Politiken søndag: »Ibiza er det eneste sted i verden, hvor du ser dansepodier blive transporteret på ladvogne«. Det er min medrejsende i udlejningsbilen, der gør sig den kløgtige betragtning midt på Ibizas glohede landevej. For to sekunder siden har vi nemlig ganske rigtigt passeret en bil med en ejendommelig last: et rundt dansepodie af stål, der peger usikkert og akavet op i luften, som om det ved at det er på udebane her i den bagende sol. Uden semiafklædte drags på toppen eller noget. Billedet fortæller på sin egen enkle vis hele historien om det Ibiza, der gennem de sidste 15 år er blevet forandret for altid af dansemusik og klubkultur. På én gang rummer det en fortælling om nøje tilrettelagt, nærmest kalkuleret, morskab, men også om charmerende anarki og festglæde. Podiet der bliver transporteret som enhver anden handelsvare, men som bliver det på en gammel, rusten spand in the middle of nowhere. For sådan er Ibiza: på én gang rædsom og vidunderlig, grim og smuk, ikke til at holde ud og ikke til at slippe. Med sin helt egen unikke stemning, vibe , fortryllelse. Ganske som alle andre heftige kærlighedsaffærer. Der findes næppe noget sted i verden - bortset fra Las Vegas, måske - hvor underholdning er sat så grundigt i system som på den lille middelhavsø Ibiza. Det, der begyndte som en euforisk modkultur i 1980erne, er i dag skyld i, at øens hovedveje er totalt overplastret med reklamer. På Ibiza er der nemlig chance for at opleve så godt som alle store dj's fra hele verden. De er her for at feste, prøve materiale af og lure på efterårets store dansehits, og de fleste af dem har fået tildelt plads på de seks gange to meter store billboards langs vejene. Selv den gamle - og for de fleste almindelige mennesker totalt ukendte - housediva Barbara Tucker har fået sine egne megaplakater i år. Og så er der dem, der slet ikke behøver at bruge en formue på plakater, fordi alle alligevel kender dem. Klubaftenen Manumission fra Manchester har været uløseligt forbundet med Ibiza siden 1996, da Mike og Claire, der aldrig kalder sig andet end Manumission til efternavn, fik møvet sig ind på øens og verdens største klub, Privilege. 8.000 mennesker er der plads til, men der kan gå 11.000 igennem dørene på en god aften. De lægger så 250 kroner hver i entré og vel cirka det dobbelte i drikkevarer, og det bliver så. ja, prøv selv at regne den ud. Vi holder bare fester »Det er en fantastisk ø. Her er alle racer, der er ingen homofobi, der er ingen ballade mellem folk. Jeg synes faktisk, at Ibiza er et godt eksempel for resten af verden. Vi holder bare fester, men det er også vigtigt. For folk her har det godt med deres liv«, siger Mike Manumission. Han står i fuldt sømandsudtyr på Ibizas mest pragtfulde strandbar, den lille, lurvede Sa Trincha, hvor der er præ-fest før aftenens brag. Mike virker som en ganske almindelig fyr. Der tilfældigvis indtil for et par år siden havde sex med sin kone på scenen til hver Manumission-fest. »Jamen, det gjorde vi for nogle år siden, fordi det hele på det tidspunkt handlede alt for meget om musik, musik, musik. Meget nørdet. Men jeg har aldrig kun forbundet det at gå i byen med musik, men også med alle de andre ting, der sker sådan en aften. Det begyndte med at vi blev inspireret af de lesbiske klubber i New York, hvor pigerne står på podierne og vrider sig op ad hinanden. Så det begyndte Claire også på. Og så trådte jeg ind til sidst«, siger han - men erkender dog at der skulle brydes nogle personlige grænser, før han rent faktisk gjorde det. »Naturligvis. Men jeg har da også fået noget ud af det: jeg bliver ikke pinligt berørt længere over noget som helst!«, griner han, før han sammen med sin kone, et større antal kvindelige, hvidklædte matroser og et par lasede pirater - årets Manumission-tema - hopper på en gummibåd ud til Manumissions eget kæmpesejlskib, der skal fragte den allerede godt kørende fest rundt på de turkisblå bølger et par timer. Før den for alvor går i gang - komplet med stort anlagte skuespilssekvenser, falske komodovaraner og pigesex - der næste nat på klubben El Divino får en ellers drøjt udseende engelsk bøsse til at krænge mundvigene mere end misbilligende nedad i erindring: »Disgusting!«. Danske Lennys Ibiza Der findes mange Ibizaer, mange udgaver af den knastørre ø, der hver især af og til forekommer at titte op af det klare middelhav fra hver sin planet. Der er også den allermest fladpandede charterturismes Ibiza, selv om byen San Antonios hærgende horder af blege englændere med David Beckham-frisurer heldigvis ikke fylder meget i det samlede billede - og da slet ikke i forhold til det engagerede dansepublikum på Ibiza. Det er også det Ibiza, Danmarks Radios to dansemusikprogrammer Det Store Mix og Festudvalget er på øen for at dække. De optager dj-sæt og sender direkte med stjerner, som de fra Rosenørns Allé umuligt ville kunne komme i nærheden af: Roger Sanchez, Judge Jules, Ferry Corsten, Satoshi Tomiie og mange flere. Der er også danske Lennys Ibiza. Hans musikalske gøren og laden på øen har sådan cirka modsat fortegn af Mike Manumissions. Han har sit eget pladeselskab, Ibizarre, hvor han indtil videre har produceret fem cd'er med afstressende chill out-musik. Og i denne weekend afholder han