Han var begyndt at synes udødelig. Han blev hasteindlagt i Los Angeles i december, men overlevede en operation i urinrøret. Onsdag nat kl. 23 lokal tid blev filminstruktøren Billy Wilder imidlertid indhentet af døden i form af en fremskreden lungebetændelse. Han kunne være fyldt 96 til juni. Med Wilders død er det 20. århundrede endeligt afsluttet. I sine tidlige dage i Wien som journalist opnåede han, næsten, at interviewe Sigmund Freud - indtil denne jog ham på porten! Han var gigolo og udlejningsdanser i Weimar-Berlin, flygtede til Amerika efter Hitlers magtovertagelse og måtte på afstand opleve, at moren, stedfaren og bedstefaren dør i Auschwitz. Intellektuelt overskud Intet under at den amerikanske drøm for Wilder forekom nærmest som en vittighed. Han kom til Hollywood med al centraleuropæerens intellektuelle overskud, stilsans - og kynisme. Når man tager i betragtning, at han så godt som ikke talte ét ord engelsk, da han satte fod på amerikansk jord, er det mirakuløst, at han havde det skarpeste, mest slebne bid som ung manuskriptforfatter i en vestamerikansk kultur, hvis hele grundholdning var naiv, ja skrupelløs fremskridtsbegejstring. Wilder lænede sig tilbage, rystede på sit lille hoved og grinede sardonisk. Ingen 'synd' i banaleste forstand, var ham fremmed, og fordomme lå ikke til ham. Ætsende satire Vel var det Wilder, der skrev den brillante dialog til Lubitschs 'Ninotchka' (1939) og lod Greta Garbo i gerning og endelig også i ord begrave det sovjetiske meningsdiktatur, men satiren blev endnu mere ætsende over for det selvgode amerikanske system. Film-noir var som skabt for en mand med Wilders talent for det overdådigt sortsynede. Han havde unægtelig mere humor end Fritz Lang, en anden af genrens genier, og 'Kvinden uden samvittighed' (1944) rager stadig tårnhøjt op blandt tidens film. 'Sunset Boulevard' (1950) er måske den frækkeste film om Hollywood, der er lavet. Stumfilmsstjernen Gloria Swanson spiller den monstrøse stumfilms-stjerne Norma Desmond, der lever i sin gotiske herskabsbolig med sine falmede minder og sine stadig mere vanvittige drøm om et comeback i en film af Cecil B. DeMille. DeMille, Buster Keaton, Hedda Hopper m.fl. spiller sig selv, og aldrig har Hollywood kigget så nøgternt og med sådan en masochistisk skadefryd på sig selv. Den fuldkomne auteur Da var Billy Wilder for længst begyndt at instruere sine egne film, og med sin drevne visuelle sans var han den fuldkomne auteur. Stjerner som Garbo, Swanson, William Holden, Audrey Hepburn og Gregory Peck elskede at filme med ham, fordi han, sin skarpe tunge til trods, faktisk respekterede deres håndværk. Med Marilyn Monroe, den vanskeligste af dem alle, skabte han den mådelige 'Den søde kløe' (1955) og den guddommelige 'Ingen er fuldkommen' (1959), filmen der mere end nogen demonstrerer Wilders generøsitet som menneske og hans lakoniske og i bund og grund milde syn på menneskers dårskab. Lemmon i hovedrolle Jack Lemmon bliver Wilders hofskuespiller, begyndende med 'Ingen er fuldkommen' og fortsat i 'Nøglen under måtten' (1960), endnu en af disse afklædninger af hykleri og sleskhed, men med en foræring til Lemmon i sidste stund, nemlig Shirley MacLaine. I 'Avanti!' (1972) hænger ikke alt sammen dramaturgisk som tilforn, men filmen, der modstiller amerikansk hypereffektivitet med charmerende sydlandsk driven omkring, ejer nogle af Wilders morsomste scener. Slutningen er mere wildersk end nogen anden: den kølige direktørtype, Lemmon, tør op i favnen på den buttede blondine og beslutter sig for at tage sig en fast elskerinde - ligesom faren før ham, men stik imod sine strikse moralbegreber. Menneskeligheden sætter sig igennem, hykleriet braser sammen, og Wilder under sig en gnæggende pointe. »Jeg ville forgude den jord, du betræder, hvis altså den lå i et bedre nabolag«, sagde Wilder engang til en kvinde, han bejlede til, og den indkapsler hans vid. Farvel med 'Buddy Buddy' I 1981, med 'Buddy Buddy', er Billy Wilders karriere forbi, og han har gjort det godt. Han overlever i endnu godt 20 år og bliver en snarrådig kommentator af alt kulturelt, der rører sig. »Hestepis« Så sent som for to år siden kunne Cameron Crowe udgive sin ustyrligt morsomme interviewbog med den aldersstegne Wilder, 'Conversations With Billy Wilder', og den gamle mand røber, at han stadig har fuldstændig tjek på situationen. 'Titanic' er noget 'hestepis', at Dustin Hoffman fik en Oscar for 'Rain Man' er noget 'pis', for intet er nemmere end at spille retarderet. Han er godt i gang med at strukturere Crowes bog for ham og funderer på et tidspunkt: »Den perfekte slutning ville være, at jeg døde«. Det gjorde han først nu - og med ham altså også det sidste århundred i et gammelt årtusind. Det siger alt om Wilders geni, at vi i en historieløs tid inden for et par sæsoner har kunnet se restaurerede kopier af mesterstykkerne 'Ingen er fuldkommen' og 'Nøglen under måtten' i danske biografer. En nylig Oscarvinder sagde i sin takketale, og lad det være udgangsreplikken: »Jeg ville gerne takke Gud, men ham tror jeg ikke på, så jeg takker Billy Wilder i stedet«.