De har ikke militæruniformer på og er heller ikke bevæbnede med maskinpistoler, men alligevel fører Amerikas studieværter på tv krig mod Afghanistan, Osama bin Laden og alle, der er kritiske over for USA's politik efter terrorangrebene mod New York og Washington 11. september. Ord og billeder er deres våben. God allieret Præsident George W. Bush kunne ikke have ønsket sig en bedre allieret på hjemmefronten, der er mindst lige så vigtig som den militære front, når nationen er i krig. Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at præsidenten står tårnhøjt i meningsmålingerne med opbakning fra ni ud af ti amerikanere. Støtten til krigen når næsten samme højder, mens både regeringens høge og medierne forbereder amerikanerne på fase to: bombninger af Irak. Hver eneste dag fortæller kommentatorer, at den irakiske diktator Saddam Hussein er lige så farlig som det afghanske Talebanstyre og al-Qaeda-terroristerne. Eller hvad med Libyens Moamar Gaddafi, som tv-stationen Fox spurgte i går? Den positive holdning til krigen kan ikke overraske, for i amerikanske medier stilles der stort set ikke spørgsmålstegn ved felttoget mod terroristerne. Krigen fremstilles som et slag mellem godt og ondt i bedste Hollywood-stil, og der er ingen tvivl om, hvem der har de hvide hatte på. Selvcensur Censur er et fyord i Amerika, men myndighederne behøver ikke bekymre sig, for medierne udøver selvcensur - også de trykte. I dagene efter terrorangrebet 11. september blev to-tre kommentatorer fyret, fordi de tillod sig at kritisere Bush. Præsidenten var tavs og forsvandt ud af mediernes søgelys i den første halve snes timer efter terrorangrebet og blev fløjet rundt i staterne til sikre skjul. Tom Gutting skrev eksempelvis i sin klumme i Texas City Sun, at Bush »fløj rundt i landet som et forskræmt barn, der søgte skjul i sin mors seng efter at have haft mareridt«. Avisen undskyldte på forsiden, og Gutting fik en fyreseddel. Rævens spil Selv hæderkronede, liberale aviser som New York Times og Washington Post - som stod bag et af det 20. århundredes journalistiske svendestykker: afdækningen af Watergate-skandalen - klapper i, når det gælder kritik af krigen. Også her har patriotismen fået lov til at besejre mediernes rolle som den fjerde, kritiske statsmagt. Men det er først og fremmest på tv, at det svære skyts rulles frem, og helt fremme i den journalistiske frontlinje befinder den kontroversielle Fox News Channel sig. Tv-stationen ejes af den australske mediekonge Rupert Murdoch og hans News Corporation. Opfordrer til vrede Fox har altid haft ry for at være dybt konservativ, men dens optræden siden 11. september har overrasket selv tv-kanalens argeste kritikere. Normalt optræder studieværterne dybt neutrale og serverer nyhederne uden at give udtryk for deres personlige mening. På Fox hører den holdning fortiden til. Redaktionsledelsen opfordrer direkte korrespondenter og manuskriptforfattere til at indflette deres vrede og ophidselse i nyhedsindslagene. For nylig gav det sig udslag i følgende udfald fra studieværten John Gibson på det daglige eftermiddagsprogram 'The Big Story', hvor han med slet skjult henvisning til O.J. Simpson-retssagen udtalte, at det er nødvendigt at stille tilfangetagne terrorister for en militærdomstol og ikke en civil, fordi: »Der bliver ikke noget stjernehold af forsvarsadvokater til jer. Der bliver ikke nogen Johnnie Cochran (O.J. Simpsons forsvarer, red.), som får lov til at håndplukke nævninge og råbe op om, at hvis hatten ikke passer, så skal I frifindes. Nul putte. Sådan spiller klaveret ikke«. Når det gælder Osama bin Laden, så er alle ord tilladt på det ellers puritanske tv i USA. Fox går dog længst med udtryk som »møgsvin« og »monster«. Taleban-soldaterne beskrives som »djævelske« og »lejesvende«. Geraldo Rivera, Fox' krigskorrespondent i Afghanistan, har sagt, at han vil overveje at slå bin Laden ihjel, hvis han skulle møde ham. Ifølge avisen New York Times er Rivera bevæbnet med en pistol under sit ophold i Afghanistan. Aktivister til grin Mottoet hos Fox er »fair og afbalanceret«, og normalt forsvarer