For et år siden fik jeg et langt håndskrevet brev, 3-4 ark linieret A5-papir skrevet med blå kuglepen, fra Jytte. Uden afsender og adresse. Jytte var ked af det, såret og irriteret over at læse om min fantastiske familie og - ikke mindst - mit utrolige nærværende faderskab (her skal man jo nok lige tage forbehold for kilden, red.). Hun spurgte: »Hvad så med børn, der ikke har en far? Eller børn som har en far, der ikke gider se dem?« Sådan er det nemlig for Jyttes søn. Og derfor ville Jytte gerne have, at jeg tog problemet op. Det gjorde jeg ikke. To uger senere skrev hun igen. Så holdt hun op med at skrive. Jeg håber ikke, du også er holdt op med at læse, Jytte. Her er mit svar: Faktisk ved jeg udmærket, hvad du taler om. For nylig har min kone hængt fire kasser op i entreen, hvor det er meningen, at vi skal lægge vanter, cykellygter og pandebånd, alt det man ikke kan finde gennem hele vinteren. Den anden dag, da jeg kom hjem, havde hun dekoreret kasserne med børnenes navne samt et 'Mor' og 'Far'. Jeg var ved at falde ned ad trappen. Selv om jeg har haft næsten tre år til at vænne mig til faderskabet, og selv om jeg har forsøgt at skrive mig ud af krisen, som man siger, så tog det mig alligevel med bukserne nede. Jeg er 'Far'. Nu også sort på hvidt.
Døden på Nilen
For 11 år siden var jeg med min far og bror i Cairo for at holde jul. Det var en måde at overleve højtiden, da min mor var død i efteråret. Sært, at vi så lige valgte at rejse til et land, hvor døden i den grad er i centrum... Anyway, vi tog hver morgen tre nye flasker kildevand i brug, så vi havde noget at drikke i den varme, bilglade by. Jeg skulle skrive vores navne på, og så skrev jeg min fars navn i stedet for at skrive 'Far', som ellers havde været hans betegnelse i næsten 30 år. Han tog det meget ilde op. For lige så svært det er at vænne sig til kategoriseringen, lige så svært er det nok at smide den fra sig. Måske var jeg i gang - ubevidst - at forberede mig på, at han ville 'fade' ud som far. Hvilket viste sig at blive tilfældet. Men selv om han er forsvundet meget fra min hverdag, så tror jeg, at jeg kan sige, at jeg næsten tænker på ham hver dag. Mest er det nok kropslige og fysiske erindringer. Vandslibepapir på rustpletterne på en Simca 1000. Old Spice aftershave i hvid porcelænsflaske med blåt sejlskib på. Turene til badeanstalten i Borgergade, hvor han lærte os at tørre tæer ved at smide det fugtige håndklæde på gulvet og så gå rundt på det. Jeg gør det stadig. Min kone synes, det er uhumsk, men det er nu en vigtig del af min natur som badedyr, og hun vil vel ikke have, at jeg skal lave om på min natur, vel? Pølsesnak
Den sidste bemærkning er i øvrigt en klassiker fra min far. Hans humor er rimelig genial, og hvis jeg ikke tænker på ham dagligt, så genbruger jeg i hvert fald en talemåde eller to - som for eksempel 'den pølse, der er for lang, er der råd for'. Men for nogle år siden gik julen i hat og briller. Senere har vi haft hele år med radiotavshed. Nu prøver vi en civiliseret sameksistens, hvor jeg sender postkort, og han giver et ring af og til. Men mødes kan vi ikke rigtig. Jeg ved ikke, om det er nogens fejl. Der er vel fejl på begge sider. Hun havde hverken røv eller patter (en anden klassisk far-joke). Han var også ung. For ung, siger han ustandseligt til mig. Som en del af forklaringen på, hvorfor han ikke orker mere. Hvorfor han mange gange synes, at han ikke slår til som far. Jeg synes ikke, han er en dårlig far. Han er bare 'Far'. Og faktisk holder jeg rigtig meget af ham. I perioder har jeg overvejet en strategi med at slå hånden af ham. Two can play that game. Så han kan smage sin egen medicin. Men i stedet er jeg hver gang endt med en anden udvej. Nemlig at blive ved med at skrive et lille postkort, en lille hilsen. Også selv om han i en periode ikke kan finde ud af at se mig. Han kan beslutte, at han ikke vil ringe. Men han kan jo ikke beslutte, hvad jeg skal gøre. Far er måske fraværende. Men han vil altid være 'Far'. Nu da jeg selv, i bedste Werthers Echte stil, er blevet far, kan jeg jo ikke nægte, at jeg er skræmt til døde. Skræmt over, om hvorvidt jeg selv en dag kommer til at 'fade' i forhold til mine børn. Eller bliver et ondsindet dyr, der æder mit eget afkom. Men sådan må man jo ikke tænke. For er du for optaget af, hvad der ikke må ske, så sker det. Min far brugte faktisk mange timer i min barndom og ungdom på at fortælle om, hvordan han og hans far ikke kunne enes. Og at det jo nok er meget naturligt, at far og søn ikke kan finde ud af det. Men at han håbede, at det ikke skete for os. Jeg synes bare, man skal passe på sine tanker. Det, man siger, bliver man selv. Vi må prøve at bryde kæden. Jeg håber, det var et slags svar, Jytte. God jul til dig. Og til min far.