Politiken mandag: Den lille dame stiller sig tæt op ad disken og beder lavmælt, måske om en kop kaffe. Den unge mand på den anden side lægger nysgerrigt hovedet på skrå. Efter et stykke tid siger han: »Øh, we only speak Danish or English - no Arabic«. Kvinden bliver slået lidt ud af kurs og kigger på ham en ekstra gang. Han kunne være hendes søn, godt og vel. »Men du er jo selv araber«, bemærker hun - på engelsk denne gang. »Halvt pakistaner - halvt afghaner«, bekræfter han med betydelig selvfølelse. »Du er fra regionen«, damen er sunket ind i sig selv og bebrejder ikke nogen noget, undrer sig blot: »Og du taler ikke arabisk«. Hun får sin kaffe. Og så får hun travlt. Nede i kælderen på Den Gamle Musikskole i Fredericiagade i det indre København har det såkaldte Statslige Musik Ensemble fra Kairo sat sig på plads, og selv om navnet lyder støvet og vidner om uendelige subsidier, så er de for gode til, at man har lyst til at gå glip af dem. For en gæstende etnisk dansker er det også lidt som at se giraffen, for sandelig ikke om kvinden, der håndterer det tunesiske strengeinstrument oud'en, har dækket sit hår med et slør. Jeg griber mig selv i at tænke, at hun med sin ortodokst muslimske baggrund næppe er ensemblets mest fremtrædende medlem, og hvad siger hendes mand til, at hun står her og hist-op-og-kom-herned. Men så træder hun frem til mikrofonen og leverer en lang, rasende ekvilibristisk oud-solo, mens øjnene og hendes tavse mund spiller ironisk i dialog med et kogende begejstret publikum. Kulturfestival Vi er til dansk-arabisk kulturfestival i København, arrangeret af Sammenslutningen Assununu. For vitterligt ganske få håndører er det lykkedes arrangørerne, den irakiskfødte digter Muniam Alfaker og den danske igangsætter Aino Zeichner, hjulpet af tidligere teaterchef Sejer Andersen, at samle en lille - ja, faktisk alt for lille - gruppe mennesker omkring et møde mellem to kulturer. Det er femte gang, festivalen finder sted på 11 år, og selv om terrorangrebene 11. september på New York og Washington intet har at gøre med, hvorfor vi er her, virker tragedien som allestedsnærværende referencepunkt. 11. september Faktisk er det kendetegnende, at 11. september - De ved: i forstanden stort E i elleve og stort S i september - først bliver nævnt på kulturfestivalens sjette og sidste dag. Skyggen har hængt der, og selv om ingen af de arabere, der har deltaget i festivalen, føler, at de har meget med Osama bin Laden eller eventuelle andre fundamentalistiske terrorister at gøre, så ved de, at den omgivende verden ofte har et andet indtryk. Aino Zeichner, hvis helte er Malcolm X, Gandhi, Lennon og Martin Luther King, er ikke fri for at få et irriteret drag om munden, da jeg nævner Ellevte September, men Muniam Alfaker har et anderledes lakonisk forhold til det - eller i en alder af 48 år måske blot færre illusioner tilbage. »Vi blev rådet til at sørge for rigeligt med beskyttelse, da vi viste vores antikrigstelt frem på Højbro Plads lørdag«, siger Alfaker, »men det ville jeg ikke. Hvis nogen er uenig med mig, skal de have mulighed for at fremføre det et sted, hvor jeg kan træffes«. Så bliver man ikke meget mere integreret. »Jeg tror, at grunden til, at 11. september ikke er blevet nævnt så tit på festivalen, er, at det var så afgørende og stor en tragedie, at det tager tid for folk at absorbere det«. Nede i kælderen på Den Gamle Musikskole er vi ved at nå igennem raden af solister - på kanun, tamburin, cello, arabisk violin, orientalsk fløjte og oud. Kvinden til venstre for mig ved bordet, jeg sidder ved, orienterer mig løbende om, hvad instrumenterne hedder, og inviterer mig ud til sig om søndagen, hvor Det Statslige Musik Ensemble optræder igen. Da en dansk bekendt spørger mig, hvad jeg synes om ambassadøren, går der en prås op for mig, men jeg vil ikke lyde dum. »Jeg har indtil videre blot talt med hans kone«, svarer jeg lidt nonchalant. »Hans kone? Hende kvinden ved din side - det er den egyptiske ambassadør!«. Nå for den. En ældre herre springer halvt op af sædet, da den ufatteligt fingerrappe mand, der svinger tamburinen, er færdig med sin solo, og herren slynger konsonanter op mod podiet. »Hvad er det, han siger?«, spørger jeg den marokkanske kvinde ved min anden side. »Vive l'Egypte!