Jacob Martin Strid, tegneserieforfatter: »Ligesom jeg forestiller mig, det er for de fleste andre, har Astrid Lindgreen betydet enormt meget for mig. 'Mio, min Mio' og 'Brødrene Løvehjerte' er nogle af de allerbedste bøger, jeg har læst, også i mit voksne liv. Det er magiske bøger. Jeg kan kun være enig i dem, der har kritiseret, at hun ikke fik Nobelprisen. Det havde hun fandeme fortjent«. Bent Faurby, børnebogsforfatter: »Astrid Lindgren har betydet utroligt meget for mig. Jeg traf hende i 1978 på Gyldendal til en æresreception, der blev holdt for hende. Ved den lejlighed talte jeg med hende, og mens vi stod og snakkede, fik hun øje en krøbling, der sad i en rullestol ovre ved døren, alene og glemt. Hun så hende og sagde så til mig, at »hun ser så ensom ud, jeg tror jeg går over og taler med hende«. Jeg synes det var så flot, at hun havde øje for det. Det har jeg tænkt over mange gange siden, også fordi det passer så godt på alt, hvad hun har lavet og skrevet. Den empati for andre mennesker. Da hun blev 90 år, skrev jeg et brev til hende og fortalte hende, hvor meget det havde betydet for mig«. Michael Christiansen, chef for Det Kgl. Teater: »For mig er Astrid Lindgren først og fremmest et magisk bindeled mellem mig og mine børn. Sammen med A.A. Milne, som skrev 'Peter Plys', og Bjarne Reuter er Astrid Lindgren en fuldkommen afgørende faktor i det univers, der bliver skabt mellem forældre og børn. Det er de tre - meget mere end f.eks. H.C. Andersen - der har skabt den blanding af landsbyunivers og det utroligt alment menneskelige. Tag en bog som 'Brødrene Løvehjerte'. Dér har hun skabt et eventyrland, hvor de voksne har fået lov at blive børn, og børnene fået lov at blive voksen, og dermed sat os i en fælles taknemmelighedsgæld til hende«. Helle Helle, forfatter: »Hvem har ikke lyst til at befinde sig i Bulderby, sådan en varm sommerdag med skovjordbær og blå og hvidstribede hørkjoler? Mere generelt har hendes bøger været en byggesten i den proces, det er at begynde at skrive selv. For mig minder det at læse som barn meget om at skrive som voksen. Det at man på en gang kan være ekstremt tilstede i verden, og samtidigt langt borte fra den«. Bodil Bredsdorff, forfatter: »Jeg læste først Astrid Lindgren som voksen, men noget af det, som jeg synes var fantastisk med hende, var, at når hun slår klaveret an med sin fortæller, så spiller hun helt rent. Der er ikke noget slinger i valsen, fortælleren og stilen holder hele vejen igennem. Dér kan man jo godt lære noget af hende, også som forfatter. Der er mange nutidige forfattere som ikke er så bevidste om deres fortællere, og det var hun tydeligvis. Det beundrer jeg hende for. Hun er god at læse for børn, men også for voksne. Derfor blev jeg også meget ked at høre hun var død, men hun var jo en gammel kone, så det var vel på sin vis som det skulle være«. Flemming Møldrup, leder af Gyldendals børne- og ungeafdeling: »Børnene har mistet en stemme, der på sin egen stilfærdige måde har været i stand til at råbe en hel verden op og minde os om, at der er noget, der hedder medmenneskelighed og medfølelse. Og så har hun altid kunnet iklæde det en fortælling, som går lige i hjertet på alle mennesker. Man skal være ualmindelig afstumpet for ikke at forstå det budskab, der ligger i hendes bøger. Som H. C. Andersen var en af 1800-tallets største forfattere, var Astrid Lindgren en af 1900-tallets største. Det kan man roligt sige«. Kim Fupz Aakeson, forfatter: »Alle os, der skriver i dag, er jo vokset op med Astrid Lindgreen, og på sin vis er det jo er børnelitteraturens fyrtårn, der er gået ud. Ikke gået ud, men alligevel. Noget af det, hun har lavet, er for sentimentalt for mig, men f.eks. Pippi Langstrømpe er jo stadig topfrisk. En klassiker i ordets bedste forstand. Med Pippi indfører hun jo nærmest det politisk ukorrekte i børnelitteraturen, det var der ikke før. En anden af Lindgreens store kvaliteter er, at det også er sjovt for den voksne at læse hendes bøger, det mener jeg er meget vigtigt«. Hanne-Vibeke Holst, forfatter: »Jeg tror, at Astrid Lindgreen har betydet det samme for mig som for andre. Hun har gjort barndommen magisk og lært os, at det er det mest vidunderlige sted, som vi altid skal vende tilbage til. Og så har hun lært os, at vi ikke skal være autoritetstro, og det tror jeg har været en meget vigtig lære for skandinaviske børn. For mig personligt var Pippi det første ikon. Hun er jo sådan en minifeminist uden at vide det. Hun har en meget stærk identitet, hun skal ikke bøje sig for nogen, kan selv og er ikke bange for nogen. Men samtidigt har hun sårbarheden og omsorgen overfor sine venner. Og ikke mindst - og det kan vi også identificere os med - det dunkle forhold til sin far. Jeg tror faktisk, at Pippi har været en meget vigtig figur for mange kvinder i min generation. Og så er det naturligvis en skandale, at hun aldrig fik Nobelprisen. Det er jo fantastisk, at hun kan holde generation efter generation. Jeg kan sidde nu og se 'Brødrene Løvehjerte' med min søn på fem, og det er lige så stort for ham, som det var for os«. Peter Aalbæk, filmproducer: »Det er jo Bulderby først og fremmest. Det er, som ens barndom skulle have været«.