Tænk lidt tilbage. Med lidt anstrengelse kan De sagtens huske ham. Flink fyr, lidt buttet med stålgråt hår. En skrap kone og et problematisk familieliv - der var noget snavs med andre kvinder - men ellers i bund og grund en ganske hyggelig type. Var også et smut i Danmark engang. Dæmrer det? Selvfølgelig gør det det. Indtil januar sidste år var han trods alt verdens mest magtfulde mand. For vi taler naturligvis om USA's 42'ende præsident, William Jefferson Clinton. Også kendt som 'Slick Willy', 'Manden fra Hope' eller 'The Comeback Kid'. Og trods alle sine problemer, skandaler og politiske nederlag en vældig populær præsident, da han gik af. Så populær faktisk, at havde det ikke været for den 22. tilføjelse til den amerikanske forfatning, der siden 1951 har forbudt nogen enkeltperson at blive valgt mere end to gange som USA's præsident, havde go'e gamle Clinton såmænd formentlig været præsident endnu. Men sådan spiller det amerikanske politiske system ikke. I en alder af 54 år måtte Clinton overdrage magten og ikke mindst scenen til den diametralt modsatte George W. Bush, og siden dengang er udviklingen gået så stærkt, at essayisten Lance Morrow i november i Time Magazine beskrev Clinton som »et levn fra en anden tid, som 1920'ernes festdreng F. Scott Fitzgerald strandet i den store depression«. Et meget godt billede, for som The New Yorkers politiske reporter Joe Klein udtrykker det i sin bog 'The Natural', var det just Clintons ulykke at være præsident i en tid uden store udfordringer, mellem den kolde krig og krigen mod terror. Ifølge Klein - der er en stor fan - risikerer Clinton derfor at blive husket, som »ham, der var præsident, før livet atter blev alvorligt«. Den nye Oprah Winfrey Hårde ord, men at Clinton i de efterfølgende begivenheders malstrøm er forsvundet mere fra de flestes bevidsthed, og at hans tid i det hele taget forekommer meget fjern, er de fleste nok enige om. Lige efter Clinton gik af, var der ganske vist et par skandaler omkring de benådninger, han bevilligede på sin allersidste arbejdsdag, og et par måneder senere vakte det da også opsigt, da han forsøgte at gafle sig et monstrøst dyrt kontor på en af Manhattans mest eksklusive adresser. Men det er snart længe siden. Clinton har for længst ladet sig nøje med det mere ydmyge og politisk korrekte Harlem, og da den uafhængige anklager af Lewinsky-sagen, Whitewater og alle de andre skandaler for et par måneder siden konkluderede, at Clinton havde begået et par mindre forbrydelser, men var blevet straffet tilstrækkeligt, og at der derfor ikke ville blive rejst sag, virkede det hele allerede som en fjern fortid. Det kom derfor som et lyn fra en klar himmel, da Los Angeles Times i sidste uge kunne berette, at den forhenværende præsident måske fremover skulle være talkshowvært hos tv-selskabet NBC. Ifølge nyhedsbureauet Reuters gik der ligefrem rygter om, at Clinton »håbede at blive den næste Oprah Winfrey« og havde forlangt over 450 millioner kroner om året for det. Hvis det skulle ende sådan, vil han blive den første amerikanske præsident, der er sunket så dybt. Det tætteste, man kommer, er Richard Nixon, der i 1976 skabte skandale ved at få 600.000 dollar som betaling for en række interview med Robert Frost. Indtil videre er det dog også blevet ved rygterne, og når alt kommer til alt, tvivler de fleste nok på, at Clinton virkelig skulle ende sine dage som tv-vært. Men historien og sammenligningen med Oprah Winfrey har alligevel understreget, hvor store problemer Clinton har haft med at finde sin plads i tilværelsen efter sin exit som præsident. Masser af tid For hvad er det egentlig blevet til for manden, der for knap fire år siden gav verden en ny definition på både sex og selve ordet 'er'? Lad os nu se; en historisk bogkontrakt med et forskud på omkring 100 millioner kroner for sine erindringer, en del taler og foredrag til mellem en og tre millioner kroner stykket og så nogle mindre tillidshverv, herunder et job som goodwill ambassadør for Yociapa American Fund, der investerer i projekter for fattige. Rigtig travlt har der med andre ord ikke været, og kigger man på Clintons hjemmeside (www.clintonpresidentialcenter.com), har det eneste programpunkt siden 1. maj været en tale til 'clintonstaff.com' - en forening for tidligere ansatte - 10. maj i Los Angeles. Ikke meget for en mand, der egenhændigt reformerede det demokratiske parti, skabte det første overskud på budgettet i årtier og blev