, at vi har evnet at ramme rimelig bredt. Jeg bliver glad, hvis serien kan give nogle oplevelser til seere, som ikke normalt ser kulturprogrammer. »Hesteofringen eller havfruemordet er altså ikke kendt stof hos alle danskere. Jeg vedstår, at der må forenkling til, så selvfølgelig fokuserer jeg på noget, som for nogle er oplagt. Men for mange er det nyt, og det er i høj grad dem, programmerne er møntet på«. Måske var det, hvad en anmelder mente med bemærkningen »godt fortalt folkeoplysning«? »Det ville da være skønt. Folkeoplysning i tv-sammenhæng stemples ofte som gammeldags skolemesterfjernsyn. Jeg kunne ønske mig en slags revitalisering af folkeoplysningsbegrebet. Jeg er meget optaget af de gamle kulturradikalere, og deres opfattelse af folkeoplysning ligger mig nær. Jeg tror, at vi vil opleve en stadig stigende interesse for oplysende tv. Der synes at være en længsel eller hunger efter det«. Og her bliver formidlingen vel en afgørende parameter? »Afgjort, selvfølgelig skal det pakkes ind i moderne æstetik og sprog. I serien har jeg bevidst stræbt efter hele tiden at have min egen tone med, jeg har været tro over for egen alder og køn. Noget af det sværeste har været at bevare min egen stemme. Kulturformidling tenderer ofte mod at blive lidt for højtideligt og ærefrygtigt. Og vist kan det være svært at gå mere uhøjtideligt til de store kulturpersonligheder, for pokker, det er jo ens egne helte. Men mange gange vil det nok lette formidlingen, hvis der var lidt mindre aura omkring deres piedestal«. Hvor ligger dit afsæt? »Under hele serien ligger et postulat om, at kunsten er et spejl på skiftende sædvaner og værdimønstre. Andre vil protestere og hævde, at kunsten ikke kan hægtes på hverken social-, mentalitets- eller samfundshistorie. Men for mig er det klart: Kunsten afspejler tiden, og tiden arbejder i kunsten. Kunstnerne er ofte de første til at fange tidsånden, og derfor bruger jeg dem til at give et signalement. Kunst rummer en kommunikation, som er vigtig«. MassekulturSerien giver indtryk af, at massekulturen også har en plads i dit univers? »Underholdningsværdien er jo vigtig. Men ellers har du ret: Ja, jeg har med vilje taget den populære kultur med, fordi masse- og finkulturen langt hen ad vejen afspejler det samme. Århundredet er fyldt med eksempler på, at den såkaldte smalle kultur senere foldede sig ud som noget mere bredt, rummeligt og populært«. Er det forkert at sige, at du fortælleteknisk lægger dig tæt på en Paul Hammerich og hans Danmarks-krønike? »Bestemt ikke, Hammerich har været mit store forbillede for denne serie. Den er skabt som en krønike, en fortælling det er vigtigt at understrege. Dermed kan jeg heller ikke se bort fra at bruge nogle basale fortælletekniske begreber, ellers ville seerne let falde fra«. »Det kræver en forenkling eller i hvert fald nogle meget klare præmisser, hvis man skal fortælle folk om et årti, som de ikke selv har oplevet. Netop denne proces har jeg arbejdet og kæmpet mest med. For meget spredehagl i bøssen vil blot forvirre«. Det kræver en uddybning ... »Et er at vise arkivklip - noget andet er at lave historiefortælling. I sig selv kan det jo godt give en oplevelse at præsentere en uformidlet kavalkade af klip fra fortiden. Jeg har valgt fortællingen, og dermed bliver jeg underlagt fortællingens struktur. Mit ærinde har været at gøre historien og dens personer vedkommende og relevante for vores oplevelse af os som mennesker i dag. Her må jeg så gå ind og tage et ansvar som historiefortæller. Og det sker på bekostning af mangfoldigheden, hvad jeg er helt bevidst om«. Meget er altså udeladt? »Det har også været svært. Men fra den første dag var jeg klar over, at det var nødvendigt at reflektere tiden gennem udvalgte nøglepersoner. Ellers ville det blive for uoverskueligt. Dermed følger også, at jeg har skåret store kunstnere væk, fordi de ikke passede ind i fortællingen. Hvis jeg tog dem alle med, ville selve fortællingen ryge, og den er vigtigst. Fravalget er gået ud over kunstnere, som jeg personligt er vild med. Uden at skære igennem kunne serien nemt havne på et vildspor, som forvirrede. Selvom jeg havde lyst, kunne jeg ikke blot tage på udflugt et helt andet sted med beretningen, for så ville min fortælling skride og jeg risikerede at havne i noget flimrende, som mest af alt kunne blive en omgang noget om noget«. Egen risiko Liv Thomsen lægger ikke skjul på, at det blev vanskeligst at arbejde sig gennem stoffet, da hun bevægede sig ind i sin egen tid: »Min motor har været de store kulturpersonligheder, som jeg gerne ville formidle, fordi de har været med til at præge mig med nogle fantastiske oplevelser. Da jeg så nåede frem til min egen tid, blev det pludselig til en anden risiko, en anden form for investering. At beskæftige sig med 70erne var en balanceakt, fordi det er så let at forfalde til en slags udlevering. Uden at give køb på den historiske bagklogskab og uhøjtideligheden blev det en udfordring at fortælle om de intentioner og idealer, som lå bag 70erne. Til gengæld var det grotesk at havne i 80erne. Jeg udspringer selv af punk-miljøet med alt det sorte tøj og hele holdningen om 'no future'. På en måde var det forfærdeligt at møde mine helte fra dengang. Jeg kunne ikke undgå en uhyggelig erkendelse af, at her var altså mit udgangspunkt.