Politiken lørdag: Når man spiller voldelige videospil frigøres tre gange så mange nydelsesstoffer i hjernen, som hvis man tager en bane kokain. Det viser en britisk undersøgelse, som bekymrede danske læger arbejder videre på. Udenfor skinner solen, men i Game Zone i Palads Biografens kælder i det indre København hersker mørket. Thomas på 13 år står fuldkommen koncentreret foran 'Tekken 3', et kampsportsspil, hvor hans alter ego, den asiatisk udseende Yoshimit, kæmper en indædt og blodig kamp mod en grum muskuløs fyr i bar overkrop. »Aaa-Haii«, lyder det, når Yoshimit går i luften og med et cirkelspark sender modstanderen helt uden for skærmen. Thomas lyser op i et smil. »Ha«, når han at sige, før det går videre til næste bane, i et klassisk japansk tempel, hvor modstanderen er en spinkel kvinde. Det skal man ikke lade sig narre af, kort efter har hun tæsket alt liv ud af Yoshimit. I den anden ende af kælderen står Jonas, der også ser ud til at være omkring 13, opslugt af spillet 'Maximum Force'. Målet er at skyde de terrorister, der har kapret World City Bank, helst uden at skyde alt for mange af de gidsler, der hele tiden kigger frem på farlige tidspunkter. Uskyldig underholdning, ikke meget anderledes end den røver- og soldater-leg, generationer af børn har overlevet uden store mén? Måske, og så alligevel ikke. Undersøgelser af hjernen, når man spiller voldelige videospil, viser nemlig, at spillene forårsager en biologisk reaktion, der kan sammenlignes med eller ligefrem overgå, hvad der sker, når man tager kokain eller amfetamin. Det fremgår af en britisk undersøgelse, der er blevet offentliggjort i det internationalt højt respekterede tidsskrift Nature, og hvis resultater den danske neurolog, professor dr.med. Albert Gjedde har regnet videre på. Dopamin - kroppens narko Kernen i undersøgelserne er stoffet dopamin, et kemisk stof, som har været kendt siden 1950erne, men hvis centrale funktion i hjernen først er blevet opdaget i de senere år. Sidste år fik tre forskere nobelprisen i medicin for deres arbejde med at opklare især dopamins indflydelse på hjernen. Stoffet, der minder om et hormon, har nemlig efter alt at dømme en hovedrolle i forbindelse med det, man kan kalde hjernens belønningscenter. Når det center aktiveres, skaber det en behagelig fornemmelse, og det kan ske på mange helt naturlige måder, f.eks. ved at løbe en tur, spise iskager eller have sex. Det er her, dopamin kommer ind i billedet. Cellerne i centeret kommunikerer sammen via dopamin, der som en anden festbringer springer fra nervecelle til nervecelle og derved skaber positive følelser - fra mild glæde til vild euferi, afhængigt af mængden. Når dopamin, og derved nydelse, især er knyttet til bevægelse og sex, er det ikke tilfældeligt. »Fra tidernes morgen var ideen at få folk til at bevæge sig og reproducere arten, og det gjorde man lettest ved at belønne dem med velvære«, forklarer professor Gjedde. »Og det er det, som dopamin gør, det får os til at føle os tilfredse. Fra naturens hånd har vi derfor et arrangement, hvor vi skal bevæge os meget for at blive belønnet. Det har vi haft svært ved i det moderne samfund, så derfor så springer vi over, hvor gærdet er lavest. Vi undgår så at sige bevægelsestrinnet og går lige til nogle af de ting, som gør, at dopaminforsyningen bliver øget. Og det er f.eks. ved at ryge, tage kokain eller amfetamin«. Eller måske spille voldelige videospil. De britiske forskere bag artiklen i Nature lod forsøgspersoner spille et voldeligt computerkrigsspil, mens de målte, hvordan deres hjerne reagerede. Og det viste sig, at dopaminkoncentrationen steg meget markant. De tal har Gjedde regnet videre på, og i en videnskabelig artikel, han stadig arbejder på, sammenlignet dem med, hvor meget dopaminmængden stiger, når man tager kokain. Resultatet er mildt sagt tankevækkende. I den britiske undersøgelse steg koncentrationen af dopamin i hjernens belønningscenter næsten tre gange så meget - med 24 procent - som når man tager en 'gadedosis' (48 milligram) kokain. Her øges dopaminkoncentrationen kun med