tv- stationen sig med, at den er objektiv, mens konkurrenterne åbenlyst støtter de liberale i USA. Fox' ledelse siger, at man ingen intentioner har om at undersøge, hvorvidt terroristerne blev terrorister, fordi »de blev misforstået i deres barndom«. Under Vietnam-krigen og Watergate-skandalen blev journalistikken ført på vildspor ifølge Fox og satte spørgsmål ved alt, regeringen foretog sig. I stedet burde de andre medier følge Fox eksempel og »være akkurat, fair og amerikansk«. Det her er en krig mellem det gode og det onde. Amerika står for det gode. Til Fox' forsvar skal siges, at det er en af de amerikanske tv-stationer, som har ladet flest modstandere af krigen og pacifister komme til orde. Men kun for at gøre dem til grin og vise, hvor latterlige antikrigsaktivisterne er. Talkshow-værten Bill OReilly er den studievært, som har inviteret flest aktivister i studiet - måske fordi han nyder at slå løs på og ydmyge liberale og venstreorienterede. På de andre tv-kanaler er man forsigtig med at kritisere USA og krigen. Amerikanerne er ikke i humør til kritisk journalistik efter 11. september. Det betragtes nærmest som landsforræderi. Den meste kritik på tv kommer fra konservative, som kræver, at man skal bombe endnu mere og for længst burde have kastet sig over Irak. En undtagelse er tv-stationen ABC's program 'Nightline'. For en sikkerheds skyld indledte studievært Ted Koppel med at advare seerne, inden kritikerne fik lov at til udtale sig: »Nogle af jer, mange af jer, vil ikke bryde jer om, hvad I kommer til at høre i aften, men I behøver ikke at lytte. Hvis I gør, så skal I vide, at meningsforskelle ofte optræder i mærkelige indpakninger«. CNN's daglige talkshow 'America Speaks Out' inviterer også modstandere af krigen, men sørger som regel for, at de altid modsiges af en krigstilhænger. Mange modstandere tør ikke eller har ikke lyst til at optræde på skærmen. Det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus fra Californien, Barbara Lee, som var den eneste, der stemte imod at give præsident Bush carte blanche til at føre krig, afviser de fleste invitationer fra tv. I stedet sender Lee en video af sig selv, hvor hun forklarer, hvordan hun under bøn i kirken for ofrene fra 11. september nåede frem til sin holdning. Væddeløbet Den subjektive journalistik på Fox falder i seernes smag. De er faktisk ellevilde med den. Stationens seertal er steget med 43 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Oftere og oftere har Fox News flere seere end CNN, selv om langt flere husstande er i stand til at tage CNN. Meningsmålingsinstituttet Pew Research Center har netop offentliggjort en måling, hvoraf det fremgår, at 30 procent af USA's voksne befolkning ønsker, at deres studieværter indtager en pro-amerikansk holdning. Hos Fox' konkurrenter er det ikke gået upåagtet hen. CNN har beordret sine journalister til at nævne terrorangrebet 11. september, hver gang de omtaler civile ofre i Afghanistan. På andre tv-stationer diskuterer man, hvorvidt medarbejderne skal have en lille nål med det amerikanske flag i reversen og må vise deres følelser for åben skærm. Efter snart tre måneders dagligt knæfald for den officielle kurs er der dog også amerikanere, som er trætte af den ukritiske dækning. De ser i stedet det britiske BBC World News eller ITN's World News for Public Television, hvis seertal er steget med 50 procent. Men det er fortsat hovedsagelig eliten, og kun et fåtal af amerikanere har adgang til de to udenlandske programmer. Amerikanske journalister giver også udtryk for deres frustrationer over, at forsvarsministeriet Pentagon kontrollerer informationsstrømmen. Det skyldes ikke, at reporterne er utilfredse med talsmændenes svar, men de vil have bedre adgang til at dække propagandakrigen og følge soldaterne for at forevige deres heltemodige landsmænd. Den slags giver nemlig seere, og det hele handler om at øge seertallene. De amerikanske tv-stationer deltager i et stort medievæddeløb, hvor det ikke først og fremmest gælder om at få de korrekte oplysninger frem, men om at score seere. Citatoversættelser: Tonny Pedersen .