Politiken søndag: Fra lever til hjerte. Organerne ryster i det gamle kalkbrud ved Stevns Klint. Trods specialdesignede ørepropper dundrer technorytmer sig vej igennem. Ind til centeret af hjertekulen. Det er med hjerteblod og svedige armhuler, at ti unge fra det elektroniske musikmiljø i København siden torsdag eftermiddag har sat alt på spil. De hæfter personligt for en kassekredit på 300.000 kroner, hvis de ikke får solgt mindst 3.000 billetter inden søndag. »Vi gør det af kærlighed til musikken. Fordi den taler så meget til hjertet og så lidt til hjernen. Og fordi vi vil vise, at det elektroniske musikmiljø er andet end syntetiske stoffer. Okay, vi flyver lidt højt i hovedet, er glade i låget. Jeg skal nok leve efter samfundets normer i hverdagen, men lad mig da i det mindste stå af i weekenden, og blive ét med gulvet. Dansegulvet«, siger Larry. Han arbejder til dagligt som freelancefotograf, men har viet de sidste fem måneder af sit liv til Camp Electric. En festival for elektronisk musik og kunst. Bakkedraget ved Stevns Klints gamle kalkbrud dirrer, da det baner vejen for festivaldeltagere med rygsække, soveposer og madrasser under armene. Ben i underkjoler, kondisko og boots. Som myrer på vej til arbejde. Forude ligger en hel weekend i dansens og frihedens navn. På toppen af bakken kommer kalkgraven til syne. Den breder sig ud som et skatkammer af sandklitter, sten, marehalm og havet i horisonten. Målet er at få naturen, musikken og installationskunsten til at gå i ét. Egodans - sammen Ved kanten af klinten lige ud til vandet har arkitekt Paw Stryhn, 29, og arkitektstuderende Maibritt Skjoldborg, 25, slået deres sølvgrå iglotelt op. »Det her bliver en weekend i forløsningens tegn. At danse er som at komme i trance. Energien i kroppen bliver frigivet, og det giver i sig selv fornyet energi. Fri bevægelse er alt for begrænset i den vestlige verden, men sådan nogle dage her er bare for fede«, mener Paw. Han bakkes op af kæresten. De har sammen været en del af det elektroniske miljø i mange år. »Det handler om fællesskab og om at slippe selvkontrollen. Musikken er associationsfri i modsætning til popmusikken, hvor man kan sidde og tænke på en gammel forelskelse til et bestemt nummer. Ved at danse til elektronisk musik danner jeg mine egne billeder. Det stemmer perfekt overens med naturens ukontrollerede landskaber«. Camp Electronic har fire scener, hvoraf en af dem er udendørs. Den største scene Pyramiden er en gammel opbevaringshal for kalken, men i dag rejser det sorte tag sig over et par hundrede unge, som har taget opstilling foran scenen. Den elektroniske dans er solodans. Som på et løbebånd i et motionscenter sættes den ene fod lynhurtigt foran den anden, imens armene svinger i takt til de hårdt klippede beats understøttet af melankolsk synthesizer. »Den måde vi danser på, ser måske lidt egoagtig ud, men faktisk opstår der et fællesskab mellem de dansende, fordi vi deler den samme kærlighed til musikken. Det her en større fredsbevægelse, som er på vej. Den er en modbevægelse og et oprør mod tidsfokuseringen i samfundet. Vi er så optaget af hele tiden at udrette en masse på tid. Men her går vi ét med naturen og tiden«, fortæller Paw. Men der er hakker i det ellers så bløde budskab. Den elektroniske subkultur kæmper ifølge Paw med offentlighedens opfattelse af techno som synonym med ecstasy. »Miljøet var rent og godt, indtil I, pressen, begyndte at skrive om ecstasy. Pludselig stod vi med en horde af 15-16-årige ecstasyunger, der troede, at det var her, at man trykkede den af«. The summer of love Ved indgangen til det gamle kalkbrud holder arrangørgruppen med rødder i blandt andet Club Lust på diskoteket Rust og spillestederne Vega og Stengade 30 i København til i et lånt hus, som tilhører Stevns Brevdueforening. Herfra udgår alle kommandoer via walkie-talkier og mobiltelefoner. For at få ro i den konstante hvirvelvind af beskeder inviterer Larry på middag i backstageteltet. »Vi var lige ved at aflyse ballet. For en måned siden havde vi solgt mindre end 300 billetter. Det så ret sort ud. Vi har så godt som ingen sponsorer. Heincken Beer var de eneste som ville give os en ordentlig rabat på ølsalget. Selvom de fleste bands spiller stor set gratis, så havde vi udsigt til virkelig at brænde nalderne«, fortæller Larry. Men han lyser op i et stort smil trods kun en times nattesøvn, da DJ Johnson fra Fandago kommer forbi bordet, og klapper ham på skulderen. »Hold kæft, hvor er det her bare for fedt. Det giver alt andet, jeg har set, det vildeste bagben«. Larry trækker luft ind igennem en blå King's Ultra Light. »Sådan nogle kommentarer er det hele værd«, griner han, og kaster sig ud i en længere fortælling om festivalens tilblivelse. Arrangørgruppen har i tre år talt om at skabe en elektronisk festival. Da Stevns Kommune i december gik med på ideen, besluttede gruppen sig for at gå efter det, selvom tidsplanen var stram. »Det er en livsdrøm at få bevægelsens budskab ud; fred, frihed og retten til at være sig selv. Det er på mange måder meget banalt, og kan helt klart føres tilbage til hippiebevægelsens oprindelige værdier. Det hele begyndte under 'the summer of love' i England i 1992, hvor den første bølge af ecstasy skyllede ind over Europa. I starten var folk mest bare glade. Siden hen er vi begyndt at udtrykke nogle mere reelle værdier, og afstanden til stofferne er blevet større«. Natten sniger sig ind Men ryet hænger ved. Derfor har Køge Politi også en styrke på 20-25 mand udstationeret på festivalpladsen, men til vicepolitikommissær Lennart Jensens overraskelse, har omfanget af ballade være begrænset. »Vi har selvfølgelig anholdt et par stykker for ulovlig besiddelse af hash, og vi forventer også at tage nogen med ecstasypiller, men indtil videre er vores indtryk af dem positivt. De er meget omgængelige og høflige. Flere af dem hilser endda pænt. Det er noget helt andet end den fuck-kultur, vi oplever ved fodboldkampe og demonstrationer«, siger han. Natten sniger sig ind på Camp Electronic. Sammen med stjernerne på en klar sensommerhimmel tændes lyskeglerne. Ormelignende lysprojektioner flyder ud over klintens væg, imens jorden gynger under technotrommerne. Musikken fortsætter til klokken syv morgen. De fyrre naboer, som vil være fri for larmen, er sendt på kroophold på festivalens regning. Resten er tilbudt madbilletter og gratis indgang hele weekenden. »Sådan er det jo. Hvis man vil være glad i låget, må man betale for det. Vi kan forhåbentligt vende tilbage næste år«, siger Larry og spejder over på kassen med armbånd. På dette tidspunkt fredag aften har han solgt 2.500.