otte procent. Gjedde finder resultatet urovækkende. »Det er meget tankevækkende, og det bør som minimum give anledning til nærmere undersøgelser. Personligt synes jeg, at de voldelige videospil er meget bekymrende. Vi skal være meget opmærksomme på, at der sker meget betydelige ting i hjernen, som minder om og i virkeligheden overgår det, som sker ved stofmisbrug«. Ensidig dansk debat Som leder af PET-centeret på Århus Kommunehospital - navnet skal ikke misforstås, PET står for Positron Emission Tomography - er hjernens aktivitet Albert Gjeddes speciale. Hans kontor emmer af hjerneforskning. I vindueskarmen står bøger som 'How the Mind Works' og 'The Oxford Handbook of Memory' og på væggen hænger et scanningsbillede af hans egen hjernes forbrug af druesukker den 2. januar 1985 kl. 17.22.40. Og selv om Gjedde understreger, at man langtfra med sikkerhed ved, om det er dopamin, narkomaner bliver afhængige af, og at det derfor ikke er sikkert, at videospil har samme virkning, synes han, det er sært, at dopamineffekten slet ikke er kommet frem i den danske debat. »Jeg synes, det er mærkeligt, at beviste biologiske effekter ikke kommer ind i billedet, når man diskuterer videospil i Danmark. Det bliver ganske enkelt ikke mere autoritativt end Nature. Jeg mener klart, at voldelige videospil meget vel kan være lige så farlige som kokain, ganske enkelt fordi at alle tilstande, hvor man kunstigt øger mængden af dopamin, er betænkelige, fordi man bliver afhængig«. Frem for dopaminundersøgelsen, der blev offentliggjort i 1998, har den danske debat været præget af den undersøgelse, Birgitte Holm Sørensen og Carsten Jessen lavede for Medierådet for Børn og Unge sidste år. De konkluderede, at børn sagtens kan skelne mellem den virtuelle og den virkelige verden, og at computerspil ikke har nogen særlige skadelige virkninger. Og den britiske undersøgelse og professor Gjeddes efterfølgende arbejde får ikke Carsten Jessen, der er ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet, til at skifte mening. »Nej, det gør den ikke. Det er da på sin vis tankevækkende, at hjernen bliver påvirket, men heller ikke mere. Og når man ikke kan se det i børnenes adfærd, så får den undersøgelse ikke mig til at skifte mening«. Jessen peger også på, at man i den britiske undersøgelse gav forsøgspersonerne penge, syv pund per spillebane, de fuldførte, som en faktor, der gør, at undersøgelsen ikke kan overbevise ham om, at videospil er skadelige. Videospil i modvind I USA er vinden derimod begyndt at blæse imod videospillene. For nylig offentliggjorde American Psychological Association en artikel, der konkluderede, at videospil kan forårsage vold, og forfatteren, socialpsykologen Karen Dill fra Lenoir-Rhyne College i North Carolina sagde under vidneansvar til den amerikanske kongres, at videospil skaber aggression. Som en afgørende faktor fremhævede hun den øgede dopaminkoncentration i forbindelse med at spille voldelige videospil. Og for kort tid siden blev en række af de største videospilsproducenter sagsøgt for over 40 milliarder kroner af familierne til ofrene for Columbine High School-massakren for godt to år siden. Det er en retssag, Gjedde hilser velkommen. »Jeg er sikker på, at det vil hjælpe, det er den måde, man får orden i tingene på i USA«, siger han og sammenligner det med asbest, der også først blev afskaffet, efter at producenterne var blevet idømt milliardbøder. Og selvom Gjedde ikke med sikkerhed kan sige, at voldelige videospil fremmer ekstremt voldelig adfærd, forekommer det ham langtfra udelukket. »Det er jo i al fald interessant, at øgede mængder af dopamin netop er involveret i psykoser, hvor det er vanskeligt at skelne mellem virkelighed og fantasi. Det kunne man også forestille sig spillede en rolle i forbindelse med videospil, at den øgede dopaminkoncentration bidrog til en udviskning af grænsen mellem fantasi og virkelighed. Videospil giver jo tilsyneladende et rush, og det kan da tænkes, at nogle bagefter vil efterspørge det på anden måde, f.eks. ved at nedlægge deres nabo eller deres skolekammerat«.