Ib Schønberg i 'Panserbasse.' Björk i 'Dancer in the Dark.' Morten Grunwald, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard i 'Olsen-Bandens store kup.' Marguerite Viby i 'Mille, Marie og mig.' Allan Olsen i 'Johnny Larsen.' Det kunne ligne et meget hurtigt tværsnit af dansk film i de seneste 100 år, og det er faktisk lige, hvad det er. Billederne pryder omslaget på '100 års dansk film', som udkommer fredag. Bogen er redigeret af Peter Schepelern, lektor ved Institut for Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet, der også har skrevet de to sidste kapitler om tiårene 1980-89 og 1990-2000. Det over 400 sider store værk rummer bl.a. 136 såkaldte hovedværker, som får en særskilt præsentation, spændende lige fra Peter Elfelts 'Kørsel med grønlandske hunde', der formentlig havde premiere i 1898, og til Lars von Triers Guldpalme-vinder fra Cannes, 'Dancer in the Dark.' Dertil kommer en liste med omkring 1200 titler med premieredatoer, som også tæller en række dokumentarfilm, der alle har opnået biografdistribution. Opslagsbogen er en opdatering af en udgave fra 1997 af filmtidsskriftet Kosmorama. Men selv inden for en overordnet tidsramme på mere end 100 år erklærer Peter Schepelern, at de mellemliggende tre år har rykket meget. Dansk film ranker ryggen »Tre år tidligere var den almindelige reaktion, når talen faldt på dansk film, noget i retning af 'nåh ja, lad os nu se, hvad det bliver til.' I dag er forbeholdet væk. Nu hedder det 'wauw' i stedet for«, siger han. Det, som mange har kaldt en ny guldalder for dansk film, kan føres tilbage, dels til en betydelig talentmasse, dels til en omfattende forøgelse af de offentlige midler. »I mange årtier var det den gennemgående opfattelse i de bedre kredse, at film kun rangerede som underlødig underholdning, der ikke kunne gøre krav på samme kulturelle bevågenhed som f.eks. teater, ballet og klassisk musik. Men de sidste rester af den opfattelse må nu siges at være udryddet, og det er i dag umuligt at forestille sig en nævneværdig dansk filmproduktion uden betydelig offentlig støtte«, siger Peter Schepelern. Virkelighedsnære film Han tror på, at dansk spillefilm også i de kommende år vil kunne hævde sig i kraft af et indhold, som primært afspejler den virkelighed, vi færdes i til daglig. »Det handler om at genkende os selv deroppe på lærredet, og det betyder samtidig, at det hele bliver lidt hjemmefødningeagtigt. Det er ikke Hamlets spekulationer over tilværelsens dybder, der slår igennem, men snarere en betuttet fyr med rødt halstørklæde, der kører budcykel for ismejeriet«. »Dansk film vinder i vid udstrækning sine sejre ved at være lidt provinsiel og smånusset. Peter Gantzlers hotelportier i 'Italiensk for begyndere' er et mesterstykke af dagens dansker, sådan er vi simpelthen. Men i Susanne Biers 'Den eneste ene' så vi, at det lader sig gøre at holde en fin balance mellem det meget danske og et internationalt touch«. Peter Schepelern erklærer sig særdeles tilfreds med, at Danmark har en filmlov og et støttesystem, som sikrer, at både de kunstnerisk ambitiøse og de mere populistiske film kan komme ud til publikum. Han tror ikke på en afsmitning fra tv-mediet, således at alverdens biograffilm i fremtiden mere eller mindre udvikler sig til at blive den samme historie, fortalt i forskellige versioner. »Trangen til at lave metervis af standarddramatik, der bare kører deruda', den tror jeg, vil blive forbeholdt fjernsynet. Hvis en instruktør får mulighed for at lave en spillefilm hver tredje eller fjerde år, forestiller jeg mig, at vedkommende vil søge efter andet og mere«, fastslår Schepelern. Mange solgte billetter Det er i vid udstrækning de seneste års succesrige danske film, som har sørget for at vende udviklingen på biografområdet. En billetandel på næsten 30 pct. til de danske film i 1999 var et imponerende tal, som muligvis overgås i år, og det totale salg af billetter er steget støt, så det nu andrager 11 mio. om året. Det vil dog være urealistisk at forestille sig en tilbagevenden til f.eks. 1947, da der blev solgt 54,4 mio. billetter, ligesom 2,3 mio. tre år senere strømmede ind i salene for at se filmatiseringen af Morten Korchs 'De røde heste.' »Siden har mediebilledet forrykket sig voldsomt med en lang række tilbud, der kæmper om publikums og forbrugernes gunst. Men det er glædeligt, at biografen har genvundet sin status som et samlingssted med en fascination, der kan fjerne tankerne fra hverdagens traurighed og formidle den spektakulære oplevelse, som det altid vil være at se film på et stort lærred og med en flot lyd«, siger Peter Schepelern.