0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verdi blandt skibsforlis og uforløste dissonanser

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politiken søndag: Indrømmet, der var ikke meget 'fest' over ugens Verdi Festival. Det var og blev en underdrejet affære. Fire Verdi-forestillinger på Det Kgl. Teater, hvoraf kun cirka halvanden er rigtig god, er i underkanten, når man postulerer at ville hylde den store mester fra Sant'Agata, der i januar har ligget død i 100 år.

Men hvis betydning for musikdramaets udvikling vanskeligt kan overvurderes - som ugens oplæg på Det Kgl. Bibliotek da også demonstrerede.

I bakspejlet er det morsomt at notere sig, at Kasper Holten gjorde en væsentligt bedre figur som debattør i Den Sorte Diamant end i egenskab af operachef på Det Kgl. Teater. Faktisk er det lidt sølle, at Det Kgl. Teater, hvis ambitionsniveau i øvrigt aldrig har været højere end i disse sæsoner, ikke kunne fremvise en mere overbevisende italiensk profil i denne uge. Daniel Bohrs 19 år gamle skønmaleri af en 'Traviata'-opsætning og Staffan Valdemar Holms nye, men sjælløse 'Otello' er - sandt at sige - under niveau sådan rent teatralsk. Til gengæld fik Calixto Bieitos 'skandaløse' og ikke uproblematiske nye produktion af 'Maskeballet' sit publikum til at gyse og grine, og John Cox' traditionstro 'Falstaff' lynede af vid og var overdådigt sunget og dirigeret.

Verdifestivalen, der fik navnet Viva Verdi!, blev sparket eftertrykkeligt i gang af den 83-årige svenske diva Birgit Nilsson, der mandag gav gode - såvel som et par knap så gode - råd videre til unge nordiske operasangere. Det lå få millimeter fra veritabelt cirkus, men det var morsomt. Herefter hed det 'seminar', også på Det Kgl. Bibliotek, og så er vi jo straks et helt andet sted henne. Tirsdag var slet og ret et Verditopmøde med, hvad forskningsbibliotekar Knud Arne Jürgensen kaldte de tre vise mænd, nemlig den nu knap 80-årige engelske Julian Budden, Verdiforskningens grand old mand, den amerikanske Verdi- og Rossini-forsker Philip Gossett og Pierluigi Petrobelli, leder gennem 20 år af Institut for Verdistudier i Parma.

Budden lagde stor vægt på Verdis fascination af Shakespeare, som, da Verdi komponerede 'Macbeth' i 1847, kun forefandtes i en italiensk prosaoversættelse. Budden tog fat ved ondets rod, da han påviste indflydelsen fra rivalen Wagners 'Lohengrin' i 'Maskeballet' - noget, fanatiske Verdientusiaster ville slå korsets tegn over for blot få over siden. Han huskede os på, at selv i Verdis sene og ambitiøse hovedværk 'Otello' fra 1887 var der stilistiske rester fra Donizettis operaer fra 1830erne, han påpegede slægtskabet med Debussys harmoniske verden i Iagos tema, 'Temete, signor, la gelosìa', og han sagde, at godt nok begyndte Mascagnis populære opera 'Cavalleria Rusticana' med samme dissonans som i 'Otello', men hvor Verdi tør lade dissonansen hænge og svæve uforløst i timer, skynder Mascagni sig at få orden i butikken igen.

»'Macbeth' var en reverens over for Shakespeare«, opsummerede Budden, »mens 'Otello' befandt sig på samme niveau, og 'Falstaff' er så langt originalen overlegen. Verdis koner er uligt lystigere end Shakespeares! Lyt til musikken: Vi har Berlioz' verden fra Queen Mab-scherzoen fra 'Roméo et Juliette', vi har Mendelssohn fra 'En skærsommernatsdrøm' og Weber fra 'Oberon'! I sit 80. år virker Verdi yngre end nogen af dem«.

Minutter efter er Philip Gossett i gang med hvislende at udtrykke sin foragt for teatre, der sætter Verdis operaer op uden at tage Gossetts egne nye revisioner i ed. »Forkerte noder!«, snerrer han, »frygtelige, forkerte rytmer!«. En pause: »De mennesker, der spiller den slags, skulle have deres pulsårer skåret over!«. Et drastisk udsagn, og ifølge en anden tilskuer hin tirsdag sagde Gossett faktisk: »De mennesker skulle ha' et smæk over fingrene!«. Nå, det er forskellen på at at få sine håndled slashed eller slapped.

Halvvejs i arbejdet med at restaurere alle Verdis mange operaer er Gossett meget optaget af mesteren fra Busseto. Så sent som for en uge siden fandt han to noder fra kadencen til Søvngængerscenen fra 'Macbeth', noder ingen har kendt eksistensen af siden 1847, og han er fyr og flamme. Og entusiasmen er umiskendelig, da han i en meget, meget ringe tenor begynder at synge 'Eri tu', den oprindelige version af Anckarströms arie i 'Maskeballet'. Det er ikke en stemme, vi kommer til at savne.

