Det var minimalt, hvad Johanna fik spist af aftensmaden. Til gengæld fik hun en supersød yoghurt i lyserød (det hun kalder barbiefarvet), stærkt pigeappellerende emballage. Så fik hun en stor is. Måske lidt vel megen dessert, men som vi siger til os selv, det er jo bare frossen fløde. Da hun så har spist sin ispind, holder hun pinden ud i strakt arm og kigger udfordrende på sin mor. Og så slipper hun den. »Hvad så ellers? Skal jeg nu op i seng?«. Det er helt vildt så provokerende, hun er blevet i en alder af bare to år og syv måneder. Desværre kunne hverken konen eller jeg holde masken, så også denne frækhed slap hun af sted med. Og hvis endelig hun kommer for langt ud i hampen, så har hun en sidste nødbremse over for sin mor. Nemlig: »Er du sur nu, skattegris?«. (Den har hun altså stjålet fra sin fedtgalante far, men alligevel).
Ritualer
Der er faktisk kun to måder at få hende til at lystre på. Og det er ved 1) at foreslå noget, som hun alligevel gerne vil, og 2) at opfinde et ritual. For eksempel er det jo irriterende, at hun bruger sut. Man kan næsten ikke forstå, hvad hun siger ('skattegris' bliver til 'skattekris'), og hun savler. Egentlig kunne vi vel godt leve med det derhjemme, men det er et problem i børnehaven, hvor de henstiller til, at børnene kun bruger sut til middagsluren. Og jeg vil jo helst ikke ligne en svagpisserfar, der ikke kan få sit barn til at aflevere. Men - jævnfør indledningen - så er jeg efterhånden godt klar over, at det er hende, der har strømpebukserne på. Derfor nytter det ikke at bruge magt. Hun er mere stædig end mig. Skriger højere end mig. Og hun har hele dagen til projektet (mens vi andre jo gerne skulle på arbejde, i hvert fald op ad dagen). Løsningen blev, da jeg fandt en lille trappestige ude på toilettet i børnehaven. Omhyggeligt klapper vi stigen ud hver morgen, og så kravler hun op. Hænger sin sut på en særlig krog ved paraplyen, som er hendes mærke. Og så kravler hun de tre trin ned igen med stor alvor og triumf i ansigtet. Hurra.
Kampen om tandbørsten
Helt så smertefrit går det ikke med tandbørstningen. Konen er lidt bedre til det, men når jeg skal gøre det, så går det i kage - hver eneste gang. Først skal hun have lov at skrue proppen af tandpastaen. Så skal hun klemme selv. Så skal hun åbne vandhanen, fylde vand i koppen, (det skal helst være den Barbie-farvede) og drikke lidt vand. Så dypper hun tandbørsten, og så suger hun tandpastaen af, mens vi synger lidt. Og så siger jeg på min mest pædagogiske og vindende facon: »Nu er det vist fars tur til at børste lidt«. Forget it. Det ender med skrig og vræl og fysisk fastholden. Hver eneste dag. Der er intet at gøre. Og roligt siger jeg til hende: »Det er jeg nødt til at gøre«. Hver eneste dag. Hvorefter hun, når hun slipper ud af mit jerngreb, siger: »Jeg bliver så vred!«. Hver eneste dag. Så er det, at hun trøster sig selv ved at sætte sig ind og se 'Toy Story 2' - den med pigecowboydukken Jessie, som synger tåreperseren 'Dengang jeg var elsket'. Og mens dukken på musicalmanér fortæller om, hvordan det er, når pigen, der plejede at lege med én, pludselig er blevet teenager og ligeglad med sit legetøj, sidder Johanna i sofaen og får tårer i øjnene.
Mandesang
En dag, da Johanna var optaget af Jessie, sad jeg med Christian på syv måneder ovre ved spisebordet. Han er ikke så meget til musicals, men mere til håndfaste rytmer, klappen og trommen. Så ham kan jeg altid underholde ved at synge Queens 'We will - We will - Rock You', mens jeg stamper og klapper dunk-dunk-BAK, dunk-dunk-BAK. Og så var det, Johanna kom over til os og sagde: »Det er da en sang for mænd, ikke?«. Jo, det er det. Min elskede, lille barbiefarvede pige.