Politiken fredag: Politik har altid været en del af de olympiske lege. Helt tilbage til legene i London i 1908 har den politiske virkelighed trængt sig ind i sportens verden. Ved den lejlighed forbød den britiske regering de irske deltagere at marchere med det irske flag - for Irland var stadig en del af Storbritannien - og siden har OL været en politisk slagmark og ikke den neutrale, fredhellige ø, som legenes stifter, franskmanden Pierre de Coubertin, havde som ideal. I 1936 benyttede Adolf Hitler legene i Berlin til at vise verden, at hans naziparti nu sad urokkeligt på magten i Tyskland. Under den kolde krig udkæmpede stormagterne stedfortræderkrige på atletikbanerne, når de ikke boykottede hinandens OL-arrangementer. I Mexico City og i Seoul i Sydkorea valgte studenter og arbejdere at gennemføre voldsomme demonstrationer for med hele verden som tilskuer at afsløre de korrupte eller diktatoriske regimer. OL er et gigantisk udstillingsvindue, og for blot få år siden var legene den eneste samlende globale begivenhed. Derfor er de også ideelle for mennesker eller bevægelser med en sag, hvad enten det drejer sig om kampen for demokrati som i Seoul, de sortes rettigheder i USA eller palæstinensernes krig mod Israel, som de i 1972 valgte at føre under OL i München med mordene på de israelske sportsfolk, fastslår Richard Espy i sin bog 'The Politics of the Olympic Games'. Blandt andet derfor har det aldrig været muligt at adskille sport og politik. Dertil kommer sportens tiltrækningskraft og symbolværdi. Autoritære styrer har altid, også i kunsten, på plakater og skulpturer, brugt den sunde, muskelsvulmende sportsmand som et symbol på styrken, ungdommen og renheden i deres regimer, hvad enten de var fascistiske, nazistiske eller kommunistiske, mener en anden ekspert i den politiske side af OL, Alfred Erich Senn. 'Viljens triumf' Dette autoritære sports- og skønhedsideal blev fremhævet af den nazistiske propaganda under legene i Berlin i 1936 og eviggjort i naziinstruktøren Leni Riefenstahls film fra legene, 'Olympia'. De tyske atleter klarede sig godt på sportspladserne, selvom Hitler måtte lide den tort at se den sorte amerikaner Jesse Owens vinde fire guldmedaljer i atletik. For ikke at give de mange besøgende et dårligt indtryk var de nazistiske stormtropper fjernet fra gaderne, mens venlige betjente viste vej, og unge tyskere uddelte materialer om det nye Tyskland uden fortidens arbejdsløshed, kriminalitet og uorden. Hitler brugte legene til at vise verden, at det nye styre, som kun havde tre år bag sig, både var legitimt, havde folkelig opbakning og styr på udviklingen i Tyskland. Tyskland var en stabil oase midt i et oprørt Europa, lød budskabet fra propagandaminister Joseph Goebbels, der var på tilskuerpladserne og til de mange receptioner legene igennem. Resultatet udeblev ikke. Britiske og franske konservative, som i forvejen foretrak Hitler frem for 'de røde', tog hjem og fortalte om et land med orden i tingene og bidrog, som den netop afdøde britiske historiker A.J.P. Taylor har skrevet, til den positive vurdering af Hitler, som prægede de borgerlige kræfter i Europa frem til krigsudbruddet i september 1939. De røde kommer Ved de første lege efter krigen, Helsinki i 1948, var Tyskland og Italien sat udenfor. Tyskerne havde sammen med deres allierede i Første Verdenskrig, Østrig, Bulgarien, Ungarn og Tyrkiet, også været udelukket fra OL i Antwerpen i 1920. I 1952 havde Tyskland overstået karantænen, men den nye magtspiller på banen hed nu Sovjetunionen. Den sovjetiske leder, Josef Stalin, havde holdt verdens første 'arbejder- og bondemagt' ude af legene, som var opfundet af en fransk aristokrat, og hvis Olympiske Komite var et sammenrend af europæiske aristokrater og amerikanske opkomlinge. Med Sovjetunionen gjorde et nyt begreb sit indtog i den moderne idræt, nemlig 'statsamatørerne'. De østeuropæiske sportsfolk var reelt professionelle, som under dække af majorgrader i hæren eller fiktive job på diverse traktorfabrikker kunne træne alt det, de behøvede, på særlige sportsskoler, hvor videnskabsmænd og trænere udviklede videnskabelige træningsprogrammer. I de følgende år protesterede de vestlige lande voldsomt - og indførte for de store landes vedkommende de samme metoder. I USA så man på universiteterne pludselig studerende, som havde mere i benene end i hjernen, og brug af doping blev fra 1950erne og frem til i dag lige så udbredt i vest som i øst. For Sovjetunionen skulle store sportsresultater bevise det 'socialistiske menneskes' overlegenhed i forhold til den kapitalistiske dekadence. Det gik galt, når nogle af de 'socialistiske mennesker' benyttede besøg i vesten til at hoppe af. Men generelt var resultaterne med til at styrke ideen