Pierluigi Petrobelli understregede i sit indlæg, at Giuseppe Verdi var nok så påvirket af tidens populærkunst - »chanteuserne i Paris og boulevardteatrene. Det neoklassiske ideal, eksemplificeret i Corneille og Racine, tillige med den vedtagne dramatiske enhed, sagde ham ikke noget. Han dyrkede det groteske i operaer som 'Rigoletto', 'Ernani' og 'La traviata'«.

Onsdagens seminar gjorde opmærksom på en ligeså grotesk fejlslutning fra herværende dagblads side, da 'Falstaff' i sin tid fik sin danske premiere. Politikens anmelder rasede, ifølge Knud Arne Jürgensen: »Falstaff er en rigtig daarlig og ganske forfejlet Opera. (.) Man véd næsten ikke, om man skal le eller græde, naar man i dette Værk ser Verdi gøre sig lystig over den gamle stivbenede Falstaff, der vil lade ung og Spradebasse. Thi hvad er det, den gamle 80aarige Verdi netop her selv vil andet end at være rigtig ungdommelig og rigtig Allerhelvedes moderne?«. Jovist, vi kunne være opbragte allerede i 1895! Nogle af samtidens største dirigenter, fortrolige af Verdi som Giovanni Bottesini, Franco Faccio og Angelo Mariani, dirigerede Verdis operaer på gæstespil på Casino Teatret i København i 1860erne, kunne Jürgensen yderligere fortælle i sin beskrivelse af dansk receptionshistorie.

Og så var det ellers, at temperamenterne og generationerne tørnede sammen. Den 69-årige maestro, Francesco Cristofoli, sad i panelet for at fortælle om sine 40 år som dirigent af Verdis operaer. Det blev nu ikke til meget, efter Cristofoli bemærkede til sin sidemand, den svenske instruktør Staffan Valdemar Holm: »Du Staffan, hvem lavede du egentlig din 'Otello' til? Var det til publikum eller til det kulturelle jetset, anmeldere og den slags?«. Cristofoli gik videre til at stemple Det Kgl. Teaters aktuelle opsætning af 'Maskeballet' som »uacceptabel« og teatrets 'Traviata' som »udmærket«: »Men jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være, at det er blevet positivt, at en forestilling er en skandale. Efter min mening burde en instruktør aldrig have lov til at bruge en Verdiopera til at fortælle en historie om sin egen barndom«.

Her tog så Det Kgl.s operachef, Kasper Holten, ordet, strømmende selvsikkert og uden manuskript: »Når du siger, at man ikke bør bruge opera til at vise sine egne følelser, så ved du godt, hvad jeg mener om det, ikke?«, spurgte han, og hvis ikke Cristofoli vidste det, så gjorde vi andre i hvert fald. »Jo, men når det er traumer .«, forsøgte dirigenten sig. »Traumer kan også være interessante. Det personlige præg er en kvalitet, jo mere jo bedre. Hvis man er loyal over for komponisten, kan man tillade sig nærmest hvad som helst! Det handler udelukkende om kvalitet. Hvor havde vi været henne, hvis ikke Patrice Chéreau havde præsenteret sin udgave af Wagners 'Nibelungens Ring' i 1976?«.

Den unge dirigent Yves Abel, der står for det musikalske ved den aktuelle 'Maskeballet' på Kgs. Nytorv, erkendte, at han havde været skeptisk, da han hørte, at det var denne kontroversielle katalanske opsætning, han skulle dirigere, men da han havde set videoen, var han overbevist om, at det ikke var »et stykke euro-trash«.

Staffan Valdemar Holm, da det blev hans tur, var myg i mælet. Han understregede, at han ikke var og aldrig ville blive primært en operainstruktør, og det var svært at høre hans indlæg som andet end en slags undskyldning for 'Otello'-forestillingen, der fik en meget hård medfart i pressen. »Hvis man på et tidspunkt i forløbet opdager, at man er om bord på 'Titanic'«, sagde han, dog uden at tydeliggøre apropos hvad, »så er der ikke noget at gøre. Du er nødt til at blive om bord og gå ned med skibet. Nogle gange går der bare lort i det - og ind imellem på et meget, meget højt niveau«.

Michael Schønwandt, Det Kgl. Teaters musikchef og dirigent på såvel 'Otello' som 'Falstaff' i Verdiugen, sluttede seminaret med en bekendelse:

»Jeg er vildt forelsket i Verdi. Egentlig burde jeg hedde Michael Bellamura!«, sagde han med en italienisering af sit navn. »Jeg er fantastisk jaloux på Yves (Abel, red.), fordi han får lov til at dirigere en så musikalsk forestilling som den katalanske 'Maskeballet'«. Men selv var Schønwandt mildt sagt ikke ked af at forestå opførelserne af Verdis sidste opera, 'Falstaff': »Det partitur har været min bibel siden jeg var 16. Jeg lå i sengen med influenza i to uger og svedte sygdommen ud med partituret i hånden. Det partitur fulgte mig overalt, hvor jeg stod og gik i mange, mange år, indtil jeg fo rnylig anskaffede mig originalmanuskriptet til 'Falstaff' i faksimile - og nu er det det, jeg har med mig overalt«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu