Noget om forvaltning af pund' hedder et af de Tosserier, man ofte citerer nogle enkelte linjer af. I dag har vi fortjent lidt flere strofer til trøst efter meddelelsen om, at der nu uigenkaldeligt er lukket for strømmen af digte fra Halfdan Rasmussens rimsmedje. Han nåede at fylde 87 for en måned siden og spændte med sit liv og sin digtning over det halve århundrede fra kriseårene mellem de to verdenskrige frem til i dag. Han nåede at fylde 87 for en måned siden og spændte med sit liv og sin digtning over det halve århundrede fra kriseårene mellem de to verdenskrige frem til i dag. Og han nåede at blive dét, man efter hans indsats kun kan sige med et skævt smil: nationalskjald. For ganske vist hører det nu med til at være heldansk, at man kan tale halfdansk, men selv var han det modsatte af patentpatriot og føjede en uskyldig legesyge og patospunkterende ironi ind i dét danske sprog, vi gerne vil se som et billede af os selv. »Jeg er en lille digter.
Mit pund er ikke stort.
Det vejer firehundred gram.
Det har det altid gjort.« Sådan begynder digtet, karakteristisk enkelt i rytme og rim og beskedent i tonefaldet, før selvportrættet fortsætter med de mere velkendte linjer: »Jeg skriver sjove digte.
Jeg skriver også triste.
De første læser andre folk.
Selv læser jeg de sidste«. Det rimer, men det passer nu ikke helt. Rent bortset fra, at det slet ikke er så let at afgøre, hvad der er hvad - se selv: »Dagen er broget,
og natten er tåget,
og livet det er
noget underligt noget.
Om fem tusind år
skal en slyngel få ram
på en sød lille pige,
der rødmer af skam.
Hvor er det dog trist,
at jeg ikke er ham!«.Alvoren Sjovt eller trist - her tvivler man vist? Og selv den alvorlige del af Halfdan Rasmussens poesi bliver læst af andre end ham selv, som f.eks. de erindringsbilleder på vers, som han i 1977 udgav under titlen 'Og det var det' - se hosstående eksempel. Et glimt af barndommen fik vi, uden at vide det, allerede med en af hans tidlige børnebøger om lille Peter, der faldt i en rullemaskine og blev til 'Lange Peter Madsen': Maskinen stod i morens rullestue på Christianshavn, og højden manglede Halfdan selv, han havde engelsk syge som barn. Der var ikke råd til at lade den 14-årige få en læreplads, han blev svajer, glasvasker, piccolo, ja, barbermedhjælper og ikke mindst arbejdsløs. Han fik sine første digte trykt i syndikalisten Chr. Christensens ugeblad Arbejderen og i Børge Madsens Sex og Samfund sidst i 1930'erne, og han var ven med Gustaf Munch-Petersen, men debutsamlingen 'Soldat eller menneske' udkom først 1941. Som en af modstandsbevægelsens mest produktive digtere fastholdt han den som tema i de følgende digtsamlinger, bl.a. 'Det lukkede ansigt' og 'Korte skygger'. Også i 1960'erne fastholdt Halfdan alvoren i samlinger som 'Med solen i ryggen' og 'Mørke over Akropolis' med rejseindtryk fra middelhavsdiktaturerne, men sandt er det jo, at da var han for længst populær over hele Danmark som den morsomme mand, hvis vers kunne læses på murene i 'Smøgen' i Tivoli. Morgengave For de digte, vi alle kan citere eller ligefrem skråle i vilden sky, de er fulde møtrikædende gæs med gevind i rumpetten, af frække Frederikker og rablende Rapænder, tulipaner fra Tikøb og vittig lirum-larum fra Virum og til Farum. En del af os har ligefrem fået alt det vidunderlige pjat ind med modermælken og alfabetet, 'Halfdans ABC', der er med, hver gang vi læser, som det fornemmes i dag på avisens sider, kødeligt forenet med Ib Spang Olsens streg ligesom digtene om Nanette og rejseindtrykkene fra Irland. Anført af den tidlige 'Tullerulle Tappenstreg' blev andre lydlege som 'Tante Andante' og 'Onkel Karfunkel' til titler omkring hovedværket af 'Børnerim' fra 1964, som med rette var blandt de hundrede nominerede titler i Politikens læserafstemning om 'Århundredets bog' for et par år siden. Havde vi udskrevet afstemningen 30-40 år tidligere, havde Halfdan nok også været på listen, men da snarere for 'Tosserierne', de kloge og pjattede rim for voksne, han udgav en samling af om året mellem 1951 og 1957 med Arne Ungermanns streg. De fungerede i tiden næsten som en lykkelig forening af Tom Kristensens og P. Sørensen Fugholms digterårer, og med Mogens Jermiin Nissens melodier røg mange af dem lige i sangbøgerne og Giro 413: »Der er nok som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler
og kanoner bag min hæk«, lærte Halfdan os i 1955, mens den kolde krig slog frostknuder. Den forventeligt sabelraslende kritik af sangens uforbeholdne kolonihavepacifisme udeblev ikke, men den druknede i tøbrudsbebudelserne: »Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord«.Lige linje til Benny og Svante Der går en lige linje fra øllerne i haven til Svantes morgenkaffe og ostemad hos den Benny Andersen, der, både hvad humor og rimsmederi angår, må ses som Halfdan Rasmussens langtfra eneste, men værdigste arvtager i dansk digtning. Deres åndelige slægtskab har været beseglet af et mangeårigt venskab, så tæt, at Andersens første kone, Signe, blev den modne Halfdans mangeårige livsledsager. Selvkritisk»Han kunne mer end sin ABC,
for han kunne lege og slås med sne
og lærte os mer om at tro på os selv
end det vi sku glemme alligevel«. Sådan står der taknemmeligt i samlingen 'Og det var det', om en af barneskolens få fornuftige lærere. Det samme kan siges om den lille digter af både sjove og triste vers, som alt for selvkritisk mente, at han kneb på vægten. Og altid huskede, at digteren intet er uden læser. 'Noget om forvaltning af pund' slutter sådan: »Jeg blev poet i Danmark.
Her lever jeg i fred.
Og mangler pundet nogle gram,
husk, posen tæller med!

Den vejer ikke meget.
Og får du knebent mål,
så læg dit eget rige pund
i vægtens anden skål.

Så stiger jeg til himmels
i kraft af dine gram.
Og du vil hviske fra din jord:
O, var jeg bare ham!«.