1. juni 1972 bliver Andreas Baader - den ene af grundlæggerne af den vesttyske terrororganisation Baader-Meinhof-gruppen, som var forløberen for Rote Arme Fraktion - såret i en ildkamp med politiet i Frankfurt am Main. Det bliver han ikke i Christopher Roths to timer og ni minutter lange film 'Baader', som fredag blev vist i et stuvende fyldt Berlinale Palast i hovedkonkurrencen ved Berlinalen. Her kaster Andreas Baader (Frank Giering) sig i bedste John Woo-stil frem mod politiet med to pistoler i hånden og fyrer løs. Blot for at blive gennemhullet med lige så mange kugler, som Bonnie og Clyde i sin tid faldt for. Historieforfalskning 'Baader's slutning er langtfra den eneste historieforfalskning, vi præsenteres for i Christopher Roths film. Og det rejser igen spørgsmålet: Hvor stor frihed kan en instruktør tillade sig i skildringen af historiske personer, selv om der er tale om en spillefilm? Og det blev Christopher Roth da også spurgt om ved den efterfølgende velbesøgte pressekonference, selv om spørgsmålet var mere kontant: Hvorfor ødelægge en ellers glimrende film med en så ukorrekt slutning? »For at man skal komme i tvivl. Det er mit håb, at når folk ser en ukorrekt slutning, så vil de tvivle på alt«, lød det lidt vage svar fra den 37-årige instruktør, som hævder, at han har bedrevet research til filmen gennem 10 år. En film som i øvrigt udelukkende er privat finansieret og kun kunne realiseres, fordi skuespillere og filmfolk har arbejdet helt uden løn. »Dette er ikke Rote Arme Fraktions historie. Det er end ikke Andreas Baaders. Det er ét billede af Andreas Baader blandt mange. Vi har taget en masse citater fra Andreas Baader, Ulrike Meinhof og Gudrun Ensslin og bygget videre på dem. Tingene kunne være sket, som vi viser dem, men vi siger ikke, at de gjorde«, tilføjede Christopher Roth. Postulerende æstetik Problemet er blot, at 'Baader' i sin bevidste æstetik postulerer, at det er sandheden, den skildrer. Det håndholdte kamera og de ofte kornede og uskarpe billeder signalerer dokumentarisme og dermed tilstræbt sandfærdighed. I stedet for at fremstille Andreas Baader som et bevidst politisk menneske, der følger bestemte mål, kommer han til at fremstå som en forvirret biltyv fra München, som rent tilfældigt bliver politisk interesseret. Baader, Meinhof, Ensslin - smukke mennesker i modsætning til politiet og den tyske forbundsstats repræsentanter, som foruden fysiske skavanker, såsom fremstående tænder, også skildres som forvirrede og i nogle tilfælde oven i købet barnlige. Og det virker. En yngre journalistkollega sagde således til Politiken umiddelbart efter filmen: »Det var totalt fedt. Den film bliver hip for yngre generationer. Jeg har aldrig set terrorisme skildret så sexet før!«.