I begyndelsen af 1900-tallet rasede musikindustrien over den omsiggribende piratkopiering: Lidt for smarte hardwareproducenter stjal nemlig musikindustriens nodemusik og lavede perforerede ruller til deres ophavsretskrænkende selvspillende klaverer. Der er intet nyt under solen i musikindustriens hundredårige kamp mod nye truende teknologier. Radioen. Jukeboksen. Bånd-optageren. Kabel-tv. I dag er en af truslerne internettet, og for to uger siden kom den dom, pladeselskaberne længe har frygtet. Nemlig en dom, der frikender en af nettets allerpopulæreste tjenester til musikpirateri, Kazaa. Hermed begynder musikindustriens gennemprøvede og tilbagevendende strategi - søgsmål, bøder og advokater - at krakelere. Flere og flere iagttagere mener nu, at pladeselskaberne i stedet bliver nødt til at levere det, forbrugerne vil have: Musik på en anden måde. Gigantisk byttebutik Kazaa er en slags gigantisk bytte bytte købmand-netværk i stil med Napster, et online-musik- og mediebibliotek, hvor der i skrivende øjeblik er 1,5 millioner besøgende logget på. De deler 245 millioner filer mellem sig - musik, spil, software, film. Man skal være blind for at overse, at der foregår massive krænkelser af ophavsretten på Kazaa-netværket. Men Kazaa, der leverer computerprogrammet til at søge på netværket, kan ikke drages til ansvar for ulovligheder begået af brugerne. Det fastslog en hollandsk appeldomstol for to uger siden. Det er den første dom af sin slags i nyere tid, der er gået imod indholdsindustrien og dens kamp med søgsmål, milliardbøder, trusselskrivelser og læssevis af advokater mod piratkopieringen af musik, film og software. Men historisk er det et nederlag blandt mange. I den mest berømte sag, Sony vs. Universal Studios/Disney fra 1984, forsøgte Disney og Universal Studios at få nedlagt forbud mod salget af Sonys Betamax-videomaskiner, fordi de kunne bruges til at lave kopier af film. En handling, de to filmgiganter sammenlignede med at stjæle en halskæde, eller som filmbrancheorganisationens chef Jack Valenti så malerisk beskrev det: »Videobåndoptageren er for filmindustrien, hvad Boston-kvæleren er for kvinder«. Men den amerikanske højesteret var uenig. Og sager mod den dobbelte kassettebåndoptager og den transportable digitale walkman endte på samme måde: nemlig at en leverandør af et stykke værktøj, der kan bruges til legitime formål, ikke kan holdes ansvarlig, også selvom værktøjet først og fremmest bruges til illegitime formål. Den fortolkning var dommerne i Amsterdam altså enige i. »Det er en stærkt uheldig dom«, siger Allen Dixon, chefadvokat for pladeindustriens brancheorganisation IFPI. »Men det er ikke slut endnu. I USA fortsætter sagen mod Kazaa, og her vil fakta komme frem på en langt mere præcis og omfattende måde«. Måske, men problemet med nettet er, at der altid står andre på spring til at fylde hullet ud, når en tjeneste lukker, på samme måde som Kazaa lukkede hullet efter Napster. I øjeblikket forberedes der i USA retssager mod tre tjenester, Kazaa, MusicCity og Grokster. Men der findes mindst 100 stykker lignende software. 'Hjemmebrænderi' Programmet Kazaa er djævelsk nem at bruge. Det er en søgemaskine, hvor man taster sine ønsker ind i et felt og trykker 'søg'. På få sekunder får man en liste over den musik, man søger på - Missy Eliot, George Michael, Nancy Wilson, Robbie Williams, Beethoven og tusindvis af andre kunstnere. Brugerne deler musik med hinanden, og programmet gør dem i stand til det. Derefter er det en formssag at brænde numrene ned på sin egen, hjemmelavede kompilation-cd. Det er den slags handlinger, pladeselskaberne kalder tyveri. Pladebranchens salg af cd'er er faldet for første gang i adskillige årtier, og det er piratkopieringen, der indtil videre har fået skylden. Men det er uklart, hvilken effekt tjenester som Kazaa har. For selvom mange bruger musikken på Kazaa i stedet for at købe cd'er, kan muligheden for at prøve al den musik, man har lyst til, ligefrem inspirere andre til at købe musik, de ellers ikke ville have overvejet. Kazaa og andre pirattjenester har en markedsføringseffekt. »Det var f.eks. helt klart, at Napster havde en markedsføringseffekt«, siger Roger Wallis, der er direktør for den svenske rettighedsorganisation for komponister, SKAP. »Det var en måde for i hvert fald nichetyper af musik at finde et marked. Hvis man kigger på koncertarrangementer i de år, hvor Napster var mest aktiv, så skød de i vejret. Så musikken på nettet betød måske mindre salg for Spice Girls, men det stoppede i hvert