Jeg er ked af at måtte indrømme det. Men altså. Min datter har udviklet sig til en slem finke. Det viser sig for eksempel, når vi går i skotøjsbutik for at købe fornuftige vinterstøvler. Så får hun øje på et par lyserøde træsko uden hælkappe og med små blomsterdekorationer og plasticpynt. Og så siger hun med den tyndeste og sødeste pigestemme: »Dem tror jeg måske godt, jeg kunne passe«. Ja tak, Sulejma. Men det var altså vinterstøvler, vi skulle have. Når man er en finke, skal man jo også have en kæreste. Og sådan en fandt hun sig faktisk henover sommeren i børnehaven. En sød og lyshåret Emil.
Synkronliv
Når hun ankom om morgenen, satte hun sig i garderoben og ville bare have lov at blive siddende. »Til Emil kommer«. Og når de sov til middag, blev hun siddende på sin seng, helt stille, og ventede til Emil også vågnede. Så de kunne stå op sammen. Men det sødeste var synkronrutsjning. Hvor hun satte sig på børnehavens indendørs rutsjebane og råbte på ham. Hvorefter han kom farende, satte sig, og så rutsjede de fuldkommen perfekt timede ned ad banen. Men ak. Det var i sommer. For lang tid siden. For pludselig kom der en lyshåret Laura på Solstuen. Og så var der jo i forvejen en sød Josefine. Og der er stadig kun én Emil. Jeg troede det ikke. Men jeg opdagede dette efterår, at børn på to et halvt år kan have dyb kærestesorg. Det er ikke til at holde ud at glo på som forælder.
Sorg
Det er klart, at jeg inde i mig selv skiftevis beskyldte Emil for at være troløs, Laura for at være en ægteskabsbryder og Josefine for at være en tøjte. Men selvfølgelig er det noget forsmået snak. De er alle tre dejlige børn. Men min pige var fuldkommen lammet af sorg. Ville ikke i børnehave, og gad - når hun så alligevel kom derover - kun sidde og hygge med en voksen. Min kone og jeg talte om, hvad vi kunne gøre, men vi blev enige om, at hun skulle have lov at være ked af det i fred. Vi skal ikke som forældre prøve at bortlede hendes opmærksomhed og kaste hende i armene på nye mulige alliancer. Vi skal bare være der. Selv om det er svært blot at se til og lade helingen gå sin skæve gang. Efter en særlig fortvivlet morgen ringede jeg, da jeg kom ind på arbejdet, til børnehaven og spurgte, om de også havde bemærket Johannas situation. Og pædagogen bekræftede mine fornemmelser af, at Johanna var i sorg. Men pædagogen støttede mig heldigvis i min fornemmelse af, at hun bare skal have lov stille og roligt at finde ud af krisen selv. Og måske finde frem til nogle andre børn også. For forbindelsen mellem hende og Emil havde været så stærk, at der ikke var plads til andre, og det er jo heller ikke så godt. Jeg trøstede mig selv med, at det trods alt er fantastisk, at hun har fået lov til at opleve en stærk og dyb relation til et andet menneske. Det er nok ikke alle forundt. Og kan man lave en god relation, kan man vel senere lave en ny. Og skulle det gå så galt, at ingen ny byder sig til, så har hun mindet, der kan leve videre i enkel skønhed til hendes livs efterår.
Lækker lak
Heldigvis kom Johanna langsomt ud af lammelsen. En dag hørte vi hende selv nævne andre navne end Emil. Pludselig havde hun ligefrem leget med Laura og Josefine. Og en eftermiddag jagtede hun, og en anden pige, en dreng, der hedder Simon. I mellemtiden var Emil rejst til USA, hvor hans mor skulle over og passe sit job i fire måneder. Hvilket altså vil sige, at heller ikke Laura eller Josefine kunne få fingrene i ham. Alvorligt talt, så synes jeg faktisk, at Johannas sociale liv i børnehaven nu er langt bedre, end da hun var forgabt i Emil. Der er plads til flere andre, både piger og drenge, og det er sundt, tror jeg. Men hun er stadig en finke. En sikker måde at få hende til at sidde musestille i 20 minutter er, når min kone lægger neglelak på hende. Så bliver hun fin dame. Og hun kan næsten ikke vente til natten er gået, så hun kan komme i børnehave og vise Laura, at hun har fået neglelak på. Hvilket irriterer Laura grusomt. Som Johanna sagde, da jeg hentede hende efter en triumferende dag med orange neglelak på: »Laura siger, at jeg ikke har neglelak på. Laura siger, at hun selv må bestemme, hvornår hun må få neglelak på«. Godtnok er Johanna en finke. Men hun er vist ikke den eneste.