om et sovjetisk fællesskab fra de baltiske lande i vest til Kamchatka i øst. Boykot og afbud I det hele taget blev OL mellem 1952 og legene i Barcelona i 1992 skueplads for en form for evindelige opgør mellem Sovjetunionen og USA og de to landes allierede og lydstater, som udkæmpede små 'stedfortræderkrige' på sportspladserne. Det var derfor helt i overensstemmelse med den logik, at 65 ikke-kommunistiske lande med USA i spidsen valgte at boykotte OL i Moskva i 1980. Baggrunden var den sovjetiske intervention i Afghanistan året før, hvor modstandsgrupper støttet af Pakistan og USA bekæmpede det Sovjet- venlige styre. Sovjetunionen svarede igen ved fire år senere at boykotte legene i Los Angeles sammen med 15 andre lande. Men uanset boykotten kørte både legene i Moskva og Los Angeles ufortrødent videre, og fraværet af en af de to store gav andre atleter chancen for at brillere. Boykot var langtfra noget nyt fænomen. Taiwan deltog ikke i Helsinki i 1952 i protest mod Kinas tilstedeværelse. I 1956 holdt det fascistiske Spanien og Schweiz sig væk fra Melbourne i protest mod Sovjetunionens invasion af Ungarn, mens Egypten, Irak og Libanon meldte afbud i raseri over den fransk-britisk-israelske aktion i Suezkanalen samme år. I 1988 holdt Nordkorea, Cuba, Nicaragua og Etiopien, som alle tilhørte den 'socialistiske lejr', sig væk fra Seoul i protest mod styret i Sydkorea. Andre blev udelukket. Det gjaldt for eksempel Sydafrika, som på grund af apartheidsystemet var udstødt af den 'olympiske familie' mellem 1960 og 1992. Det var helt klart en fejl, for netop i Seoul havde de fået anledning til at se nogle af de største studenter- og arbejderdemonstrationer mod det udemokratiske styre nogensinde. I det hele taget var det overraskende, at Sydkorea fik legene. Men amerikansk lobbyvirksomhed til fordel for den asiatiske allierede spillede en rolle. Det samme gjorde korruptionen, som organisatoren af OL i Los Angeles, Peter Ueberroth, senere har forklaret. »Der var masser af gratis flybilletter til medlemmerne af Den Internationale Olympiske Komite, IOC. De kunne byttes for penge, og det blev mange af dem«, lød Ueberroths tolkning af begivenhedsforløbet, hvor han samtidig satte fokus på den omfattende korruption, som har hærget Den Internationale Olympiske Komite frem til i dag. Uden for sportspladserne udviklede legene i Seoul sig til et orgie af vold, og hele verden kunne se, at Sydkorea ikke var den demokratiske model, USA gerne viste frem. Det samme var sket i 1968 i Mexico City, hvor titusindvis af studenter benyttede legene til at protestere mod regeringen. Over 300 studenter blev dræbt af politiet, og en bølge af undertrykkelse og arrestationer gik bagefter over landet. Gidseltagning Hver gang stillede skiftende IOC-formænd sig op og beklagede, at OL blev taget som 'gidsel' i et politisk spil. Men ordet gidsel fik en anden og mere konkret betydning, da en palæstinensisk terrorgruppe ved navn Sorte September trængte ind i de israelske sportsfolks lejr under OL i München i 1972. To sportsfolk blev dræbt under selve aktionen, og ni blev taget som gidsler. De ni omkom under det tyske politis forsøg på at befri dem. Fem terrorister og en tysk politibetjent mistede også livet. En af PLO-lederen Yassir Arafats nærmeste medarbejdere, Abu Daoud, har senere indrømmet, at aktionen var forberedt og blev gennemført af medlemmer af Arafats Fatah-organisation med det formål - som andre voldelige aktioner - at henlede verdens opmærksomhed på palæstinensernes kamp. Aktionen sendte chokbølger gennem hele verden, mens legene fortsatte. Men enhver illusion om OL som en organiseret global pause fra konflikter og vold, var nu bristet. De to sorte amerikanske 200 meter-løbere, Tommie Smith og John Carlos havde allerede taget de sidste rester af den olympiske uskyld fire år tidligere. Det skete, da de på sejrsskamlen i Mexico City bøjede deres hoveder og rakte en knyttet næve i en sort handske op mod det amerikanske flag. Aktionen var en protest mod undertrykkelsen af de sorte i USA og en støtte til den yderligtgående organisation De Sorte Pantere. Professor Jesse Carney Smith fra Fisk Universitet i USA forklarer de tos og efterfølgende generationer af sorte sportsfolks holdning således: »Når sorte atleter klarer sig godt, handler det for dem ikke bare om at sætte en rekord. Det handler også om at konkurrere på hele deres races vegne«, skriver hun i bogen 'Black Firsts'. Legene i Sidney sidste år blev fredelige, blandt andet fordi IOC med få stemmers flertal styrede uden om den kontroversielle kinesiske kandidatur. I dag vælger IOC måske den pragmatiske løsning og siger ja til Beijing. Men de siger samtidig ja til tre års uvished og risikoen for nye opgør uden for sportsbanerne.