den første demokratiske præsident siden Franklin D. Roosevelt, der vandt to præsidentvalg. Problemet er naturligvis delvist, at der ikke findes nogen klar jobbeskrivelse for ekspræsidenter, hvad der også klart fremgår, hvis man vender blikket mod Clintons kolleger. Clintons demokratiske forgænger, Jimmy Carter, har primært beskæftiget sig med socialt arbejde og - under Clinton - i et vist omfang som fredsmægler. Ronald Reagan var for gammel, da han gik af til at foretage sig noget fornuftigt, og George Bush Sr. har mest gjort sig i golf, fiskeri og masser af taler. Der er bare to store forskelle mellem Clinton og de andre. Den ene er alderen. Med sine 55 år er Clinton stadig en mand i sin bedste alder og den yngste ekspræsident siden Teddy Roosevelt, der gik af for knap 100 år siden. Den anden forskel er, at Clinton - som den første præsident i over 100 år, der blev stillet for en rigsret - har sit eftermæle at kæmpe for. Kampen for eftermælet Som New York Times-kommentatoren Maureen Dowd skrev i søndags, håbede Clinton nemlig at »at lægge sine skandaler bag sig ved at gøre Jimmy Carter-agtige gode gerninger. Han planlagde at vie sin tid til religiøse og racemæssige stridigheder, bedre forhold for de fattige og så videre«. Men, som Dowd skriver, arbejdet med sælge 'Clinton, den ældre statsmand' er ikke gået optimalt. George W. Bush gad ikke engang anerkende Clintons tilbud om at mægle i mellemøstkonflikten, og selv om han i denne uge blev udpeget til at lede den amerikanske delegation til Østtimor uafhængighedsdag senere på måneden er der formentlig lang vej til tjansen som fredsmægler. I stedet er tiden, Dowds ord gået med at »spise middag med Chris Tucker, frokost med Robin Willams, spille golf med Jack Nicholson og feste med New Yorks jetset«. Hyggeligt formentlig, men ikke noget, der batter, når det gælder eftermælet. Og det afspejler sig med al tydelighed i meningsmålingerne. For ganske vist er Clinton formentlig stadig den mest populære demokratiske politiker i USA. I januar havde næsten hver fjerde, eller mere præcist 23 procent, af alle amerikanske vælgere ifølge en meningsmåling taget af 'Battleground' et »meget favorabelt« indtryk af ham. Det var et godt stykke over den uheldige Al Gore, der havde 17 procent, og lederen af Senatet, Tom Dashle, der lå på blot 13 procent, men langt under selv Bushs ultra-tørre vicepræsident Dick Cheeney, som var oppe på 37 procent og ikke i nærheden, af Bushs stratosfæriske popularitetstal på 70-80 procent. Men hvad værre er, viser en meningsmåling, USA Today og CNN lavede på omtrent samme tidspunkt, at det går i den forkerte retning for Clintons eftermæle. Da Bill Clinton gik af, mente næsten hver anden amerikaner, 47 procent, at han ville blive husket som en stor præsident, mens kun 11 procent mente det modsatte. I dag er gruppen, som mener, han vil blive husket som en stor mand, svundet ind til 39 procent, mens den negative fløj er svulmet til 17 procent. En uheldig tendens. Midtvejsvalget i november Et afgørende punkt i vurderingen af Clinton og hans eftermæle kommer efter alt at dømme i forbindelse med midtvejsvalget i USA til november, hvor en række af Clintons tidligere rådgivere og ministre stiller op. Og ser man på Clintons tidligere proselytters valgkampagner indtil nu, tegner det dystert. Ganske vist er de stort set alle sammen interesseret i Clintons hjælp, når det gælder om at samle penge ind, men når det gælder selv den offentlige kampagne, er billedet betydeligt mindre lyst. I Florida kæmper Clintons justitsminister, Janet Reno, mod statens nuværende republikanske guvernør, Jeb Bush (præsident George W. Bushs bror, red.), en hård kamp, hvor Reno kan bruge al den hjælp, hun kan få. Men klikker man sig ind på hendes hjemmeside (www.renoforgovernor.com), finder man ikke en eneste henvisning til Clinton, på trods af at hun praler med at være den længst siddende amerikanske justitsminister siden borgerkrigen. Næsten det samme gælder for Andrew Cuomo, Clintons boligminister, der stiller op som guvernør i New York. På hans hjemmeside (andrewcuomo.com) bliver det kun til en enkelt meget beskeden henvisning til Clinton. Endelig er der naturligvis Clintons egen hustru, Hillary, som, også efter hun blev valgt som senator for halvandet år siden, ved enhver given lejlighed har understreget, at hun er trådt ud af sin mands skygge og nu er sin egen kvinde. Spørgsmålet er så bare, hvad hendes mand egentlig er. Eller bliver.