sin årlige non-profit-chill out-festival, Dreamdaze. Han har netop solgt de internationale rettigheder til sin musik til et af verdens største pladeselskaber, Warner Music, og han er ved at blive lidt af en stjerne på øen: Reklamen for festivalen er en lille pakke med jointpapir med et foto af Lenny selv i solnedgangen over sætningen: »Lenny Ibizarre says take it most easily on Ibiza«. »Jeg synes at øen viser sig fra sin bedste side om vinteren. Så er alle turisterne skredet og familien har øen for sig selv. Den stilhed efter stormen nyder jeg virkelig. Det er den, der inspirerer mig i min musik«, siger han. Med 'familien' mener Lenny de fastboende udlændinge på øen. Selv har han boet her siden 1991, og selv om han accepterer de store natklubber, er han holdt op med at dyrke dem. »Det er en meget velorganiseret industri, der lægger turisten på et par skinner, kører ham afsted og hærger ham fuldkommen flad, så han har brug for endnu en ferie. Jeg foretrækker privatfesterne her på øen, eller de ulovlige trance-fester i bjergene. Men industrien forsøger meget hårdt at lukke de fester. Det er bare umuligt, for de kan ikke finde dem, når de foregår under klipper, der stikker ud over havet og andre hemmelige steder«, siger han. Alle former og farver Der er altså stadig en helt særlig uberegnelighed over Ibiza, den vibe , som alle på øen snakker om, men som ingen kan definere. Og den vibe er der, hele tiden hængende i luften som en sær og eksotisk parfume, som man ikke lige kan huske hvad hedder. Også selv om man aldrig kommer i nærheden af hverken hemmelige trance-fester eller øens små, The Beach- agtige hippiesamfund. Den vibe, denne vidunderlige og ubeskrivelige stemning, er hvad der giver hele øen med sit ellers mere end mistænkeligt kommercielle cirkus sin magi - hvor den gamle house-idealist Danny Rampling meget sigende spiller for klubben Miss Moneypenny's. Og den har tre udspring: for det første har Ibiza altid været et tilflugtssted for kunstnere, outsidere, systemkritikere, skatteål, bøsser, hedonister, hippier, galninge, you name it. Alle dem der gør livet sjovt at leve. Selv Franco lod mere eller mindre den lille klippetop i Middelhavet passe sig selv, og øens vanthed med smådekadente excentrikere i alle former og farver kan smages i luften på stranden ud for Sa Trincha, hvor den lokale dj Jonathon får hvide, sorte, gule, bøsser, heteroer, hippier, familier og nudister til at nikke med nakken til den nougatbløde housemusik. Når han ikke lige ryger lidt på den hjemmelavede vandpibe, hans ven kommer trissende med. Det hele er i orden her. På den fede måde. På den lækre måde. På den rare måde. Også for pigen, der kun iført et lyserødt sjal og ecstasyrus hopsasaer rundt til musikken med et så lykkeligt udtryk, at hun ser ud som om hun har problemer med at være inde i sig selv. Nummeret hun danser til er et vuggende blødt houseremix af 'Love Is In The Air'. Tag, hvis du kan, denne kosmopolitiske lækkerhedsfølelse og par den med Ibiza-fornemmelsens to øvrige hovedingredienser: øens naturlige skønhed og klima samt - ikke mindst - house- og ravemusikkens revolutionære ethos. Det var på Ibiza, det hele begyndte, da netop Rampling og hans venner i 1987 tog Ecstasy, kulturens kvintessentielle stof, til den smukke natklub Pachas housemusik. Og for en kort overgang troede at verden ville blive forandret gennem denne nye cocktail. Selv dem der er for unge til at ane hvem Rampling er - og dem er der mange af på Ibiza- kan mærke dette paradisiske løfte i kroppen, når de sidder på Café Del Mar og får spillet aftensolen ned i havet af en nænsom dj. Eller når de danser klokken ni om morgenen på klubben Spaces solbeskinnede alfrescogulv eller nyder havneudsigten og de smukke mennesker på El Divinos terasse. Det er en kraft, der - selv om den måske burde - ikke kan overtrumfes af svinedyre drinks og nok så massiv markedsføring. Alt kan ske, det snurrer i luften! Det er derfor, det føles så vildt at hoppe op og ned med hænderne i luften sammen med et par tusinde nye venner. Det var derfor, dj'en Brandon Block sidste år spillede med en dildo limet så godt fast i panden, at han ikke kunne få den af før flere dage senere. Derfor, at de danser på Space til klokken tre om eftermiddagen - for at fortsætte på Bora Bora lige overfor. Og det er derfor, de gennemblødte partykids fra den ugentlige vandfest på Es Paradis slæber sig direkte ned i bølgerne, så snart festen slutter. Nok har modkulturen indordnet sig under etablissementets strukturer, men det er bare så uendelig nemt at vælge at glemme det. Så når Ibizas turistminister (jep, sådan en har de!) for nylig har proklameret, at han vil satse på at få de besøgende til at bruge energien på øens historie og smukke natur frem for natklubber, er han for sent ude. For naturen og historien er allerede de uundværlige byggesten i myten, tilstanden, fornemmelsen, viben Ibiza. Og skal man tro Lenny Ibizarre, bliver den fornemmelse ved med at trække, igen og igen, når først man har været der én gang. Indtil man får taget sig sammen til at skære trådene til sin fortid over og flytte til øen. Tag det som en advarsel eller en anbefaling. Men tag det alvorligt. Er du klar over at de kører rundt med dansepodier på ladet dernede?