Politiken lørdag: Der er mere mellem himmel og jord. En dag kan manden med paraplyen, uden hoved og navn, træde ind ad døren. En 'quidam', en eller anden tilfældig forbipasserende. Og for den lille pige, der sidder her med far og mor og hverdagstristessen, kan verden med et folde sig ud, som var det kæmpestore telt en magritte-agtig Ole Lukøje-paraply. Det er, så man ser sol, måne og cirkusstjerner. Nu er det jo også Cirque du Soleil, Solens Cirkus, der er landet ved Fisketorvet. I forhold til andre forbipasserende cirkus er det canadiske fænomen en concorde, et toptunet, verdensomspændende foretagende, hvor 'Quidam' fra 1996 kun er et ud af de syv supershows, der aktuelt er på farten. Her på en solforgyldt premiereaften er 300 mand i sving (halvdelen dog hyret herhjemme), herunder 52 artister fra 13 forskellige lande, bakket op af et teknikberedskab, som bl.a. indbefatter en kæmpe lysglimtende luftbro, der hvælver sig over den ottetalsformede manege. Cirque du Soleil er god til at slå på stortromme for sig selv. Men helt ærligt, hvem kunne ellers byde på det: egen mælkevej! Til gengæld er der hverken dyr, pailletstrålende smil, cirkusdirektører i høj hat eller nummer stablet ovenpå nummer. Som pioner inden for ny-cirkusgenren har Cirque du Soleil siden 1984 udviklet kunsten at væve de artistiske præstationer sammen til en spektakulær, dramatisk helhed i kraft af teatrets virkemidler (i Franco Dragones og Giles Ste-Croix' regi). Der trylles med lys, lyd og højrøde draperinger, med figurer og dramatisk suspense, så billeder åbenbarer sig med uhørt anelseskraft. Den avislæsende far kan pludselig gå gennem luften blandt blafrende dommedagsbannere. Og skolegårdens sjippetov forstørres, fordobles og spændes ud, så de hoppende glider ind og ud mellem øjeblikkets filigranmønstre, som var det livets dans.'Quidam's indvånerehører primært til i luftens element. Svævende væsener, der yndefuldt kan snurre og sno sig rundt i luftbårne ringe, vikle sig faretruende rundt i en lang rød silkebane af en livstråd, eller med blot et enkelt tag i rebet lade sig rive med i hvirvlende fald mod jorden. Langt nede under mælkevejen (der er 17 meter op til teltkuppelen) udøver kinesiske nipsepiger deres djævlespil og lader snurretoppe fare til himmels for at gribe dem igen mellem svirpende saltomortaler. Og legende let bygger en flok deadpan mænd menneskepyramider i fire etager, kronet af en hvidhåret Lolita, der efter en baglæns lufttur lander på hovedet som et udråbstegn. Kropumuligt skulle man tro, men med en indlysende suveræn præcision. Selvfølgelig kan mennesket flyve. Modpolen til cirkuskunstens overmennesker er som altid klovnene, taberne med store smil og egne overlevelsesmidler - pas bare på, hvem der viser dig på plads i teltet, ellers ender du midt i manegen! Den hvide klovn er her udstyret med boksehandsker, primalskrig og overjordisk magt til at kortslutte det hele. Og de andre med himmelblåt balletskørt, gule stikleben og hundehoved - som ellers har lidt svært ved at stå distancen rent artistisk - har også deres drøm om at flyve, om det så er i form af balloner, der fiser af sted og eksploderer, eller luftballonen, der synes at lette nok så magisk, men viser sig at stå på solide klovneføddder. Et kosteligt øjeblik som punktering af de andres suveræne luftmanøvrer, men sigende for forestillingens mageløse balanceakt. For uanset det store teknikopbud, det gennemkoreograferede, perfekt timede forløb og det høje artistiske niveau, og uanset at Cirque du Soleil er en cirkusfabrik og kommerciel storindustri, så udarter 'Quidam' ikke til udvendig iscenesættelse, men bevarer mennesket som målestok.Når en kvinde herlaver utrolige balancer i håndstand, sker det med en aggressiv, udfarende sensualitet, og hendes kollega, der kaster sig ud fra sin rebgynge, er ikke nogen sval luftånd, men en særdeles kødelig, dødelig kvinde, hvad hendes isblå fæller på jorden demonstrerer ved at stramme rebet om egen hals. 'Quidam' er et magisk univers, men med risiko for dødelig udgang. Det hører man også i den mørkt melankolske undertone i Benoit Jutras musik, der med gevaldigt følelses-schwung folder sig ud i spillet mellem den spinkle pigestemme og mandsstemmen: den bue, som et menneskeliv spænder over. Manden med paraplyen er også manden men leen. Det spil på liv og død, mellem jord og himmel, som er essensen af cirkuskunsten - om det så udmønter sig i at stikke hovedet i løvens gab eller gå på line - bliver her udfoldet som et drama mellem menneskets kødelige og guddommelige dimensioner. Det blev mejslet ind i åndeløs stilhed, da en næsten nøgen mand og kvinde dannede en levende skulptur i form af en række fænomenale slow motion balancer. To kroppe som et kød, korsets tegn, jord og himmel i et - og højt oppe over dem gled genfærdsagtige væsener forbi som fremmede guddomme. Det gav et sus af, hvad et menneske kan rumme: et kosmisk vingefang. Så kan man være nok så meget tilfældig forbipasserende. 'Quidam' er et besøg af de sjældne.