Rystende. Sådan lyder det fra kunsthistorikere og museumsfolk om situationen på Statens Museum for Kunst, som frem til 2005 skal spare mellem seks og ti millioner kroner som led i kulturminister Brian Mikkelsens (K) spareplan. 16 ansatte er blevet fyret, heriblandt to ud af syv forskere. Samtidig har museet skåret i Den Kongelige Afstøbningssamlings åbningstid, og museets struktur er blevet centraliseret, så Kobberstiksamlingen er opløst og lagt under Malerisamlingen. Sorte huller Flere kunsthistorikere og museumsfolk er chokerede over besparelserne, der hurtigt kan give sorte huller i Danmarks kulturarv. »Man kan ikke bare stoppe med at indsamle kulturarven og så begynde igen om nogle år«, siger Ane Hejlskov Larsen, mag.art. og lektor på Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet. Hun mener, at udgangspunktet for nedskæringerne er forkert: »Der har ikke været nogen diskussion om indhold. Det vigtigste har været økonomiske besparelser. Statens Museum for Kunst og museerne generelt har udvidet deres arbejdsområde inden for de sidste cirka 20 år. Blandt andet med forskellige opgaver som kulturel formidling, bogcafeer og i det hele taget at gøre samlingerne mere levende. Og man kan da frygte, at man lader det gå ud over ikkesynlige områder, når man ikke overvejer eller diskuterer, hvor man sparer - altså på de væsentligste områder som indsamlingen og forskningen i kulturarven«, siger hun. Når museet drives som en forretning og selv skal tjene, kan det give problemer, mener Øystein Hjort, der er professor på Institut for Kunsthistorie på Københavns Universitet: »Det resulterer i, at man - efter min mening - laver nogle populistiske og leflende udstillinger. Dermed svigter man de afgørende og betydningsfulde samlinger, blandt andet på bekostning af forskningen og formidlingen«, siger han. Treenighed Erik Fischer, dr.phil. og tidligere leder af Kobberstiksamlingen, er enig i, at forskningen bør prioriteres højt: »For eksempel dansk guldalderkunst, som er blevet en international topscorer. Der kommer mange forskere til Danmark fra andre lande for at tolke guldalderkunsten. Her skal der være et modspil fra museets side, hvor kunsthistorikerne er ajour med udviklingen og området i det hele taget«, siger Erik Fischer, der også har været formand for Statens Kunstfond. Han peger på, at Statens Museum for Kunst sammen med Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek er Danmarks treenighed af store kulturinstitutioner, hvor man skal kunne læse de bøger og se de malerier og de arkæologiske fund, som man har brug for i sin forskning. Det kræver, at museerne er fuldt funktionsdygtige for at kunne bevare den danske arv, og for at forskningen stadig kan udvikle sig. »Hvis man virkelig tager det her alvorligt, så er det et kerneområde i den nationale bevidsthed - det er jo ikke for sjov, eller for at skabe nogle halvlade stillinger for nogle dovne akademikere«, siger Erik Fischer. En stemme, som lektor Ane Hejlskov Larsen har savnet i debatten, er museernes: »Institutionerne bør reagere meget mere voldsomt, end de har gjort hidtil. Men jeg tror ikke, at de har forstået, hvor store konsekvenserne ville blive«.