I sommer blev Allan Vegenfeldt kaptajn. Stolt stævnede han endelig ud på de danske have på sin egen båd, en 26-tommers coronet, indkøbt for at matche en drøm, der blev født i drengeårene. Og langt om længe trådte han ind i rollen som den solist, der kan, skal og tør lede arbejdet. Det skete på en husbåd med et pladestudie i Christianshavns kanal. Store, maritime begivenheder for en mand, der som 37-årige Vegenfeldt altid har været i matrosklæder. Først som »helt almindeligt medlem« af firsernes og halvfemsernes danske rock-stolthed The Sandmen, senere som murerarbejdsmand og »blot en af sjakket«. »Jeg har altid haft lidt svært ved at påtage mig lederens rolle og ansvar. Jeg har haft det bedst med at være del af noget, hvor man ligesom ikke skulle stå alt for meget frem. Selv om jeg har været sanger, har jeg på en måde altid bildt mig selv ind, at jeg bare var en af bandet, når jeg har været på scenen. Men i de senere år, synes jeg, at jeg er gået ind på scenen på en anden måde. Klar til at gå forrest«, siger Allan Vegenfeldt. Murer og rockstjerne Efter en halv arbejdsdag på sit murerjob har han smøget ærmerne op over sine tatoverede underarme og er klar til at indtage frokost med guldøl og snaps på restaurant Løven & Bastionen på det Christianshavn, hvorfra Vegenfeldts verden går. Afslappet og smilende ligner familiefaderen en mand, der sætter pris på livets goder og er dybt tilfreds med sin tilværelse, også selv om der står murerarbejdsmand på visitkortet frem for rockstjerne. »Jeg havde virkelig ingen ambitioner om at vende tilbage til det her. Det er et frit liv at være håndværker, frisk luft og gode kammerater samt ikke mindst en indtægt, der er langt mere stabil end musikerens. Jeg kunne sagtens leve med bare at trykke den af med nogle drenge i min fritid, det var langt mere uforpligtende og sjovt end at være sådan professionel. Men der var andre, der ville det anderledes«, som Vegenfeldt siger, mens silden kommer på bordet. En soloplade Især én mand ville det anderledes, produceren Kim Hyttel. En mand, der ironisk nok fik sig anbragt som genstand for en mindre fejde mellem Sort Sol og Sandmen engang under en grammy-fest. Men nu direktør for sit eget Midget Records. Med adresse på Christianshavn. »Hver gang jeg gik forbi hans kontor, kom han farende ud og spurgte, om jeg ikke snart skulle lave en soloplade for ham? Til sidst fik han mig overtalt«, forklarer Vegenfeldt. Overtalelsen gik ud på at indspille et moderne album, præget af pop og elektronik. Kim Hyttel og Allan Vegenfeldt gik i gang med at skrive sange, der kunne matche den ambition. »Vi indspillede pladen på hans husbåd, 'Salty Dog', nede i Christianshavns Kanal. Alle musikerne i projektet er fra Christianshavn og det blev rigtig lokalt, sådan lidt Gasolin-agtigt«, mener Allan Vegenfeldt med tanke på de gode gamle dage, da 'gasserne' hærgede på 'havnen'. Beskidt guitar og sumpet bas Besætningen på den salte hund, der fået navn efter et album med Procul Harum, bestod af Anders Heiberg med en fortid i ibens, der stod for programmeringen, Stig Larsen på trommerne, amerikanskfødte Mick Grøndahl, bas og Rune Keldsen på guitar med hjælp fra Sort Sols Lars Top- Galia. »Det slog mig, at disse unge musikere, der er til techno og den slags, ville have portere, når der skulle øl på bordet. Måske var det derfor, at vores ide om at lave en pæn popplade røg over bord. Når der kommer noget beskidt guitar og sådan en sumpet bas på, bliver det til rock. Men jeg grinende godt nok, da jeg hørte den første optagelse af sangen 'Free Your Mind'. Den er melodisk, melankolsk og bygget op omkring en gyngende baslinje. Det lyder nøjagtig som Sandmen og alt det, jeg ville væk fra, men som jeg åbenbart aldrig kommer, fordi det er sådan, jeg lyder«, som Allan Vegenfeldt siger. En pilsner Rollen som kaptajn tog han med vanlig ro. »Jeg var da på dækket nogle gange, så jeg kunne høre musikken strømme op nede fra studiet. Men jeg sad nu mest og nød solen og en pilsner. Der gik ikke lang tid, inden jeg bare var en del af helheden igen. Sådan skal det åbenbart også være. Siden har jeg erfaret, at det er et helvede at være arbejdsgiver - at få de folk til at møde op i det øvelokale på samme tid. Jeg siger dig .