Jeg troede ikke, at det var noget, der skete i virkeligheden. Men nu har jeg altså gjort det. Glemt mit barn. Jeg sad i fredags og knoklede med en artikel, og så kigger jeg pludselig på uret. 16:35 sagde digitaltallene. Det sagde mig et eller andet. Jeg kunne bare ikke lige huske hvad. Pludselig slog det mig. Johanna. Og dagplejen lukker 16:30. Med adrenalinchok og forhøjet blodtryk skyndte jeg mig ned i en taxa, og chaufføren begyndte straks at underholde. Jeg prøvede at få ørenlyd til at ringe til dagplejen og til konen, men ingen af dem tog selvfølgelig deres telefoner. Det skulle jeg nu heller ikke bekymre mig om, sagde taxachaufføren. For sket er sket. Og der er alligevel ikke noget, man kan gøre, når kvinder først bliver sure på en. Og så fortalte han ellers en vittighed. Det var noget med, at en mand på en strand i Californien havde reddet et barn fra at drukne. Hvorefter Gud dukkede op og tilbød ham at opfylde et ønske. Så siger manden, at han godt kunne tænke sig, at Gud byggede ham en motorvejsbro fra Los Angeles til Hawaii. Gud siger, at det både er meget besværligt og dyrt med al den beton og stål, så om manden ikke har et andet ønske i stedet? Jo, siger manden, der er faktisk en anden ting: Jeg kunne godt tænke mig at forstå kvinder. Okay, siger Gud, vil du have fire eller seks spor?
Venter på far
Således moralsk oprustet nåede jeg frem til Johannas dagplejemor, der gik bistert op og ned ad parkeringspladsen med mit rødkindede barn ved hånd. Hele hendes familie sad parat i bilen for at køre i sommerhus med motoren i gang. Og hun var sur. Helt forståeligt. Især fordi det ikke er første gang, at jeg kommer lidt for sent. De andre gange har jeg dog ringet. Men hun siger, at nu går den ikke mere. Nu må Johanna flytte til et sted, hvor de har længere åbningstid. Men dagplejens vrede var intet at regne imod min højgravide kones skuffelse og sorg. Helt forståeligt. Hele hendes store hjerte løber over med følelser af at svigte Johanna, som jo nu skal være storesøster, og som nu vil opleve, at vi koncentrerer os om noget andet end hende, og som vil opleve, at en anden må ligge i sengen hos os, mens hun bare skal være helt alene. Midt i den tumult skal Johanna så altså også skifte til en ny dagplejemor. Kunne jeg vælge mellem en vred og en skuffet kvinde, så ville jeg altid vælge den vrede. Men allerhelst vil jeg være fri. For både vrede og skuffede kvinder får mig til at føle mig som et dumt svin. Især når jeg har været det. Og det med at føle sig dum og flov er nok ikke så sundt. Hvis jeg går og skal være en undskyldning for mig selv et vist antal dage, så er det vel også synd for Johanna, tror jeg. Jeg er jo nødt til at bevare min stolthed, det er jo trods alt det eneste, jeg har, og det eneste jeg kan give videre. Ikke en stolthed, hvor jeg er ligeglad med min fejl. Men en stolthed, der baserer sig på, at jeg trods min indlysende brøler alligevel er et godt og kærligt og ansvarligt menneske.
Op på hesten igen
I løbet af weekenden gik det op for mig, at det er egoistisk, når forældre fokuserer på egne følelser i forholdet til et barn. Det er faktisk direkte barnligt. Hvis forældrene insisterer på, at de er usselrygge, så vil ethvert barn jo råbe: Åh nej, far, åh nej, mor, jeg elsker dig. Du er god nok. Og når forældrene så alligevel fremturer og nægter at genvinde selvrespekten, så må det jo søge indad i barnet, der for enhver pris vil dække fars eller mors utilstrækkelighed. Hvis forældrene nægter at være voksne, så må barnet jo være det. Jeg er god nok, sagde jeg til mig selv og dem i min familie, der ellers gad at høre på det. Det var ikke så mange. Og så lavede jeg nogle breve med undskyldninger og med forslag til en ny konstruktion, hvor Johanna kommer i 2-års børnehave. Om det nu lige bliver sådan, må tiden vise. Men jeg kom ud af min skyld og fik begravet den sorte samvittighed med nogle klare, fremadrettede handlinger. En forudsætning for at elske andre - også et barn - er, at man holder op med at hade sig selv. Selv om man glemmer et barn, må man jo ikke glemme, at vi bare er mennesker.