»Så har jeg lavet have!«, siger Johanna stolt. Med spiseskeen har hun i havregrøden trukket lige linier, ligesom hun har gjort sammen med sin mor i bedene ude i haven. Dernæst begynder hun at kalde på 'Bagu' - den nye fantasiven, som hun kærligt holder tjek på hele dagen. Bagu er oppe på værelset. Bagu vil ikke spise mere. Bagu har gemt sig. Eller også diskuterer hun med sin sammenrullede pandekage (går under betegnelsen 'en cigar'): »Du må gerne få et æg, men du skal få mor til at tage gulet (æggeblommen) ud!«. Med sådan en fantasi har man jo slet ikke brug for en far, kunne man sige. Jo, selvfølgelig har hun brug for mig! I hvert fald prøver jeg at gøre mig uundværlig - om ikke andet så på lang sigt. Akkurat som hun opdyrker en have i sin grød, prøver jeg at plante minder i hendes hoved, som hun kan tage frem, når hun engang føler sig alene - for det kommer hun jo til, uanset hvor meget hendes mor og jeg prøver at pakke hende ind i vat, rytmik og saxofonspil.
Polstret hoved
Faktisk mødte vi en kvinde med et lille spædbarn på hurtigfærgen til Bornholm, som fortalte, at hun var dødsens angst over alt det, som hendes dreng kunne risikere, når han nu skulle til at begynde at kravle og tumle rundt. Hun fortalte, at hun ville prøve at få syet ham en slags cykelhjelm af læder. Som selvfølgelig skulle være både pæn og praktisk og rar at have på, men som alligevel kunne tage imod, hvis han skulle ramle hovedet ind i en hård kant. Personligt tror jeg mere på, at man skal polstre sine børn indefra ved at proppe deres hoveder med gode oplevelser. Jeg forsøgte at give Johanna en intens følelse i påsken på Bornholm, hvor jeg tog hende med op på Hammershus, der rummer dybe minder for mig selv. Om hvordan min onkel Johan engang holdt mig højt oppe i luften med sine to hænder om mit liv, så jeg kunne kigge lige ned i det truende Hammerhav 70 meter under os. Og mens han holdt mig med sine stærke håndværkerhænder, kildede han mig med langfingeren. Siden er jeg kommet tilbage til Hammershus, hver gang jeg er på Bornholm, og hver gang jeg i mit liv har været i vildrede. Her finder jeg mig selv, her mindes jeg og opdager, at det hele nok skal gå, alligevel. Især når man tænker i det tidsmæssige perspektiv, som borgen rummer.
Hvor er prinsessen?
Det eneste, Johanna opdagede, var nogle flade klippesten, som var sjove at gå op på. Så tog hun nogle småsten og kastede med. Og så krævede hun at se prinsessen. Det var selvfølgelig min egen fejl, at jeg havde introduceret gåturen til borgen ved at fortælle om, at her boede engang en konge og hans datter, den smukke prinsesse. Måske skal hun bare være lidt større. Eller også skal hun kildes. Kildning er faktisk mit ansvarsområde. Når barnet skal kildes, træder jeg til. Det er en form for fysisk omgang, som passer godt til Johanna og mig. Når Johanna rigtigt er træt og ikke orker mere, så skal hun 'have arm', altså skal hun sidde og nusse sin mor på armen, helst oppe under ærmet. Den form for intimitet får jeg ikke adgang til. Men når der skal være gang i gaden, så skal hun kildes og løftes højt og i luften.
Hold fast og nyn
Men nogle gange hjælper hverken arm eller kilde. Så er hun virkelig ulykkelig. Så spærrer hun sig inde i et vredesanfald, smider sig på gulvet og nægter alt. Nogle gange på en meget provokerende måde, hvor spaghetti eller andre madvarer bliver kastet rundt i lokalet for at understrege alvoren. Og hvor hun spænder kroppen, så man hverken kan give hende nattøj på eller få lov at børste tænder. Det er virkelig anstrengende, men der er kun en vej frem. At holde hende fast, vise overskud og nynne. Uanset hvor meget hun tuder, kan jeg altså få hende ned (efter måske en halv time), ved at blive ved med at synge og være ovenpå. Jeg gør det for at vise, at jeg ikke er sur. Det er nok det eneste krav, jeg stiller til mig selv som far: Jeg må ikke gå i følelse, når det gælder mit barn, uanset hvor træt eller irritabel jeg er. Det er ikke en ligeværdig kamp. Jeg vil til enhver tid kunne vinde. Men den, der vinder over et barn, taber stort.