Politiken søndag: Fra japansk side er der ingen større protester mod den amerikanske storfilm 'Pearl Harbor'. Men i det sydøstlige Asien raser både de laotiske og burmesiske myndigheder over thailandske film om krige, der foregik for flere hundrede år siden. Men bag denne harme over Thailands seneste filmproduktion ligger der nutidige bilaterale problemer med nabolandene, der gentagne gange er eskaleret til grænsestridigheder. Og der er tale om modsætninger, der truer enigheden inden for Forbundet af Sydøstasiatiske Nationer, også benævnt ASEAN. I dette forbund indgår Thailand, Laos og Burma sammen med syv andre sydøstasiatiske lande. I denne uge truede den laotiske ambassadør i Bangkok, Hiem Phommachanh, med repressalier, hvis den thailandske instruktør Pisarn Akkaraseranee ikke korrigerer indholdet i sin film 'Thao Suranaree'. Titlen og filmen henviser til en thailandsk heltinde, der forsvarede sin fødeby, Korat, i det nordøstlige Thailand mod et angreb fra en laotisk konge. Dette skete i 1827, men i laotiske øjne er kongen, der tænkes på, Anuwong, en nationalhelt og ikke en barbarisk erobrer. De påpeger, at Anuwong til sidst blev taget til fange og dræbt af de angribende thailandske tropper - eller siamesiske tropper, som det hed dengang. Disse tropper ødelagde også fuldstændigt hovedstaden Vientiane. Byens befolkning blev flyttet til Siam, hvor den blev sat i arbejde med at grave vandkanaler. I Burma kogte følelserne over, da et thailandsk filmselskab sidste år producerede filmen 'Bang Rajan', et historisk drama, der udspiller sig i 1766. Filmen er navngivet efter en lille by nord for den daværende hovedstad, Ayutthaya, i hvilken indbyggerne igennem et halvt års tid kæmpede tappert mod en angribende burmesisk hær. Men i slutningen slagtede de grumme burmesere byens indbyggere, og året efter indtog og ødelagde de Ayutthaya. Efter det sviende nederlag blev hovedstaden flyttet til Chao Phraya-flodens munding, der var lettere at forsvare. Det er der, hvor Bangkok nu ligger. Det burmesiske politi har foretaget flere 'raids' mod videoforretninger i byerne op imod grænsen til Thailand og konfiskeret alle eksemplarer af 'Bang Rajan'. Mere af dette ventes 14. august, når en ny thailandsk storfilm har premiere, nemlig 'Suruyothai'. Ligesom i 'Thao Suranaree' er hovedpersonen en kvinde, den unge dronning Suriyothai, der i det femtende århundrede forsvarede sit land mod et burmesisk invasionsforsøg. Der er tale om den største thailandske filmsatsning nogensinde med tusindvis af statister i historiske kostumer, hundredvis af angrebselefanter og andre massescener. Instruktøren, Chatrichalerm Yukol, er en thailandsk prins, der ellers er kendt for sine mere socialt engagerede og kontroversielle film. Det er et håb i Thailand, at man kan lancere Suriyothai internationalt, og at der bliver tale om et virkeligt gennembrud for den thailandske filmindustri. Men i Burma koger ubehaget igen over endnu et thailandsk epos. Arrogante thailændere Nyere burmesiske skolebøger beskriver thailænderne som lade og servile. En artikelkampagne i den statskontrollerede burmesiske presse gjorde nar af en 1800-tals thailandsk konge, hvilket forårsagede diplomatiske protester fra thailændernes side. Fra et vestligt synspunkt og perspektiv forekommer alt dette småligt, men relationerne mellem de tre nabolande har aldrig været gode, og de er blevet værre i de seneste år. Laoterne taler et sprog, der i forholdet thailandsk og burmesisk ligger lige så nært som svensk, norsk og dansk i forhold til hinanden. Men Laos er altid blevet behandlet som lillebroderen, hvilket forstyrrer de generelle relationer mellem de to folk. Til trods for det var thailandske selskaber de største investorer i Laos, inden Asienkrisen brød ud for fire år siden. Sproget var jo intet problem. Men da Thailands økonomi blev hårdt ramt af krisen i 1997, trak de thailandske investorer sig ud af landet. Konsekvenserne blev, at det lille, fattige Laos' økonomi braste sammen. Man skyder gerne skylden for dette på den store afhængighed af det, som man anser som den arrogante storebroder i syd. Laoterne har også anklaget Thailand for at give fristeder til regeringsfjendtlige rebeller, der vil bekæmpe det kommunistiske styre i Laos og genoprette det gamle monarki. I juli sidste år angreb rebeller en grænsepost i det sydlige Laos og hejste det gamle kongelige flag, der blev brugt inden den kommunistiske magtovertagelse i 1975. Historien på film Rebellerne kom åbenbart fra den thailandske side, og der flygtede de overlevende tilbage, da den laotiske hær slog igen. Den laotiske regering begærede, at Thailand skulle levere rebellerne tilbage. Men der er ingenting sket. Forholdet til Burma er endnu mere ømtåleligt, eftersom burmeserne anklager thailænderne for at støtte etniske grupper, der er imod regimet i Rangoon; og Thailand anklager de burmesiske myndigheder for direkte delagtighed i omfattende narkotikasmugling. Thailands største sociale problem lige nu og her er en overflod af amfetamin. Tabletterne fremstilles i laboratorier på den anden side af grænsen, der drives af mennesker, som står den burmesiske militærjunta nær. Åbne grænsestridigheder brød ud i år. Spændingen er der stadig, selv efter at den thailandske premierminister, Thaksin Shinawarta, rejste til Rangoon i juni for at forsone sig med de burmesiske ledere. De modsætninger, som vreden omkring de thailandske film og de burmesiske skolebøger afspejler, har sat sammenholdet inden for ASEAN på en prøve og igen vist, at den blok ikke er en sydøstasiatisk pendant til EU. ASEANs manglende evne til at agere aktivt i spørgsmål, der angår et andet medlemsland - Indonesien og dets forhold til Østtimor - skadede den internationale anseelse af blokken. De nye konflikter mellem Thailand, Laos og Burma er endnu mere alvorlige, fordi de ikke drejer sig om problemer, der kan betragtes som interne, men om bilaterale relationer i Thailand, et af ASEANs vigtigste medlemmer, og to lande, der blev optaget i 1997, i håb om at ASEAN ville styrkes. Men resultatet blev stik modsat: Det store, udvidede ASEAN indeholder nu lande med så forskellige politiske systemer og økonomiske niveauer, at organisationen er ophørt med at fremstå som en samlet og enig blok. Man kan jo ikke engang enes om, hvordan historien skal skildres i film. Film, der burde være ren underholdning.