Brigitte Kolerus er død, 60 år

Kultur

Politiken onsdag: Brigitte Kolerus leverede drama med hjerte og hjerne, men også noget provokerende at gå hjem på, en ny erkendelse om at ikke alt er så ligetil, indlysende og simpelt. Hun blev 60 år.

Kan man kalde en kvinde for en fremmed fugl i Danmark, når hun såmænd blev student i 1959 fra noget så ærkedansk som Esbjerg Statsskole i 1959? Ja, for Brigitte Kolerus var såmænd født i Wien i 1941, en verdensby med et teaterliv langt mere udfoldet, eksperimenterende og internationalt end det i København, som nok havde en stor og fin dramatisk tradition. Men langt mere nordisk, naturalistisk og normbekræftende end den mere udfarende ditto i det tysktalende og altid opsøgende og originale Theaterabend , der hellere brød grænser end forblev salonfæhig inden for afstukne publikumssikre rammer.

Kolerus var datter af en dansk mor og af en østrigsk boheme, en veritabel og skrivende kunstnernatur, Frantz Kolerus, hvem hun siden skrev et både kærligt og inciterende signalement af, også for at sige os tanketorskede antigermanske danskere, at der var et andet og anderledes begavet og kunstnerisk Østrig end det rundet af gængse fordomme og nazistiske erfaringer.

Brigitte Kolerus var født multikunstner. Hun var billedskaber, en utrættelig og idealistisk oversætter af tyske dramatikere, fra gamle Brecht til yngre Botho Strauss og en markant skuespiller, der altid levede op til den professionelle og inderlige devise om, at der ikke findes små roller, kun små skuespillere. Interessant nok i en dansk sammenhæng var hun både mesterlig til det ironisk-satiriske-politiske teater og til de store tragiske roller, som krævede det lidenskabelige format, hun havde i sig og gestaltede frem med særegen intensitet i en række både små og store roller. Ikke så underligt, spillede hun både titelrollen i Euripides' antikrigsdrama, 'Kvinder fra Troja' og en mere moderne græker, Maria Callas i det olierede lærestykke på Det Ny Teater, 'Kaptajn Esso, Kpt. Shell'.

Sorte Hest
Hendes eftermæle er selvfølgelig mest knyttet til Teatret ved Sorte Hest, som hun utrætteligt ledede (1978-1994) og kæmpede for, brugte til et interessant og initiativrigt korstog for moderne og alternativ teaterkunst, som ville mere end harmløs og lattermild dramatik.

Hun var en flammende fortaler for den italienske forfatter Dario Fos absurd-anarkistiske stykker, længe før han blev et dannet must for det oplyste borgerskab i forstædernes grønne områder og en sent anerkendt nobelpristager for alverden. Hun kendte ham personligt og med glød og gejst, smittende og engageret, kunne hun tryllebinde et helt middagsselskab med historier om den geniale latiners gøren og laden, teori og kunnen.

Kolerus var som skuespiller, uddannet fra Odense Teaters Elevskole i 1966, en sjælden fugl over den danske skuespilscene, som dramatisk fløj sin egen ørneflugt med patetisk ynde, personligt engagement og et aristokratisk selvværd. Aldrig på kompromis, aldrig med i et reklamespot eller andet kommercielt gøgl. Altid med hjertets renhed for den store scene både i det intime kammerspil og det spektakulære ensemble.

Altid søgte hun at levere drama med hjerte og hjerne, noget at føle for, men også noget provokerende at gå hjem på, et stykke dialektisk lidenskab, en ætsende tanke og en ny erkendelse om at ikke alt er så ligetil, indlysende og simpelt.

Hun modtog et hav af velfortjente priser og legater, hun var noget så sjældent som en intellektuel aktør, der aldrig agerede med store intense følelser og dog aldrig uden kølighedens sarte fornuft. Ved hendes alt for tidlige død, hun blev 60 år, er dansk teater blevet fattigere, ja man kan roligt sige mindre dramatisk i ordets mest nuancerede betydninger. Allermest måske i ordets oprindeligste kerne. Den idealistiske fra Dionysosteatret i Athen, tragediens fødsel og vugge.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden