Godt 14 milliarder sedler og over 50 milliarder mønter er i løbet af de sidste uger blevet kørt rundt i Europa forud for lanceringen i nat af Europas nye fælles valuta, euroen. Men den massive logistiske opgave rent fysisk at få pengene ud til borgerne er kun toppen af det uhyre eurobjerg. Den virkelige udfordring, som euroen og dens fædre står over for er at overbevise europæerne om, at de netop er europæere og ikke blot franskmænd, tyskere, grækere og alle de andre 12 nationaliteter, der i alt deltager i euroen. Efter manges opfattelse har det at fremme den fælles europæiske identitet siden EU's spæde start med Kul- og Stål-unionen i 1951 været samarbejdets overordnede formål, med euroen som blot det seneste, om end måske mest ambitiøse skridt i den retning. Men mens mange af EU's kneb for at fremme målet om en »stadig snævrere union«, som det udtrykkes i traktaterne, er af den mere moderne skuffe med supernationale institutioner, avancerede støtteordninger og elektroniske registre, er ideen om at bruge penge til at fremme sin politiske sag langtfra ny. De første mønter Lige siden mønter blev opfundet omkring 600 år før vor tidsregning i Lydien, i det nuværende Tyrkiet, har de tjent flere formål. Dels har de naturligvis været en nyttig kilde til indtægter til herskerne, der lavede dem, men gennem tiderne har de også i høj grad tjent til at fremme herskerens magt og prestige. »I oldtiden var penge jo stort set det eneste medium, der kom så meget rundt, så det er klart, at det var et meget brugt og effektivt propagandamiddel. Noget af det første, en ny kejser gjorde i Romerriget var at lave mønter. Typisk med sit eget portræt på den ene side og symboler for militære sejre eller politiske planer på den anden side«, forklarer Jens Christian Moesgaard, museumsinspektør på Den Kongelige Mønt- og Medaljesamling ved Nationalmuseet. »Ofte var familien også repræsenteret på mønter. Det var særligt noget, man brugte meget i den romerske republiks tid«, siger han. Men Danmark var også godt med. Tveskæg brugte mønter til propaganda Moesgaards kollega, overinspektør Jørgen Steen Jensen, der blandt andet har skrevet bogen 'Danske mønter og sedler, kroner og ører, fra 1875 til i dag', forklarer, at den danske konge Svend Tveskægs mønter fra 995 klart havde et propagandaformål. »Ja, jeg er fuldkommen overbevist om, at han skulle vise, at han var lige så god som sine kolleger rundt i Europa, havde et samlet rige og var kristen. Det var derfor, der på den ene side stod 'Svend, danskernes konge', og på den anden var et kors«. Samme blanding af religiøs tilknytning og magtdemonstration kan spores i den islamiske verden. Da det første muslimske dynasti, Umayyaderne i Damaskus, fra 690'erne begyndte at præge deres egne mønter, ændrede de hurtigt de menneskelige motiver, som de tidligere herskere havde prydet mønterne med, til ord, der på arabisk forkyndte Allahs enhed og sandheden af den religion, hans profet Muhamed havde forkyndt. Derved slog Umayyaderne to fluer med et smæk, dels overholdt man islams forbud mod billedgengivelser af mennesker, dels viderebragte man Guds ord. Guds indflydelse Senere blev pengepropagandaen mere personlig og konkret, ikke mindst den danske, der især var rettet mod ærkefjenden Sverige. Da svenskerne angreb Danmark i 1640'erne lod kong Christian IV hurtigt præge en række mønter med påskriften 'Gud er en retfærdig dommer'. Christian IV's efterfølger, kong Frederik III, gik endnu mere ligefremt til værks. Efter at det var lykkedes at modstå svenskernes angreb på København i februar 1659, udstedte han en sølvkrone, hvor Guds hånd rækker ud af en sky og hugger den svenske konges hånd af, netop som han grisk rækker ud efter den danske kongekrone. Og skulle nogen være i tvivl om, hvem der i denne sammenhæng var Guds udvalgte, prydes møntens anden side af Frederik III's monogram. Helt så direkte blev man ikke ved med at være. I takt med oplysningstiden og demokratiets udbredelse i 1700-tallet bliver de