«, svarer hun neutralt. Det er i øvrigt hende, der holder sig længst i ave, da publikum lidt senere begynder at synge med på sangene, men endelig må hun også give op, og irakere, syrere, marokkanere, libyere, pakistanere, afghanere, sudanere, og hvad ved jeg, forenes på arabisk tungemål i en musik, der for mig lyder som en noget eksotiseret Birgit Lystager - og det er ment som en kompliment. Lyrikoplæsninger Lyrikoplæsningerne er en fast del af den dansk-arabiske kulturfestival, og torsdag lader jeg mig for første gang forundre over, at de aktuelle begivenheder ikke har fundet vej herind. Studentercafeen i Købmagergade holder for, og en pænt overrislet F.P. Jac potenserer begrebet 'meta' yderligere, da han lader et af sine nye digte stå i dialog med et af sine første digte: »Af fordøjelse er du kommet«, siger han og fortsætter med at fortælle om dengang, digterne fra de tidlige 1980'ere »fes i Louisianas stolesæder«. Med sit hørhår og sin kulør ser Jac lidt malplaceret ud mellem de kunstige blomster og det draperede nistrede, sorte stof, som han var ved at hive ned i en dramatisk armbevægelse, da han kom: »Lad os starte med en sang!«, råbte han og satte selv i: »Everybody's a dreamer, and everybody's a star«. Selv nåede jeg ikke at få fat på melodien, før introen var ovre. Oversat til arabisk lyder Jacs digte i øvrigt anderledes dydige, viste det sig. 'Skygger drikker af strømmen' Det er også torsdag, at Pia Tafdrup er på. Der er mange følelser i de digte, hun har fundet frem, og alle tager de afsæt i behovet for dialog kulturerne imellem, og alle er de skrevet på mellemøstlige lokaliteter. Af alt, hvad hun siger, husker jeg bagefter bedst en sætning, der lyder - revet ud af sin helhed: »Skygger drikker af strømmen«. Af grunde, jeg ikke kender, synes jeg, det er smukt. Af grunde, jeg godt kan sætte mig ind i, kigger hun ned i bordet, mens hendes kollega, Jac, læser op. Oplæsningen ender i sang og dans, endnu inden jeg er begyndt at forvente det, og selv om det ville være naivt at forlange lutter smilende ansigter hos de 40 danske korister, der må vente i over en halv time på at rykke ind i lokalet oven på Studentercafeen, som de har lejet, så falder der heller ingen knubbede ord. Her er også fredeligt søndag eftermiddag, da repræsentanter fra de arabiske lande møder repræsentanter fra det 'offentlige' Danmark for at diskutere, hvem - om nogen - det egentlig er, der ønsker krig. Monstro chefredaktør Tøger Seidenfaden? Der bliver smilet mellem hinanden med arabisk indforståethed, da redaktørens ankomst trækker ud, og først sent går det op for forsamlingen, at han simpelthen må have glemt det eller - forhåbentlig - være lovligt optaget andetsteds. Krigstemaer i Norden Men Søren Sørensen er her for at sammenligne aktuelle krigstemaer med motiver fra den nordiske historie, og selv om ikke alle hans pointer synes at være lige oplagte i netop denne situation, og selv om romerske bonmots virker underlige i konteksten, og selv om den hyppigt gentagne frase 'eo ipso' (som såmænd betyder 'dermed', red.) klinger sært støvet og professoralt, så får han også ramt et par fælleskulturelle ømme punkter. Domprovst Anders Gadegaard taler folkekirkeligt for at elske sin fjende, hvilket forventeligt vækker nogen skepsis blandt det arabiske publikum: »Mener du, at vi skal elske den mand, der kommer ind og tager dit hus fra dig? Hvordan skal vi det?«, bliver Gadegaard spurgt. Hvad er verden? »Hvad er verden for mig - uden alle de andre?«, spørger Aino Zeichner retorisk i en af de få pauser, han under sig i løbet af ugen. 32-årige Zeichner er selv nærmest et multikulturelt depot - uddannet balletdanser, eksfotomodel, multimediedesigner, igangsætter, biomedicinologisk optaget og med shamaner på hjernen. Lidt af en fantast? I så fald en forførende inderlig sådan. Det er også Aino Zeichner, der havde inviteret cellisten Steve Kramer til at spille ved festivalen, og da jeg spørger: »Jamen, er han ikke jøde?«, så afficerer det på ingen måde Zeichner. Og hvad så, synes svaret at være. Fra det ene arrangement til det andet passerer jeg Amagertorv. I festivalens antikrigstelt har Forfatterforeningens formand Knud Vilby talt for den mellemfolkelige forståelse, Muniam Alfaker har netop stukket mig en kopi af sin meget roste digtsamling 'Visionens bog', og i sekundet jeg går videre efter at have fulgt en skotsk gadeperformer med påsat hvid plasticnæse støder jeg ind i et længere optog af syngende og raslende Hare Krishnaer i orange gevandter. »Det er ellers lang tid siden, man har set noget til dem«, bemærker en kvinde foran mig på midtsjællandsk.