fald ikke koncertfolket, der ønskede en kropslig oplevelse«. »Det er også interessant, at mens Napster-brugere i begyndelsen blot brugte tjenesten til at høre musik på deres computer, så laver folk nu deres egne fysiske cd'er. Kig på tallene for Sverige: På trods af Napster, på trods af Kazaa, på trods af det faktum, at antallet af blanke cd'er solgt sidste år var på 35 millioner, så var cd-salget nogenlunde uændret - cirka 24 millioner. Det er kun faldet marginalt, hvad der sagtens kan forklares med den generelle økonomisk svækkelse«, siger Wallis. Det er interessant, at formanden for en rettighedsorganisation tager piratkopieringen så afslappet, men det er faktisk ikke unikt. Herhjemme har SKAP's søsterorganisation KODA i lang tid været åben over for licensaftaler med internettjenester. Og den hollandske sag mod Kazaa startede besynderligt nok med, at Kazaa sagsøgte det hollandske KODA, Buma/Stemra, for ikke at ville give Kazaa en licens. Kazaa lå i mere end et år i forhandlinger med Buma/Stemra om, hvordan Kazaa kunne kompensere musikere og sangskrivere økonomisk. Ingen af parterne vil i dag præcis forklare, hvorfor forhandlingerne brød sammen, men det skete til stor ærgrelse for begge parter: »Vores mål var ikke at forbyde, men tværtimod at gøre det muligt for den slags tjenester at kompensere vores kunstnere. Vi ser det som en mulighed, ikke en trussel, men kun hvis vores medlemmer kan få en fair del af kagen«, fortæller Buma/Stemras pressechef, George Knops. »Vi gjorde vores allerbedste for at komme frem til en aftale med Kazaa, og det ærgrer os, at det ikke lykkedes, men vi kunne ikke blive enige om prisstrukturen«. Afgiftsløsning Sådanne blødsødne holdninger til internettjenester deles overhovedet ikke af pladeselskaberne, hvis markante retorik om tyveri og forbrydelse ikke levner megen forhandlingsplads. Men ophavsretsorganisationer som KODA har det også nemmere end pladeselskaber, for deres medlemmer kan blive kompenseret ved hjælp af afgifter på blanke cd'er, computerudstyr og andet. Hvad der skal pålægges afgifter, diskuteres i øjeblikket heftigt i Danmark, men ifølge den svenske SKAP-chef Roger Wallis kan kunstnerne sagtens kompenseres. »Vi får i forvejen et beløb pr. solgte blanke cd, og vi kunne også få penge fra teleselskaberne og internetudbyderne for den trafik, musikken genererer i deres netværk. Problemet for de store pladeselskaber er, at de har brugt større og større beløb på at markedsføre færre og færre kunstnere. Og den slags investeringer bliver enormt sårbare med fænomener som Napster og Kazaa. Så de har et problem, men det er et problem, som delvis er selvforskyldt«, siger Wallis, der mener, at forbrugerne vil betale for onlinetjenester, hvis de er gode nok. »Forbrugerne er villige til at betale for det, de vil have. Se bare på ringetoner til mobiltelefoner«, siger han. Wallis og mange andre mener efterhånden, at der ikke er nogen vej uden om for pladeselskaberne. Søgsmål kan i sidste ende ikke gøre andet end i kort tid at holde tidevandet tilbage. Musikindustrien skal gøre det muligt at skabe tjenester på nettet, der kan udkonkurrere gratistjenester som Kazaa, fordi de leverer et bedre produkt. Pladeselskaberne lancerede sidste år to officielle tjenester, MusicNet og Pressplay, begge tjenester med et begrænset antal kunstnere og numre og med store begrænsninger på, hvordan forbrugerne kan bruge musikken. Samtidig har pladeselskaberne ikke villet give licenser på musik til legale musiktjenester på nettet. Blandt amerikanske politikere i Washington har den vrangvillighed givet anledning til mumlen i krogene om tvangslicens, et ord, der får musikindustrien til at korse sig. Tvangslicenser er ellers gammelkendt i musikindustrien og bruges i forhold til radiostationer, der har ret til at spille lige præcis den musik, de har lyst til, mod at betale et fastsat beløb pr. nummer. »Tvangslicenser på internettet er fuldstændig uacceptabelt for os«, siger IFPI's Allen Dixon. Men i sidste ende må pladeselskaberne gøre det muligt for lovlige tjenester at tjene penge til sig selv - og kunstnerne. Og det kan de kun gøre, hvis de har adgang til at sælge den musik, de har lyst til. »Det er svært for os at få en forretning ud af at sælge musik til forbrugere, når vi ikke kan skaffe den musik, de vil have«, siger svenskeren Janne Lundqvist, nordisk chef for det europæiske musikwebsted Vitaminic. »Man kan sige, at pladeselskaberne har ladet de ulovlige tjenester vokse, fordi man ikke har samarbejdet med lovlige tjenester som os«.