«, stønner Vegenfeldt. Spændvidde over solodebut Trods den umiskendelige lighed med fortidige bedrifter i Sandmen og det mere elektronisk prægede The Nerve er der spændvidde på solo-debuten fra Allan Vegenfeldt. »Der er mange ballader og kærlighedssange som for eksempel den stemningsfyldte 'Something You Said' med en fantastisk solo af Kim Hyttel på hammond-orgel. Der er også en sjov diskoting som 'In The Beginning', der dog er sovset godt ind i guitar og bas«, siger sangeren, som også fremhæver 'Lights Are On' blandt sine personlige favoritter. Spørger man sangeren, hvad de nye sange handler om, kniber det til gengæld lidt med et klart svar. »Ja, 'Free Your Mind'. det er sådan en remse. Det taler vist meget godt for sig selv«, mener Allan Vegenfeldt, der aldrig har været til store falbelader. Appeal til kvinder Han vil hellere stævne ud med fruen, Nina Rachlin og parrets to børn. Eller på de danske rockscener, der i den grad har savnet Allan Vegenfeldt, en rocksanger med visse evner til også at få det kvindelige publikum med sig. »Når vi skal ud at spille live, tager vi selvfølgelig nogle hits med fra Sandmen. Og nogle af de sange, vi aldrig selv fik spillet så meget. Jeg håber, at jeg kan blive en slags missing link til de gode gamle dage. Jeg har i hvert fald aldrig haft så meget lyst til at være på en scene, hvor jeg befinder mig rigtig godt. Og selv om det nu igen er som en del af et band, et kollektiv, er jeg bedre i stand til at stå i centrum«, mener solisten Allan Vegenfeldt. En turne Mellem jul og nytår tager Allan Vegenfeldt med band hul på turnelivet med tre koncerter i de store byer. Og i februar følger en landsturne i selskab med de gamle venner fra D-A-D, hvis succes Allan Vegenfeldt håber også vil smitte af på ham. »Der er stadig mange, der gerne vil høre rock. Og under processen med min plade fandt jeg ud af, at jeg er til rock. Det nytter ikke noget, og jeg gider ikke lefle for de 15-årige ved at spille deres musik. Min generation er til spade og rock, så må det bære eller briste«, som Vegenfeldt siger. Kaffe, kage og filmdebut Efter den imponerende frokost, må sangeren også lige have kaffe og kage. »Når det bliver koldt her til lands, æder jeg som et svin - og tager på af det, men et eller andet skal man jo stille op«, siger Allan Vegenfeldt. Samtidig med sin debut som solist kan han se frem til endnu en debut. I foråret får filmen 'Charlie Butterfly' af den polskfødte instruktør Dariusz Z. Steiness endelig premiere. I sin første filmrolle spiller Allan Vegenfeldt Jesper, søn af en desillusioneret brandmajor, Hans, spillet af Baard Owe. På rollelisten er også blandt andre de to gamle mester-boksere Jørgen »Gamle« Hansen og Hans Henrik Palm. »Det har været en spøjs og sjov oplevelse at være med i filmen. Jeg skulle bare spille mig selv, for rollen er faktisk skrevet til mig, så det var ikke så svært. Men meget lærerigt at spille sammen med Baard Owe, der er en syret gammel rocker fra halvtredserne«, siger Allan Vegenfeldt. Et liv Meningen var egentlig, at Kim Larsen skulle have spillet brandmanden og indspille en duet med Vegenfeldt. Det samarbejde mellem den forhenværende og den nuværende christianshavner-rod blev dog ikke til noget, fordi filmen blev udsat. Til gengæld har Allan Vegenfeldt i sin musik sørget for at holde liv i den christianshavner-stemning, vi veltilpasse går ud i igen. Allan Vegenfeldt forsvinder med hastige skridt ud langs volden. Der er børn, der skal hentes og liv, der skal leves. For en rocksanger, som endelig har fundet tilbage til sine egne spor.