Politiken onsdag: Havnen som en blanding af kontorlandskab og soveby. Væk er kraner, kornsiloer og kuttere, der fik kajerne til at summe af aktivt arbejdsliv. I stedet spejler kontorhuse og karreer sig i det stille havnevand, som tidligere blev pisket op af en livlig skibstrafik. Udviklingen i Københavns Havn har taget fart de seneste år. Store virksomheder som Unibank, Nokia og Ericsson har travlt med at placere sig på de attraktive adresser ved vandet, og de første mange luksuslejligheder har taget form. Ganske tidstypisk sker det for eksempel på den gamle B&W- grund lige over for Diamanten eller på de områder, som Sojakagen forlod. Ud over at de klassiske havneaktiviteter som lastning og losning af alskens varer for længst er flyttet væk fra den centrale del af havnen, er også fortidens store industrivirksomheder lukket eller flyttet. Med sig tog arbejdspladserne det travle miljø, som i århundreder har præget havnen i et spændende virvar af skibe, siloer, skure og slidsomt liv. Forklaringen på forandringen er det på én gang diffuse og kontante begreb: udviklingen. Mere jævnt oversat: Når for eksempel værftsindustrien som B&W ikke længere kunne holde dieselmotorerne i gang og måtte lukke og forlade havnen, eller da Sojakagen lukkede - efter mange københavneres mening alt for sent - strejfede det end ikke den mest ihærdige industrimagnat at placere en ny støjende, forurenende og tung virksomhed på den samme plet. I stedet kom boligerne og kontorerne. Og der er mange flere på vej. I Nordhavnen og Sydhavnen indeholder den kommende kommuneplan ikke mindre end 7.000 nye boliger - blandt andet placeret som kanalby i Sydhavnen. Angsten for at omdanne havnen til soveby iblandet lidt kontorlandskab får ikke byens overborgmester og formand for Københavns Havn, Jens Kramer Mikkelsen (S), til at ryste på hånden. Men han er ikke fuldstændig blind for de bange forudsigelser om en død og miljøforladt havn. »For det første er det vigtigt at gøre sig klart, at havnen i min barndoms forstand, hvor man klaskede bananklaserne ned på kajerne, ikke opstår igen. Det er urealistisk romantik. Til gengæld skal der mellem alt det nye meget gerne opstå noget nyt og spændende - gerne også noget skævt«, siger han. Ifølge Kramer er det vigtigt at udforme de kommende planer med så meget luft og robusthed, at de faktisk kan rumme utraditionelle og uventede initiativer. Han giver selv et par eksempler: »Når attraktive områder i havnen som Nyhavn og Christianshavn i dag ser ud og lever, som det gør, skyldes det jo ikke én eneste beslutning i Borgerrepræsentationen. Det skyldes en masse initiativrige mennesker, historiens gang og et sammenfald af, at de rigtige lokale beslutninger er taget på et gunstigt tidspunkt. Plus at ideerne ikke har været begrænset af alt for mange stive regler«, siger han og bruger de to yndede og elskede dele af havnen som foregangsmodel for udviklingen i andre hjørner af havnen. På samme måde med Islands Brygge, som Kramer Mikkelsen også fremhæver som et dementi af de kritikere, som frygter en død og dydig havn uden liv efter klokken 16. Her tog beboerne for en lille menneskealder siden skovlen i egen hånd og skabte et folkeligt og frit område langs havnen. »Dermed siger jeg jo også, at havnen er et tilbud til byens borgere. Ikke at jeg opfordrer til selvtægt, naturligvis, men alt det skæve, sjove, anderledes og spændende kan man ikke planlægge sig frem til ved et skrivebord. Det skal opstå derude på kajerne i en dialog med politikere og planlæggere«, siger Kramer Mikkelsen, som finder det »noget hyklerisk, hvis de mennesker, som i sin tid kæmpede for at få klorproduktionen ud af byen, i dag beklager, at den er væk på grund af et fascinerende miljø«. På et punkt er byens og havnens førstemand til at komme i snak med, når det gælder fortsat livligt liv i havnen. Broerne - hverken de nuværende eller den kommende gangbro fra Kvæsthusbroen til Dokøen - skal ikke svejses til, så man for altid bogstaveligt talt lukker muligheden for større både i de inderste dele af havnen ude.