politiske budskaber på pengene langsomt mere tilbagetrukne, men ikke mindre centrale. »I demokratiernes epoke fremstiller og personificerer man ikke magten på samme direkte måde som tidligere, men det nationale spiller bestemt stadig en afgørende rolle«, siger direktør for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, professor Uffe Østergaard, der har forsket meget i nationalitet og identitetspolitik. Symbolsk møntfod For nogle af de mange nye nationer, der dukker op i perioden, er selve møntfodens navn således klart symbolsk. Det gælder for eksempel drakmen, som Grækenland valgte som møntfod, efter at landet blev selvstændigt i 1822. Ved at vælge den valuta, der blev anvendt i oldtidens Athen, søgte den nye, unge og skrøbelige nation fra starten at understrege sin historiske berettigelse og legitimitet. Et andet, mere nutidigt eksempel er Israel, der valgte shekel, den møntenhed, der blev brugt som betegnelse for en sølvmønt i det gamle, bibelske Israel, som sin moderne valuta. Begge dele er for Østergaard tegn på udviklingen i retning af en mere sofistikeret holdning til symboler i forbindelse med penge. »I vore dage optræder politikere ganske sjældent på mønter og pengesedler, de fleste steder har man valgt mere abstrakte nationale symboler eller historiske skikkelser. En undtagelse er moderne monarkier, som Danmark, hvor man som bekendt stadig har regentens billede på mønterne, men det er mere udtryk for, at monarkierne har mistet magten så endegyldigt, at det er sikkert at afbilde dem, nærmest som levende historiske figurer«. Men hvis de moderne valutaer i høj grad benytter sig af historiske symboler og navne, er der alligevel et betydeligt spring til euroen, hvis symbolværdi stort set udelukkende ligger i selve dens eksistens. Euroens dobbelte identitet På pengesedlerne har den europæiske centralbank gjort meget ud af at undgå alle billeder, der kunne vække nationale følelse. Ingen store personligheder, ingen Helmut Kohl, Charles de Gaulle eller Michelangelo, og ingen kendte bygninger, intet historisk anker. I stedet prydes sedlerne på den ene side af computerdesignede, ikke-eksisterende broer i forskellige perioder i europæisk arkitektur, på den anden side af vinduer og porte, der ifølge banken »skal symbolisere den europæiske ånd af åbenhed og samarbejde«. Den tilbageholdenhed afspejler ifølge Uffe Østergaard den moderne verden, hvor elektroniske betalingsmetoder har fået en langt større betydning end tidligere, og en valuta, der i højere grad er blevet en regneenhed end en fysisk tilstedeværelse. Men det afspejler også den særlige europæiske politiske virkelighed, hvor EU er en hybrid mellem en stat, en føderation og en international organisation. Mellemformen understreges særligt af de kommende euromønter, der på den ene side har det fælles eurosymbol og på den anden side et nationalt symbol. »Netop mønternes to sider er den vigtige markør. En slags oversættelse til den fysiske verden, af den modsætningsfyldte karakter af den europæiske model, det som de franske politikere - og de danske, hvis de turde - kalder en føderation af nationalstater«, siger Østergaard. Om den version af euroens betydning for opfattelsen af EU holder, vides selvsagt ikke. »Ingen kan reelt overskue, hvad euroen kommer til at betyde for fællesskabsfølelsen, og jeg tror i virkeligheden, at den vil få meget større følger, end de fleste regner med. På den ene side er den en logiske følger af det fælles marked, som ikke kan fungere optimalt, uden at man kan sammenligne priserne fra et land til et andet«. »Samtidig er det svært at forestille sig, at en fælles valuta ikke skulle få identitetsmæssige følger. Tidligere har en fælles mønt og en mere markant statsdannelse meget gerne skullet føre til en fælles identitet. Men både designet af de nye sedler og mønter og debatten i resten af Europa tyder på, at der ikke bliver enighed lige med det samme. Hvor vi så ender, er usikkert. Men også interessant«, siger Østergaard.