Politiken onsdag: Plakatkunsten er endnu ikke en uddød kunstart, men den gode plakat som informationsmedie og kunstnerisk udtryk tilhører en anden tid. En tid, da det gav mening at opfatte det offentlige rum som et konkret sted og ikke som et virtuelt fænomen uophørligt på vej mellem antenner og harddiske. Plakaten vil formodentlig gå samme vej ud af kulturhistorien som demonstrationstoget og brandtalen. På Gammel Dok i København kan man for tiden se en udstilling med noget af det bedste fra dansk plakatguldalder. De gamle plakater hænger så tæt som på de plakatsøjler, de hører hjemme på, og at gå langs med dem er som at træde ind i en tidsmaskine og blive fragtet tilbage gennem 1950erne, 40erne, 30erne. Det hænger selvfølgelig til dels sammen med motiverne og den lidt uskyldige begejstring for simpelthen at afbilde virkeligheden. Men det går også op for én, at der er noget med dybden i billederne og farverne, der er anderledes. Det skyldes at de gamle plakater blev lavet som litografier, og ikke som i dag rastede offset-tryk. Til litografi eller stentryk anvendte man en tung sten af form og størrelse som en fortovsflise, på hvilken motivet blev tegnet med fed tusch. Litografen blandede trykfarverne og afstemte dem efter tegnerens original, hvorefter farven blev valset på stenen, hvor farven kun bandt på de områder der havde fået tusch. Selve trykningen foregik i en fladpresse, hvor stenen blev spændt fast, og hvert ark mekanisk blev ført frem og presset direkte mod stenen. Man trykte kun med én farve på hver sten, så en plakat i seks farver måtte altså seks gange gennem pressen. Men også farvesammensætning, komposition, beskæring og idéen bag valget af motiv afslører, at der er tale om en særlig genre med selvstændige, kunstneriske virkemidler, udviklet gennem en bred og stærk om end ikke så lang tradition. Henrik Hansens 'Det nye Aarhus' fra 1933 henter sin dynamiske, diagonale komposition fra luftfotoet og lægger således smart associationer til fly og moderne fremdrift oven i motivets industribygninger og skibe med dampen oppe. Aage Rasmussens overdimensionerede monster-snudebille, fra før ironiens tid, går som en hel panserdivision løs på gården og stjæler kornet på ladeloftet. Et stærkt virkende budskab i 1946. Der er også enkelte udenlandske eksempler med. Var det ikke for bilen forneden til venstre kunne den disede, sepiatonede stemning fra Trinity College i Cambridge også fremstilles sådan i dag. Det gælder ikke for en finsk plakat fra 1935. Man ser blot et tårn med en let udvisket urskive og så teksten: Viipuri. En turistplakat med ildevarslende forudanelser? Fire år senere lå Viipuri (Viborg) ikke længere i Finland, men i Sovjetunionen.